Rokade: Departementschef siger farvel til Esben Lunde Larsen og velkommen til Jakob Ellemann-Jensen

DOKUMENTATION: Her kan du læse departementschef Henrik Studsgaards afskeds- og velkomsttale til Esben Lunde Larsen og Jakob Ellemann-Jensen.

Ministeroverdragelse i Miljø- og Fødevareministeriet
Ministeroverdragelse i Miljø- og FødevareministerietFoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Miljø- og Fødevareministeriet 2. maj 2018, afskeds- og velkomsttale af departementschef Henrik Studsgaard

Det talte ord gælder

Kære Esben.

En af dine yndlingsfilosoffer er Søren Kierkegaard. Og ifølge Kierkegaard er det at være menneske ikke noget, man bare er fra fødslen. Det er en opgave, som man hele livet søger en løsning på - en dannelsesproces, hvor man bliver sig selv ved at vælge sig selv.

Jeg tror, det samme gælder for dét at være minister. Det er ikke noget, man bare er fra første dag. Det er også en dannelsesproces, hvor man bliver den minister, man vælger at være. Og Esben, jeg vil gerne sige, at jeg er imponeret over den minister, du har valgt at være her i Miljø- og Fødevareministeriet.

Du har været en minister med dine meningers mod, med retning og holdning. Du VIL noget – både med ministeriet, med sagerne og med dine medarbejdere. Og det vil du fra klokken 7 om morgenen til sent om aftenen. Også i weekenden. Du er drønflittig.

Da du i sin tid kom her til Miljø- og Fødevareministeriet fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, fik jeg det tip af din daværende departementschef, at skulle man formilde ministeren, så var det bare at sørge for rigelige mængder af kage og Matador Mix.

Men med tiden er du gået fra kage og slik til grød, te og træning. Jeg ved ikke, om det er Fødevarestyrelsens kampagner, der har virket på dig. Men jeg har i hvert fald måttet skrue op for min træning for at følge med.

***

Men selvom du er stålsat, så er du også åben for dialog. Og du forstår dynamikken mellem os embedsmænd på den ene side og dig som politiker, når du trækker i os, og vi hiver tilbage.

Du har forstået, at der i dét rum kan udvikles nogle rigtigt gode løsninger.

Du kæmper for dine mål. Og jeg håber også, at du har oplevet, at vi 4.500 medarbejdere i ministeriet har hjulpet dig med at nå dem.

***

Men det har jo ikke været nogen badeferie her i Miljø- og Fødevareministeriet. I så fald har det været badeferie lige midt i orkansæsonen.

For det har blæst med stormstyrke både om ministeriet og om dig som minister, nærmest fra første dag. Vi har fået testet, hvad vi er gjort af. Og dér har det godt nok været rart med en minister, som har humor. Kulsort humor. Som kan se det tragikomiske i månedens, ikke andet, men tredje og fjerde samråd. Og som er god til at bevare roen, når presset er størst.

Det er jeg dig dybt taknemmelig for, Esben, og det ved jeg også, at medarbejderne her i ministeriet har været.

De har også oplevet en minister med stort nærvær. Som husker de nærmeste medarbejderes fødselsdage. Går rundt og hilser fra kælder til kvist, bager boller og kommer med brunsviger.

***

Nu stopper du så som minister. Og når jeg tænker på, hvad fremtiden kunne byde på, så kan jeg ikke lade være med at nævne din indsats på vores mange eksportfremstød, hvor du har virket som døråbner for danske virksomheder rundt om i verden.

Vi har rejst sammen fra Dubai til Ghana, over Kina til USA. Og dér har du med stort engagement, skarphed og dygtighed markedsført danske løsninger overalt, hvor du er kommet frem.

Så hvis du nu skulle tage skridtet over i en international rolle, kan jeg kun sige tillykke til dine kommende kolleger. De vil være heldige at få dig ombord.

Så Esben. Tak for nu. Og tak for din indsats her i Miljø- og Fødevareministeriet og for den minister, du valgte at være.

Held og lykke fremover!

***

Kære Jakob.

Hjerteligt velkommen til Miljø- og Fødevareministeriet, og tillykke med posten. Vi glæder os til at lære dig at kende og hjælpe dig med at omsætte din og regeringens politik til konkret virkelighed.

Du er landet i et af Slotsholmens største og bredeste lovmaskinerier, hvis ressort strækker sig lige fra forbrugerkemi i solcreme til ulvehegn i Vestjylland. Fra fødevareklyngens cirka 160 milliarder kroner i årlige danske eksportkroner til urørt skov og beskyttelse af Danmarks bier.

Vi rummer det hele. I Fakta siger man – det tager kun 5 minutter. Her siger vi: Miljø- og Fødevareministeriet – det tager kun 25 ministersager om dagen.

Du får nu 4.500 medarbejderne overalt i landet under din kommando. Og jeg siger ikke kommando for ingenting. For Jakob, du har jo en flot militærkarriere bag dig, og du er jo vant til at være under beskydning, tage lederskab i felten og holde hovedet koldt. Her tænker jeg ikke på din tid i Forsvaret, men som politisk ordfører for Venstre.

Og du har jo selv for et par år siden udtalt, at det kan være svært at se forskellen mellem tilværelsen som politiker og soldat. Som du siger: "Begge dele handler ofte om at tage kugler for beslutninger, man ikke selv har truffet."

Nu er det så dig, Jakob, der skal træffe beslutningerne. Og agtpågivenheden du har med dig, vil være en styrke for dig her i Miljø- og Fødevareministeriet.

For på det her ressortområde er der sjældent våbenhvile længe ad gangen.

Til gengæld tør jeg godt love, at det er en af Danmarks mest spændende arbejdspladser.

Og med dig får du en medarbejderskare, som i den grad har træning som omstillingsparate specialtropper. De imponerer mig hver eneste dag, og jeg er sikker på, at de også vil imponere dig.

Det er medarbejdere, som trives i skræddersyede jakkesæt såvel som i mudrede gummistøvler. Og som både har landbrugets rolige sindighed såvel som naturelskerens brændende engagement.

Og derfor tror jeg, at Miljø- og Fødevareministeriet vil passe rigtigt godt til dig, Jakob.

Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet sammen med dig.

Til vands, til lands og i luften.

Velkommen her!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Henrik Studsgaard

Kommunaldirektør, Furesø Kommune, fhv. departementschef, Miljøministeriet og afdelingschef, Folketinget
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), HD i finansiering og kreditvæsen, CBS

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00