Den berygtede S-valgmaskine er endt som en skygge af sig selv

Gode dagsordener

Socialdemokraterne fik ellers skudt valgkampen i gang helt efter planen.

Som den eneste vidste Mette Frederiksen helt præcis, hvornår den blev fløjtet i gang, og hendes parti havde linet gode emner op, der kunne stjæle dagsordenen i de første uger.

Formueskat lå fordelingspolitisk perfekt, og de første otte-ti dage kørte det helt efter bogen. Men siden gik det over til en meget teknisk diskussion om, hvem formueskatten egentlig ville ramme, og målinger tyder på, at vælgerne nu er mere delte om emnet.

Pension var den næste kanonkugle, der blev fyret afsted.

Her var tale om et meget gennemarbejdet forslag, der både lægger op til at forbedre Arne-pensionen og sænke stigningstaksten for den fremtidige pensionsalder. Et forslag, der blev modtaget med begejstring i fagbevægelsen. Heller ikke det har rykket synderligt ved meningsmålingerne.

Så er der hele komplekset med rent drikkevand, svineproduktion og dyrevelfærd, der har vist sig at fylde overraskende meget i valgkampen. Som udgangspunkt ikke en ren socialdemokratisk vindersag, fordi der har siddet socialdemokratiske miljøministre de sidste syv år, men det er alligevel et område, hvor Mette Frederiksen har en god kant til Venstre-høvding Troels Lund Poulsen.

Det eneste tricky område er udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen ellers havde formået at gøre til en socialdemokratisk styrkeposition.

Her hæmmes partiet af de forslag, der ikke er blevet til virkelighed. Sammenlignet med 90'erne og 00'erne, hvor udlændingepolitik var et møllehjul om socialdemokraternes hals, står partiet dog anderledes solidt i dag.

Ingen kan betvivle statsministerens eget engagement i en stram udlændingepolitik.

Bedre mellemtider

Noget tyder på, at Mette Frederiksen har været forblændet af den succes, hun havde i sidste valgkamp, hvor hun hævede sit parti fra omkring 22 procent i juni 2022 til imponerende 27,5 procent ved valget 1. november.

Hvorfor skulle det, der var muligt engang, ikke være muligt igen, lød ræsonnementet hos statsministeren.

Sagen er bare, at bagtæppet var ganske anderledes i 2022.

Her havde socialdemokraterne i størstedelen af valgperioden ligget rigtigt godt. Det var kun lige efter minkkommissionens rapport i juni, at partiet fik et dyk.

I 2026 derimod har de ligget elendigt i over tre år, og der er meget længere hen til de vælgere, der har forladt partiet i skuffelse over sammenarbejdet med Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen i almindelighed og afskaffelsen af store bededag i særdeleshed. 

Skilsmisse mellem parti og bevægelse

Dertil kommer et strukturelt problem ved selve kampagnemaskinen.

Den stærke forankring i fagbevægelse og lokalområder er blevet meget afsvækket.

Som alle andre partier har socialdemokraterne måttet se et drastisk fald i medlemstallet, og parti og fagbevægelse er for længst skilt.

I dag er det ikke noget særsyn at se fagbevægelsens bosser gæste andre partiers landsmøder – eller lave politiske udspil udenom Socialdemokratiet. De tusindvis af frivillige fagforeningsmedlemmer, der engang var partiets fodsoldater i alle valgkampe, er reduceret til et fåtal.

I den aktuelle valgkamp har Venstre ikke formået at rokke sig ud af stedet

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Fatamorgana 

På samme måde med Venstre.

I svundne tider havde det gamle bondeparti en solid lokal forankring overalt bortset fra i hovedstaden, og det gav en masse lokale ambassadører.

Venstres valgmaskine var aldrig så stærk som socialdemokraternes, men Venstre begyndte på et tidligt tidspunkt at strømline og professionalisere valgkampene ved hjælp af fokusgrupper. Det skete med Claus Hjort Frederiksen som partisekretær og Anders Fogh Rasmussen som formand.

Ved kommunalvalget i november så det umiddelbart ud til, at maskinen igen kom op i omdrejninger, fordi Venstre scorede et hav af borgmesterposter. Det skabte eufori og forhåbninger for folketingsvalget.

Men gevinsterne var meget et resultat af gunstige forhold ved konstitueringerne i kommunerne, hvor stort set alle andre partier havde interesse i at give socialdemokraterne et hak i tuden. Desuden var forventningerne til Venstre på forhånd skruet helt i bund.

I den aktuelle valgkamp har Venstre ikke formået at rokke sig ud af stedet. Bortset fra en enkelt Verian-måling, hvor Venstre ligger over tolv procent, har Troels Lund Poulsens tropper typisk ligget omkring ti procent.

Enmandshærenes triumf

Ser man på valgkampen i 2022, var det ikke de store kampagnemaskiner, der triumferede. 

Javel, socialdemokraterne landede et smukt resultat, men det var mere en konsekvens af det solide politiske grundlag, den rene S-regering havde stået på fra 2019-2022. Toppet med statsministerens egen stærke indsats i valgkampen, hvor hun blandt andet flåede Konservative fra hinanden.

Men de overraskende triumfatorer i 2022-valgkampen var partier med svage organisationer. 

Det var Liberal Alliance, der førte deres alternative, men meget succesfulde valgkamp på de sociale medier, hvor det med en række velgennemførte memes lykkedes LA-formand Alex Vanopslagh at opnå kultstatus blandt mange unge mænd.

Endnu bedre gik det for manden helt uden organisation, Lars Løkke Rasmussen, der hævede sit parti fra tre procent i valgkampens start til over ni procent på valgnatten. Løkke var dog bakket op af generøse sponsorer, så hans valgplakater var overalt. Men han havde kun en håndfuld i marken til at føre kampagne for sig.

Det klassiske kampagnetog, der bare kommer brusende og skubber alle andre af banen, er længst kommet i remisen

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Sikrer bundgrænse

Det betyder ikke, at partiernes organisationer er blevet helt ligegyldige.

Mens Moderaterne og Liberal Alliance risikerer at crashe, hvis formanden af den ene eller anden grund bliver taget ud, sikrer organisationerne i partier som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet, at partierne trods alt overlever store politiske eller personlige kriser.

Men det klassiske kampagnetog, der bare kommer brusende og skubber alle andre af banen, er længst kommet i remisen. Derfor er der heller ingen garanti for, at Socialdemokratiet og Venstre lander på bare nogenlunde tilfredsstillende resultater på tirsdag.  

Organisationerne bag Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen sikrer nok en vis bundgrænse. Problemet er bare, at ingen rigtig længere ved, hvor den bundgrænse ligger.