Russisk forfatter: Mit fædreland omskriver historien om Sovjet

RUSLAND: Regeringen insisterer på at vække Sovjetunionens glorværdige fortid til live igen, selvom det hele er løgn, skriver den russiske forfatter Alisa Ganieva i denne artikel fra The New York Times/Turning Points.

Russiske soldater fejrer den såkaldte sejrsdag. En militærparade, der skal ihukomme Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Sovjetiske symboler og billeder har fået en renæssance i de seneste år.
Russiske soldater fejrer den såkaldte sejrsdag. En militærparade, der skal ihukomme Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Sovjetiske symboler og billeder har fået en renæssance i de seneste år.Foto: Maxim Shipenkow/Pool via Reuters

Af Alisa Ganieva
Russisk romanforfatter og essayist

Mine landsmænd siger ofte, at Rusland er et land med en uforudsigelig fortid. Det er sandt: Vores historie bliver ofte skrevet om for at passe med den politiske dagsorden og magthavernes tilfældige luner.

Den mentalitet er særlig synlig under den årlige fejring af Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945, når et karneval-lignende hysteri overtager landet. Der er militærparader i gaderne, mindehøjtideligheder, koncerter. Børnehavebørn klæder sig ud i militæruniformer. Tjenestemænd bærer Sankt Georges sorte og orange bånd, et symbol på erindring. 

Russere kalder det hele "pobedobesie" eller "sejrsvanvid". Sovjetiske præstationer står forrest og i midten, og de uønskede dele af krigen – fra Josef Stalin og Adolf Hitlers samarbejde i begyndelsen af konflikten til Amerikas militære sejr over Japan – bliver fjernet.   

Fakta
Alisa Ganieva er russisk romanforfatter og essayist. Hun er forfatter til The Mountain and the Wall og Bride and Groom.

Selv Anden Verdenskrigs kronologi er genstand for omskrivning. For resten af verden begyndte krigen 1. september 1939, men i Rusland begyndte "Den Store Patriotiske Krig", som den kaldes, da Hitler iværksatte et angreb på Sovjetunionen, og sluttede 9. maj 1945 med Nazitysklands kapitulation snarere end med Japans formelle overgivelse senere det år.

At fremhæve sovjetiske præstationer under krigen er regeringens måde at give russerne det, de længes allermest mod efter den pinefulde ydmygelse med tabet af Den Kolde Krig: national stolthed. Meningsmålinger viser konsekvent, at historie er hovedkilde til stolthed for mange russere.  

En af de største farer ved Ruslands eksperimenter med historieomskrivning er, at den skubber de mest lidelsesfulde kapitler af landets historie ind i skyggen.

Alisa Ganieva
Russisk fofatter

Fokus på Sovjetunionens krigstidssejr legitimerer også Ruslands militære intervention i Ukraine i 2014. Lige siden Euromajdan-demonstrationerne i 2013 førte til, at landet lagde sig politisk tættere på Den Europæiske Union, har den russiske propagandamaskine været på hårdt arbejde med at karakterisere skiftet som et nynazistisk kup iscenesat af Vesten.

Russere, der ser nyheder på stats-tv, får fortalt en historie om fascistiske kræfter, der truer deres slaviske naboers sikkerhed: Moskva, bliver det fortalt, måtte simpelthen komme til undsætning for at redde de tusinder af etniske russere, der bor i Ukraine. 

I mellemtiden har lovprisning af nationens sejrrige forfædre under Anden Verdenskrig genoprejst det gamle sovjetiske regime. Portrætter af Stalin med overskæg er begyndt at dukke op i militærparader, og veje navngives fra tid til anden efter ham.  

Historieomskrivning er dog ikke blot en samfundstendens. Det er lov. Det er forbudt at sammenligne de forbrydelser, Nazityskland stod bag, med Sovjetunionens forbrydelser.

En lov mod opblomstring af nazisme underskrevet af præsident Vladimir Putin i 2014 straffer for eksempel folk for "at sprede bevidst falsk information om Sovjetunionens aktiviteter under Anden Verdenskrig", og for "at skænde symboler på Ruslands militære storhed". Bare det at indikere, at nazister og sovjetter overhovedet samarbejdede under krigen, er nok til at få en bøde.   

Lovgivningen minder om tillægsparagraffen til Polens "erindringslov", der blev underskrevet af præsident Andrzej Duda i februar 2018 (og senere modificeret efter massiv offentlig modstand).

Tilføjelsen angreb dem, der beskyldte landet for medvirken til forbrydelser begået af Det Tredje Rige på polsk jord. Kritikere advarede om, at Dudas regering kunne udnytte den nye lovs flertydighed til at straffe fjender.     

I mellemtiden tvang internationalt og nationalt pres de polske lovgivere til at trække loven tilbage og annullere straffen for lovovertrædere. Udsigten er værre i Rusland, hvor Putins antinazi-love allerede har været taget i brug mod antiregerings-aktivister. 

Efter at ukendte gerningsmænd overdængede den russiske oppositionsleder, Alexei Navalny, med et antiseptisk, grønt farvestof, delte en af hans støtter et photoshoppet billede af et Anden Verdenskrigs-monument i byen Volgograd dækket af grøn maling. Det var nok til at sætte manden i husarrest for at skænde et symbol på russisk militær storhed. 

En af de største farer ved Ruslands eksperimenter med historieomskrivning er, at den skubber de mest lidelsesfulde kapitler af landets historie ind i skyggen. Sandarmokh, et dystert sted i det nordlige Rusland skove, står som et særligt illustrativt eksempel.

I 1937 blev hundredvis af uskyldige mennesker dræbt under Stalins udrensninger. Siden opdagelsen af gravpladsen på stedet i 1990'erne samles folk der hvert år til en mindehøjtidelighed for ofrene. Det skete også i sommeren 2018.    

Der var ingen scene, blot et midlertidigt podium og et lydanlæg. Ikke en eneste lokal tjenestemand var til stede. Yuri Dmitriev, historikeren, der afdækkede tragediens sted, sad i fængsel sigtet for seksuel krænkelse af sin adoptivdatter. Dmitrievs støtter siger, at sagen blev opdigtet for at straffe ham for hans arbejde med at kaste lys over Sovjets forbrydelser.   

Mens vi lyttede til talen, råbte en tilstødende hob af kosakker i fuld uniform ad dem, der var samlet til mindehøjtideligheden. "Hvad snakker I om? Stop denne fascisme!" råbte de, før de marcherede væk.

Få uger senere indledte det russiske militærhistoriske selskab udgravninger på stedet. Organisationen, et regeringsinitiativ grundlagt i 2012, er opsat på at bevise, at mindst et par af ligene, der er begravet der, tilhører soldater fra Den Røde Hær, der blev skudt ned af finnerne under Vinterkrigen.  

Det ser ud til, at Rusland ikke er parat til at se de mørke sider af landets historie i øjnene. Snarere end at tage ansvar for fortiden bliver det ved med at genoplive den. Og det gør det så meget desto vanskeligere at flygte til fremtiden.  

-----

Copyright: The New York Times/Alisa Ganieva 

Dokumentation

For andet år i træk er Altinget gået sammen med The New York Times om særtillægget Turning Points.

Vi samler både op på året, der er gået, og ser frem mod de mest presserende udfordringer for 2019.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00