Køb abonnement
Annonce

Samlet sundhedssektor kræver regering ud af starthullerne

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal se at komme i gang med udarbejdelse af den længe ventede sundhedsreform, lyder det fra en perlerække af de største sundhedsaktører i Danmark.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal se at komme i gang med udarbejdelse af den længe ventede sundhedsreform, lyder det fra en perlerække af de største sundhedsaktører i Danmark.Foto: Katja Holm/Altinget
7. februar 2020 kl. 13.05

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i januar på et regeringsseminar præsenterede regeringens største fokusområder for 2020, var en sundhedsreform ikke på tavlen.

Det på trods af, at en reform af sundhedssektoren i årevis – også op til den seneste valgkamp – var et af de varmeste diskussionsemner.

Men nu er tålmodigheden brugt op, lyder det fra den samlede sundhedssektor, samt både KL og Danske Regioner.

I et fælles brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) appellerer de derfor til politisk handling, og de kommer samtidig med en række anbefalinger til, hvilken retning udviklingen bør gå.

”Parterne anbefaler regeringen snarest at tage initiativ til en afklaring af sundhedsvæsenets fremtidige udvik­ling, så vi kan komme i gang med at føre beslutninger­ne ud i livet,” står der blandt andet i brevet.

Afsenderne anbefaler blandt andet en national plan, der skal styrke sammenhængen på tværs af sektorer og sikre en national faglig standard.

Splid mellem KL og regioner overstået
Så sent som i onsdags luftede KL og Danske Regioner ellers en række uenigheder på spørgsmålet om, hvordan en sundhedsaftale burde skrues sammen.

Her lagde regionerne op til en løsning, hvor man tog udgangspunkt i eksisterende strukturer, hvilket fik KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S) til at kritisere Danske Regioner for at undervurdere opgaven.

Nu er Danske Regioner og KL dog enige om, at regeringen må på banen og få taget en beslutning om, hvordan en sundhedsreform bør se ud.

"Klart oprør mod Mette Frederiksen"
Ifølge Altingets sundhedspolitiske analytiker Ole Toft, er det "uhyre sjældent", at man ser det samlede sundhedsvæsens aktører, samt kommuner og regioner komme med et samlet opfordring til regeringen.

"Brevet er et klart oprør mod Mette Frederiksensen køreplan, hvor sundhedsreformen ser ud til at være udskudt på ubestemt tid. Vreden og frustrationen over udskydelsen er så stor, fordi debatten og arbejdet med at lave en reform startede for snart fem år siden," siger Ole Toft, og forklarer, at kommuner og regioner mange steder har sat en masse udvikling på pause, da man har ventet på reformen.

"Nu orker man ikke endnu en årelang pause, hvor man afventer, at statsministeren giver sundhedsministeren lov til at gå i gang med reformen. Argumentet er, at de fleste analyser er lavet. De venter på, at regeringen slår nogle streger," siger Ole Toft.

Læs brevet til Magnus Heunicke her.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026