Rokade: Departementschef siger farvel til Søren Pind og velkommen til Tommy Ahlers

DOKUMENTATION: Her kan du læse departementschef Agnete Gersing afskeds- og velkomsttale til Søren Pind og Tommy Ahlers.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Uddannelses- og Forskningsministeriet 2. maj 2018, afskeds- og velkomsttale af departementschef Agnete Gersing

Det talte ord gælder

Ministeroverdragelse
Kære minister, kære Søren

Det er 17 måneder siden, at du trådte ind ad døren som ny Uddannelses- og Forskningsminister. Eller Fremtidsminister, som du straks kaldte dig.  

I 17 måneder har du sat dit præg på de videregående uddannelser, på forskningen, på debatten. På os.

Du har fra starten været optaget af at fremme klogskaben. Fremme respekten for viden og indsigt som modvægt til ”synsning” og amatørisme.

Du har været optaget at fremme dannelsen – både den digitale og den mere klassiske.

Du har været optaget af at løfte kvaliteten i vores uddannelser. ”Det skal være svært,” har du sagt igen og igen. Du har insisteret på, at kvaliteten skal kunne måles. Og også erkendt, at det er lidt sværere end som så. Men det er godt, at du har insisteret, for vi har jo fundet en løsning.

Du har været optaget af at bygge bro mellem eksperterne, de mange kloge forskere, og den almindelige dansker. Og af at skabe forståelse for de muligheder, den teknologiske udvikling giver os, og opmærksomhed om de faldgruber, der følger med.

Du er lykkedes med meget på kort tid:

Du lagde ud med en aftale om ”Bedre rammer for ledelse på universiteterne”. De nye strategiske rammekontrakter, som bliver et vigtigt omdrejningspunkt for arbejdet med at styrke de videregående uddannelser og forskningen i de kommende fire år, er næsten helt på plads.

Du har indgået en bred aftale om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Med fokus på kvaliteten og råderum til strategiske prioriteringer. Et kæmpe fremskridt, som du fik alle folketingets partier til at bakke op om.  

Du har søsat et stort arbejde om ”Bedre universitetsuddannelser”. Der ligger nu 37 grydeklare anbefalinger til, hvordan vores universitetsuddannelser kan blive endnu bedre. Anbefalinger, som har bred opbakning fra både universiteterne, erhvervslivet og Disruptionsrådet – så der skal bare sættes strøm til.

Du har nedsat en inspirationsgruppe, der skal give et bud på, hvordan en moderne filosofikum kan se ud, og du har sat gang i en evaluering af læreruddannelsen.

Du lanceret nye politiske målsætninger for både de videregående uddannelser og for forskning og innovation. Ledestjernen er høj kvalitet og mest mulig gavn.

Du har lavet en ny forsknings- og innovationspolitisk strategi, som skal løfte kvaliteten af dansk forskning endnu højere – til ”Nobelniveau” – og skabe bedre rammer for, at forskningen ”gør gavn”. I bredeste forstand.

Du har fra starten haft blik for værdien af den frie forskning. Den forskning, som ”bare” gør os klogere. På os selv, på universet, på samfundet. På stort og småt. Og som nogle gange, efter mange, mange års arbejde, åbner for helt nye indsigter og nye teknologiske kvantespring.

Det er i høj grad forskningen, som skal give os svar på mange af de store udfordringer, som vi står overfor. Fra sygdomsbekæmpelse, til klimaforandringer og integration.

Men det er vigtigt, at vi ikke kun kaster ressourcerne efter velkendte problemer med håb om hurtige løsninger. De helt store forskningsmæssige gennembrud og erkendelser tager tid – lang tid.

Det har været 17 travle måneder. Det har også været 17 meget inspirerende måneder. Vi har talt meget om kvalitet i uddannelserne, om forskning, om dannelse og om den teknologiske udvikling.

Men også om verdenshistorien, om markedsøkonomiens styrker og begrænsninger - ”markedet” som du siger. Om musik og om litteratur.

Du er nysgerrig, og du har en kæmpestor viden om mangt og meget. På vores interne møder får du i løbet af 20 minutter afleveret mindst ét og ofte to eller tre velvalgte citater og en opbyggelig fortælling fra det virkelige liv eller fra verdenshistorien. Når det går højt, får vi også en sang.

Du siger, hvad du mener – også når det måske ikke er helt velkomment. Jeg husker for eksempel tydeligt, da du til en middag med Shanghais borgmester – som er meget højt på strå i folkerepublikken – hvor du midt i det hele spurgte, hvordan det gik med at bekæmpe korruptionen i Kina. Så skiftede stemningen, kan man godt sige. Jeg sad på den anden side af et kæmpestort rundt bord og havde frit udsyn til borgmesterens ansigtsudtryk og ingen mulighed for at sparke dig over benet. Dagen efter skulle vi heldigvis til Beijing med Kronprinsen og det hele, og så var alt godt.

Du er et menneske, der spænder vidt. Du er tænksom og sjov og omsorgsfuld. Du er et menneske, som man kommer til at holde meget af.

Men nu er det slut. Du har bestemt dig for at bruge din tid på noget andet end politik.

Det er lidt svært at forstå, at du som minister for det vigtigste og mest interessante ressortområde hellere vil noget andet end at blive her hos os. Men personligt kan jeg godt forstå, at du har lyst til at prøve noget andet. Vi har kun et liv, og det gælder om at få det bedste ud af det.

På hele ministeriets vegne vil jeg gerne sige dig tak for en god tid. Du har gjort en stor forskel, og vi kommer til at savne dig. Jeg kommer til at savne dig.

***

Kære minister, kære Tommy

Velkommen til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Velkommen til Fremtidsministeriet.

Det er her, vi skaber fundamentet for viden og velstand. For fremtiden. Simpelthen.

De videregående uddannelser og forskningen gør os både rigere og klogere. Dit virke som minister får stor betydning for os alle sammen - både nu og om 10 og 20 år.

Du har et godt udgangspunkt. Dansk forskning er i verdensklasse, vi har en bred vifte af stærke uddannelser på alle niveauer og vi bliver bedre og bedre til at få den forskningsmæssige viden omsat til innovation. Der er selvfølgelig også meget, der kan blive endnu bedre. Du kommer ikke til at kede dig.

Som minister får du fornøjelsen af at arbejde sammen med 612 dedikerede medarbejdere her i ministeriet. Og 42.500 medarbejdere på vores institutioner. Og 270.000 studerende. Der er ganske meget at holde styr på.

Du kommer til at råde over en guldgrube af viden og indsigt. Tarmbakterier, nanoteknologi, småbørnspædagogik, klassisk filologi – you name it – vi har en ekspert i alt.

Her er højt til loftet og luft under vingerne. Alle blander sig i debatten, og bølgerne går indimellem højt, men når det kommer til stykket, er de fleste enige om, at de videregående uddannelser og forskningen skal være i top.

Så - hjerteligt velkommen. Vi glæder os til at lære dig at kende og se, hvad vi kan drive det til i fællesskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Agnete Gersing

Selvstændig ledelsesrådgiver, fhv. departementschef, Uddannelses- og Forskningsministeriet
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Tommy Ahlers

Bestyrelsesmedlem, Concito, iværksætter, fhv. MF og uddannelses- og forskningsminister (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00