Så langt er partierne med at få nye EU-spidskandidater på plads

OVERBLIK: Søren Gade (V) meldte mandag ud, at han vil stille op til Europa-Parlamentsvalg, og hos Enhedslisten har man for første gang besluttet sig at stille op til samme valg. Her får du et overblik over partiernes kandidater til jobbene i Bruxelles. Opdateret.

Maj 2019 skal danskerne til stemmeurnerne, når der skal stemmes til Europa-Parlamentet, og partierne er så småt gået i gang med forberedelserne.

Tidligere forsvarsminister og nuværende gruppeformand Søren Gade (V) meldte mandag ud, at han vil stille op til parlamentet.

Venstre har allerede en enkelt parlamentariker i Bruxelles. Det er Morten Løkkegaard (V), og han ønsker sin kollega velkommen.

Posten som spidskandidat for Venstre vil Morten Løkkegaard dog gerne beholde for sig selv, siger han til Jyllands-Posten:

”Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg gerne vil stå til rådighed for Venstre som spidskandidat til Europa-Parlamentet. Det er stadigvæk min ambition.”

Enhedslistens første gang
Hos Enhedslisten har man for første gang valgt at stille op til Europa-Parlamentet.

Står det til Nikolaj Villumsen (EL), der lige nu er fungerende formand for partiet, så bliver han partiets første spidskandidat. Det fortalte han til DR mandag:

”Jeg har besluttet at gå efter spidskandidaturet, fordi vi oplever, at EU sætter vores velfærdssamfund under pres, og at vores ordnede forhold på arbejdsmarkedet presses af social dumping. Det vil jeg gerne være med til at forhindre.”

Nye konkurrenter på venstrefløjen
Når Enhedslisten selv stiller op med en kandidat til Europa-Parlamentet, betyder det, at Folkebevægelsen mod EU ikke kan regne med støtte fra den kant.

Det har ellers været en fast tradition, at Enhedslisten har anbefalet sine medlemmer at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

Det er slut nu, og derfor skal spidskandidaten Rina Ronja Kari, der har siddet i parlamentet siden 2014, kæmpe om stemmerne mod sine gamle støtter på venstrefløjen.

Å vil elske EU
Alternativets EU- og klimaordfører Rasmus Nordqvist meldte sit kandidatur til Europa-Parlamentet tirsdag.

”Hvis vi virkelig vil have en stemme på de store dagsordener som klima og miljø og migration og flygtninge, skal vi jo have EU med,” sagde han i et interview med Fyens.dk, hvor han også tilføjede:

“Hvis vi vil forandre EU, må vi starte med at elske det.”

Rasmus Norqvist har tidligere været politisk ordfører for Alternativet, og nu er det altså et spidskandidatur til EU, han satser på.

Mange spørgsmål hos LA
I Liberal Alliance har man ikke lagt sig fast på en spidskandidat endnu, fortæller lands- og gruppeformand Leif Mikkelsen (LA).

Ved sidste valg var det Christina Egelund (LA), der stillede op som spidskandidat. I dag er hun politisk ordfører i partiet, men Leif Mikkelsen kan ikke udelukke nogen til rollen som spidskandidat.

Partiet vil beslutte sig for, hvem der skal stille op på et bestyrelsesmøde engang i februar, fortæller han, inden han joker grinende om formanden for partiet:

”Du kan også spørge om noget helt andet: Anders Samuelsen (LA) har før siddet i Europa-Parlamentet, skal vi have ham derned? Der er mange spørgsmål.”

Bendt Bendtsen stopper hos K
Hos Konservative er det et farvel til en gammel kending.

Bendt Bendtsen (K) fortalte sidste år, at han vil stoppe i politik, når denne valgperiode rinder ud. Derfor står Konservative nu uden en spidskandidat.

Hvem der skal overtage efter Bendt Bendtsen, der både har været formand for partiet og minister, er endnu uvist. Partiets pressetjeneste oplyser, at man vil finde en ny spidskandidat hen over sommeren.

Auken-truslen i SF
Margrete Auken (SF) var spidskandidat for SF, da der var valg til parlamentet sidst, men det er ikke sikkert, at hun er det igen i 2019.

”Det er ikke afklaret endnu, men jeg kan ikke fritage dem for truslen om, at jeg kommer,” siger hun og tilføjer:

”Der er nogen ting, jeg lige skal have på plads først. Og så er det i modsætning til andre partier ikke noget, vi sidder på toppen af partiet og afgør. Det skal afgøres i SF med en urafstemning.”

Margrete Auken har været i politik i over 40 år, men det er ikke alderen, der afgør ambitionerne for 2019:

”Til den tid vil jeg være 74 år gammel. Det var Bernie Sanders også - det skal ikke stoppe det.”

Meld og Feld spøger stadig i DF
Dansk Folkeparti har endnu ikke lagt sig fast på en kandidatliste, oplyser partiets pressetjeneste.

Ved sidste valg var Morten Messerschmidt (DF) en yderst populær spidskandidat for partiet. Han slog alle rekorder for personlige antal stemmer med 465.000 af slagsen, men oplyste kort efter valget, at han ikke ville stille op til Europa-Parlamentet i 2019. 

Han har tidligere meldt ud, at han ønsker tilbage til dansk politik og Folketinget. Siden da har han været involveret i sagen om brug af EU-midler fra Meld og Feld, hvor han er blevet beskyldt for at have snydt med penge herfra. Uden at der dog er faldet nogen dom endnu.

Men hvis han skulle ønske at stille op til Folketinget, har DF-formand Kristian Thulesen Dahl sagt, at Dansk Folkeparti selv beslutter det - hverken EU eller OLAF, der er EU's antisvindelenhed.

Fra en til to radikale
Radikale Venstres spidskandidat ved valget i 2014 var Morten Helveg Petersen (R), der blev stemt ind som det eneste radikale medlem af parlamentet.

Siden da er Jens Rohde (R), der blev valgt ind til parlamentet for Venstre, hoppet over til Radikale Venstre. Derfor er der pludselig to radikale parlamentarikere.

Hvem der ender som spidskandidat, afgøres ved en afstemning på partiets landsmøde til september, hvor Morten Helveg genopstiller, fortæller pressechef for partiet Andreas Bang Hemmeth.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet inden publicering af denne historie.

Forrige artikel Løhde løfter sløret for udflyttede uddannelser Løhde løfter sløret for udflyttede uddannelser Næste artikel Dagens overblik: Midtjylland tager flest af de udflyttede arbejdspladser Dagens overblik: Midtjylland tager flest af de udflyttede arbejdspladser
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.