Sådan kan fredag den 13. ændre spillereglerne ved de næste OK-forhandlinger

Put den tilspidsede situation ved de offentlige overenskomstforhandlinger og den mulige fusion af FTF og LO i en blender. Tryk start, og spol så frem til de næste private overenskomstforhandlinger i 2020 og de offentlige, som formentlig bliver i 2021, og spørg dig selv, hvad der vil være anderledes.

Svaret varierer, alt efter hvem og hvor man spørger.

"Ingenting", lyder et hyppigt indledende svar. Formelt set vil en fælles hovedorganisation ikke ændre ved hovedaftalerne og den tekniske og klare adskillelse mellem overenskomster i de to sektorer.

"Men...," lyder det så oftest. Og det er her i tilføjelsen, at opfattelsen af fusionens konsekvenser for overenskomstspillet i højere grad forgrener sig.

Offentlige forbund vil stå samlet
Blandt fusionstilhængere i fagbevægelsen hersker der ingen tvivl om, at en fælles hovedorganisation med 1,2 millioner medlemmer i ryggen vil stille lønmodtagerne stærkere ved fremtidige overenskomstslagsmål.

Teknisk set ændrer det dog ikke ved styrkeforholdet, da det fortsat ikke vil være muligt at sympatikonflikte på tværs af sektorerne. Arbejdsgiverne behøver altså ikke frygte at lægge sig ud med samtlige medlemmer af private og offentlige forbund ved fremtidige forhandlinger.

Alligevel har især de offentlige forbund stor interesse i fusionen. For det første for at skabe samling blandt de store offentlige forbund, som i dag står splittet med FOA placeret i LO og de øvrige store offentlige forbund i FTF.

For det andet på grund af den strategiske styrke, der ligger i at have offentlige og private forbund samlet under samme tag, omkring samme mødebord i samme forhandlingsudvalg.

Større muskler indgyder respekt
Selv om man ikke kan eller må forvente, at blikkenslagere, slagteriarbejdere og butiksansatte rasler med strejkevåbnet til fordel for pædagoger, sygeplejersker og politibetjente, kan den holdningsmæssige opbakning være med til at stive selvtilliden af under pres.

Den større muskel i baggrunden vil ganske enkelt indgyde mere respekt. Og uanset kulør har enhver regering altid haft det svært ved at lægge sig ud med LO, lyder rationalet blandt fusionstilhængere i lillesøster-organisationen FTF.

Et mantra blandt overenskomstforhandlere går på, at enhver overenskomstforhandling altid slutter med starten på den næste. Ud fra den betragtning vil fagbevægelsen også stå stærkere i forhold til positionering forud for den næste offentlige eller private overenskomstforhandling.

Privat sektor styrer løntempo
Fusionsfans spekulerer også i, at en samlet hovedorganisation kan gøre det lettere at koordinere spydspidsfremstød mellem offentlig og privat sektor. Så man delvist udvisker skellet mellem, hvem der ofrede mest for at tilkæmpe en rettighed - som for eksempel den sjette ferieuge eller barselsorlov - som siden smittede af på overenskomsterne i den modsatte sektor.

En fusion ændrer dog ikke ved, at det er den private sektor, som lægger linjen for lønudviklingen. 

Det er simpelt hen en grundpræmis for aftalegrundlaget mellem FTF og LO, at der ikke bliver rørt ved hovedaftalen mellem LO og DA, hvor de private lønmodtagere og arbejdsgivere lægger linjen.

I arbejdsgivernes rækker håber man alligevel, at en fusion vil få den effekt, at toneangivende private fagforbund som Dansk Metal kan mane til besindighed, hvis de offentlige forbund stiller urealistiske krav eller mangler pragmatisk sans i forhandlingerne.

I Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv korser man sig ved tanken om, at Anders Bondo Christensen pludselig skulle få indsigelsesret i forhold til de private overenskomster. Eller at Bondo og andre snakkesagelige offentlige fagbosser gennemhuller den nærmest hermetiske diskretion, der normalt omgærder de private overenskomstforhandlinger. 

Derfor er de vandtætte skotter mellem den offentlige og private sektor i en fælles hovedorganisation af afgørende betydning for arbejdsgiverne.

Vil undgå politisk indblanding
I den private sektor er overenskomstforhandlingerne i de sidste mange år foregået forholdsvis udramatisk. Men i det offentlige eskalerer konfliktniveauet nærmest for hver eneste overenskomstfornyelse, og kritikken lyder stadig mere hyppigt, at forhandlingssystemet har spillet fallit på det offentlige arbejdsmarked.

For Claus Jensen og Co. er indlemmelse af de offentligt ansatte derfor også en måde at undgå politisk indblanding i aftalesystemet - og dermed sikre den danske model, som er fundamentet for Dansk Metal og Dansk Industris unikke førerpositionen på overenskomstområdet.

Hasard med den danske model
Allergien over for politisk indblanding blev demonstreret i 2017, hvor Dansk Metal gik i rette med flere offentlige forbund, som forud for OK18 appellerede til politikerne om at afsætte penge til udligning af lønforskelle mellem mandefag og kvindefag.

Man spiller hasard med den danske model, når man direkte beder politikerne om at gå ind og blande sig i lønforhold, lød den løftede pegefinger fra Dansk Metal.

Den slags offentlige slagsmål i fagbevægelsens rækker vil alle gerne være foruden, fordi det slider på troværdigheden og opfattelsen af sammenhold.

En ny fælles hovedorganisation har derfor også til formål at cementere, at offentligt og private ansatte står på den samme side af linjen - og at man i hvert fald ikke offentligt trækker luften ud af hinandens argumenter.

Læs hele analysen på Altinget: Arbejdsmarked