S-kandidat: Læg moms på aviserne

NULMOMS: Bo Sandberg (S), der også er skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, vil lægge moms på avissalg og bruge pengene på at afskaffe multimedieskatten.
Rasmus Nielsen
Den københavnske S-folketingskandidat Bo Sandberg foreslår slagtning af en hellig ko - nemlig papiravisernes nulmoms, som koster samfundet 1,1 mia. kr. årligt.

"Papiraviserne lever støttemæssigt i den bedste af alle verdener. De har en såkaldt nulmoms-ordning, der betyder, at de ikke behøver lægge moms på salget af aviser, men til gengæld kan trække hele momsen fra, når de køber ind. Der er ingen andre brancher, der har så favorabel en ordning - kun Kongehuset. Det er samfundsøkonomisk hul i hovedet at opretholde sådanne rent historisk betingede privilegier som nulmoms på printaviser," siger Bo Sandberg, der opstiller i København og på Frederiksberg.

Han tilføjer, at "valgkampen er spækket med udgiftskrævende løfter, men vi skal jo ikke glemme indtægtssiden."

S-kandidaten påpeger, at nulmoms-ordningen for dagbladene - udover at være alt for dyr og generøs - også skaber en skævvridning af konkurrencen mellem dagbladene og de elektroniske medier samt f.eks. ugemagasiner.

Væk med multimedieskat
De 1,1 mia. kr. kan bruges til at fjerne multimedieskatten helt, mener Bo Sandberg.

Det er samfundsøkonomisk hul i hovedet at opretholde sådanne rent historisk betingede privilegier som nulmoms på printaviser.

Bo Sandberg
Folketingskandidat (S), skattepolitisk chef

<img align="left" src="@nyimg=9673@" />"Multimedieskatten har fra begyndelsen været en meget upopulær skat - et fejlskud, der hæmmer væksten. Det er jo ulogisk, at man lægger skat på noget, man gerne vil have mere af, nemlig det fleksible arbejdsmarked. Og skat virker som bekendt - derfor kan det heller ikke overraske, at multimedieskatten i følge regeringens egne tal har ført til 53.000 færre hjemmearbejdspladser i 2010", siger Bo Sandberg (S) til Altinget.dk.

Første skridt
S-politikeren peger på, at hvis man ikke i ét hug vil gå så drastisk til værks og fjerne momsbegunstigelsen til papiraviser helt, så kan man som minimum ændre nulmomsen til en "almindelig" momsfritagelse. Altså at dagbladene stadig kan sælge deres aviser uden at lægge moms på, men til gengæld ikke kan få refunderet den moms, de betaler underleverandører. En sådan øvelse vil skønsmæssigt kunne indbringe mellem 250 og 400 millioner kr., vurderer han.

Foto: Privat

Bo Sandberg er til daglig skattepolitisk chef i brancheorganisationen Dansk Erhverv. Han understreger, at han hér udtaler sig som folketingskandidat, men at Dansk Erhverv i øvrigt også arbejder for at komme af med multimedieskatten.

Dansk Erhverv er således kendt for at kæmpe for afvikling af erhvervsstøtteordninger. Forleden kom man med fire konkrete forslag inden for industri og landbrug, der i alt kan spare staten for 2,5 mia. kr. årligt. Til gengæld ønsker organisationen så en sænkelse af selskabsskatten.

Rapport på vej
Inden for to uger kommer der i øvrigt en rapport fra kulturministerens såkaldte Dyremose-udvalg med modeller for en omlægning af mediestøtten, så den tildeles uafhængigt af mediets tekniske platform. Forslag om hel eller delvis afskaffelse af nulmomsen ventes at indgå, ligesom der indgår modeller, hvor avisernes såkaldte lønsumsafgift skal stige til f.eks. det niveau, bankerne bidrager til samfundskassen med i dag.

Bo Sandberg, der er tidligere formand for Socialdemokraterne i Hovedstaden, har i dag indrykket helsides annoncer i dagblade. I følge Altinget.dks prognose har han dog ingen chance for at blive valgt til Folketinget i København på torsdag.

Som alle folketingskandidater er Bo Sandberg med i Altinget.dks komplette kandidat-database "Kend din Kandidat". Heraf fremgår det, at han i to skatte-spørgsmål er uenig med sit parti. Han er således helt enig i, at ejendomsskatterne skal hæves og er ret enig i, at topskatten skal sættes ned.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Sandberg

Cheføkonom, Aktive Ejere
cand.polit. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00