Debat

S: Pelle Dragsted fordrejer sandheden om Klimarådets anbefalinger

Det er en fordrejning af sandheden, når Pelle Dragsted skriver, at Klimarådet dømmer regeringen for at svigte klimamålet. Rådet anerkender, at vi er nået en tredjedel af vejen, men rådgiver os til at blive mere konkrete på, hvordan vi vil udvikle fremtidens løsninger. Det råd vil vi følge, skriver Bjørn Brandenborg.

Vi har faktuelt aldrig været tættere på at realisere vores klimamål, skriver Bjørn Brandenborg.
Vi har faktuelt aldrig været tættere på at realisere vores klimamål, skriver Bjørn Brandenborg.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Bjørn Brandenborg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når Klimarådet konkluderer, at regeringen ikke har nået 70-procentsmålet i 2030, må jeg erklære mig enig.

Vi har en lang vej foran os. Men det er simpelthen ikke rigtigt, når Pelle Dragsted skriver i en kommentar i Altinget, at Klimarådet “dømmer“ regeringen for at have svigtet. 

Klimarådet anerkender, at regeringen har taget vigtige skridt mod målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

I rapporten skriver Klimarådet, at vi har indgået aftaler, der får os en trediedel af vejen til de reduktioner, der mangler at blive realiseret. Samtidig rådgiver de os til at blive mere konkrete på, hvordan vi vil udvikle fremtidens løsninger. Det er vi enige i, og den rådgivning vil vi følge.

Fordrejer virkeligheden
I nogens iver efter at kritisere regeringen for at have dumpet og svigtet, må de have overset, at Klimarådet ikke dømmer, hvad der realistisk kunne være nået det seneste år. For selv uden at tage den igangværende sundhedskrise i betragtning har vi haft travlt.

I nogens iver efter at kritisere regeringen for at have dumpet og svigtet, må de have overset, at Klimarådet ikke dømmer, hvad der realistisk kunne være nået det seneste år.

Bjørn Brandenborg
Klimaordfører, Socialdemokratiet

Da regeringen overtog tøjlerne for halvandet år siden var fremskrivningerne, at vi ville have reduceret vores CO2-udledning med 44 procent i 2030. Nu, halvandet år senere, vil CO2-udledningen være reduceret med 54 procent i 2030.

Det er altså en fordrejning af virkeligheden, når Pelle Dragsted kalder det et klimasvigt. Vi har faktuelt aldrig været tættere på at realisere vores klimamål.

Lytter til Klimarådets anbefalinger
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi er i mål endnu. Derfor skal vi fortsætte i 2021 med at tage ambitiøse skridt mod klimamålet. Det gør vi med udgangspunkt i Klimarådets anbefaling om et implementeringsspor og et udviklingssport. 

I implementeringssporet identificerede Klimarådet mulige reduktioner på 10,9 mio. tons. I det spor har vi lavet aftaler med reduktioner på 7,2 millioner tons.

I udviklingssporet er det nødvendigt at investere massivt i teknologier, som skal modnes og skaleres for, at vi kan nå hele vejen til 70 procent. Lige siden vi begyndte at diskutere et reduktionsmål af den kaliber, som vi har vedtaget, har det stået klart, at vi ikke kender hele vejen til 70 procent.

Det er derfor fejlagtigt at kritisere regeringen for at plukke de lavthængende frugter, sådan som Pelle Dragsted gør. Det er nu engang et oplagt sted at starte. For at nå de højthængende frugter kræves teknologisk udvikling, investeringer og tid. Det arbejde har vi sat gang i. 

Absurd sammenligning
Det handler heller ikke om, at de svære beslutninger er udskudt. Det handler om, at teknologierne skal modnes. For at de kan det, skal vi træffe beslutningerne nu. Derfor har vi allerede aftalt investeringer på omkring 4, 7 milliarder kroner til Power-to-x og CO2-fangst.

Jeg er enig med de mennesker, der siger, at håb ikke er en strategi. Derfor er strategien et træffe beslutninger og påbegynde analyser. 

At sammenligne regeringens klimapolitik med Chamberlains eftergivelsespolitik er derfor mildest talt absurd. Beviset på det er klimaloven, de indgåede klimaaftaler og den ambitiøse indsats for at flere lande skal følge i vores fodspor. 

Dragsteds dystopiske kommentar havde derimod været passende under den tidligere regering, som til trods for indgåelse af Paris-aftalen havde langt mellem klimaaftalerne. Den hører dog ingen steder hjemme i dag. 

Læs også

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjørn Brandenborg

MF (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, organisator, 3F Sydfyn
bachelor i politik & administration (Aalborg Uni. 2015)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)

0:000:00