Se listen: Her er partiernes karakterbog for 2023
Det er reelt kun tre ud af Folketingets tolv partier, som kan tage på juleferie med ro i maven. Resten bør bruge julen på at læse op på lektierne, skriver Benny Damsgaard, der har givet alle Folketingets partier karakterer for årets indsats.
Benny Damsgaard
Partner og direktør, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, KonservativeRegeringen samlet: 02
Efter en kaotisk og amatøragtig start er regeringen begyndt at levere solide resultater. Hvis målingerne skal begynde at ændre sig i positiv retning, kræver det dog en ny politisk fortælling, som troværdigt indkapsler, hvad regeringen vil, og giver regeringspartiernes bagland en tro på projektet.
Sandsynligheden for, at det sker er dog lav. De efterhånden mange resultater hiver – lige akkurat – en ellers svag præstation op på den tilstrækkelige præstation, 02.
Socialdemokratiet: 4
At Socialdemokratiet formåede at bevare regeringsmagten og endda få etableret den brede regering hen over midten, som de var gået til valg på, er i sig selv en imponerende præsentation. Især når man ser, hvor partiet lå i sommeren 2022.
Kigger man på målingerne har oppositionen til venstre for regeringen grund til at være tilfredse. I hvert fald de toneangivende partier SF og Enhedslisten
Benny Damsgaard
Det imponerende stoppede dog hurtigt, da regeringen skulle til at regere. Lige så gode, man var til at føre valgkamp og forhandle regeringsgrundlag, lige så dårligt forberedt var man, da der skulle regeres. Man kom slidt og ufokuseret fra start og fejlhåndterede katastrofalt modstanden mod afskaffelsen af store bededag som fridag.
Sommerens jobrygter om statsministeren viste desuden, hvor tyndt et lag fernis, der reelt er over fløjene i partiet. På rekordtid desintegrerede holdånden fra S-regeringen, og alle var pludselig sig selv nærmest.
Karakteren 04, som dækker over den jævne præstation, får S udelukkende fordi, man er lykkedes med at holde sammen på regeringen, få ro på arvefølgen og – ikke mindst – fordi man er begyndt at levere solide resultater.
Venstre: 00
Det har været et annus horribilis, et forfærdeligt år, for Venstre. Alt er gået galt. Man var knapt kommet i regering – på trods af løfter om aldrig at gå i regering med statsministeren – før formanden blev langtidssyg. Siden kom Elbit-sagen og kastede lange skygger over foråret.
Det der umiddelbart virkede som et fornuftigt comeback for Ellemann i august blev i stedet til en fortælling om manglende boldøje, da han så sig nødsaget til at skifte ministerpost tre uger efter. Derfra var det én lang nedslidning som først stoppede, da Ellemann trak stikket, forlod politik og gav bolden videre til Troels Lund Poulsen.
Blødningen er nu stoppet, fejlene sandsynligvis minimeret og den interne uro lagt ned. Der er dog meget, meget langt igen for partiet der for få år siden var Danmarks største. En – mildest talt – utilstrækkelig præstation i 2023.
Moderaterne: 02
Især i foråret var Løkke her, der og alle vegne. Det var tydeligt, at han var i topform over at være tilbage i regering, og at han var god til det!
Bagsiden ved Løkkes forårsoffensiv var imidlertid, at det blev tydeligt, endnu engang, at Moderaterne reelt kun var Løkke. Senere er partiet blevet hjemsøgt af en lang række pinlige personsager, som har skygget over politikken og efterladt indtrykket af, at klovnebussen er tilbage.
Det er udelukkende Løkkes dygtighed som politiker, som gør, at partiet hiver karakteren op på 02 og dermed den tilstrækkelige præstation.
Den røde opposition samlet: 7
Kigger man på målingerne har oppositionen til venstre for regeringen grund til at være tilfredse. I hvert fald de toneangivende partier SF og Enhedslisten.
Det er lykkedes for SF og Enhedslisten at samle de frafaldne S-vælgere op i stor stil, så der i de fleste målinger stadig er rødt flertal.
Samtidigt har især SF og i mindre grad Enhedslisten formået at betrygge Socialdemokratiet i, at man godt kan basere en regering på deres mandater, når SVM engang disintegrerer.
SF: 10
Meget lidt er gået galt for SF i 2023. Ved at køre en linje, hvor man på den ene side er kritisk over for regeringen på især fordelings- og klimapolitiske spørgsmål, men samtidigt på den anden side er konstruktiv i svære sager, som for eksempel FE-sagen, har man formået at være en tryg havn for utilfredse S-vælgere.
Villigheden til at tage ansvar på forsvarsområdet og til at gå efter resultater, når resten af oppositionen er gået efter protesten, har desuden givet troværdighedspoint hos regeringen og især S.
Det store spørgsmål er, om SF kan formå at holde fast på de mange frafaldne S-vælgere, når valget engang kommer. Det bliver den store test på, om hvorvidt SF fremover kan regnes som en af de gamle partier. Indtil nu lander karakteren dog på den fortrinlige præstation.
Enhedslisten: 07
Efter at have nærmet sig ansvarets åg under S-regeringen, er Enhedslisten igen tilbage, der hvor deres kernevælgere foretrækker det: i den rene oppositionsrolle, hvor man siger nej til finansloven og lignende. Og det er noget, de røde vælgere kan lide.
Selvom et par af partierne på borgerlig side klarer sig udmærket, er blokken som helhed ikke kommet sig over Venstres afgang til SVM
Benny Damsgaard
Enhedslisten hiver karakteren op på et lille syvtal på grund af den flotte fremgang og Pelle Dragsteds evne til dygtigt at profilere partiet. Han er og bliver en gevinst.
Skal karakteren højere op, skal Enhedslisten kunne demonstrere, at de også kan holde på vælgerne, når de er inde og lægge mandater til svære beslutninger. Den solide fremgang giver dog et lille syvtal. Den gode præsentation.
Radikale: 02
Det virker stadig, som om at Radikale ikke er kommet sig over, at de selv ødelagde deres egen regeringsdeltagelse sidste år. Siden har kursen i hvert fald været noget flagrende og usikker.
På den ene side har man kritiseret regeringen for at være uambitiøs og lavet KLAR-alliancen med K og LA. På den anden side har Lidegaard i perioder næsten tiggende forsøgt at gøre sine hoser grønne overfor regeringen.
Hvis R igen skal gøre sig forhåbninger om at komme i regering med S, kræver det en mere sikker hånd på rettet og en klar strategi. Den eneste grund til, at man hiver karakteren op på 02 er, at målingerne ligger en snert over valgresultatet, og at det virker som om, at Lidegaard er begyndt at få ro på butikken. Den tilstrækkelige præstation.
Alternativet: 00
Det var som om, at luften hurtigt gik ud af Alternativet efter valget. Genvalget var i sig selv en imponerede bedrift, men siden har præstationen været rodet og de politiske markeringer marginale.
Det begyndte allerede at gå galt to dage efter valget, hvor partileder Franciska Rosenkilde rodede rundt i partiets holdning til spørgsmålet om en dommerundersøgelse af minksagen. Efterfølgende blev partiet latterliggjort på grund af intern ballade om, hvorvidt man måtte servere komælk til kaffen på folkemødet (!). Og sidst men ikke mindst blev partiet et mandat mindre da folketingsmedlem Theresa Scavenius – endnu engang – sagde farvel til partiet. Alt i alt har præstationen været utilstrækkelig.
Den borgerligt liberale opposition samlet: 00
Selvom et par af partierne på borgerlig side klarer sig udmærket, er blokken som helhed ikke kommet sig over Venstres afgang til SVM. Der mangler lederskab, retning og fælles fodslag, og det er alt for let for regeringen at skille partierne fra hinanden. Senest med skattepakken, hvor det er lykkedes regeringen at sprænge oppositionen i stumper i stykker på noget så grundborgerligt som skattelettelser. Der er lang vej til, at man kan tale om en reel borgerlig opposition.
Liberal Alliance: 7
Daddy Vanopslagh og resten af holdet i Liberal Alliance har forsat den imponerende fremgang fra valgkampen, og er i dag fortjent det klart største parti i den borgerlige blok.
Spørgsmålet er dog, om fremgangen er holdbar frem til og med næste valg eller mere er et udtryk for, at de borgerligt/liberale vælgere midlertidigt har fravalgt Venstre.
I dag sidder Søren Pape reelt på lånt tid. Hvis ikke målingerne er vendt ved EP-valget næste år, flyver den ikke længere
Benny Damsgaard
Liberal Alliances har siden valget kørt en todelt strategi. På den ene side har man forsøgt at brede partiet ud og give den hårde, pengefokuserede CBS-liberalisme, som man tidligere har hyldet, et mere menneskeligt ansigt. Nu handler det ikke længere om at få råd til en større bil, men om at bidrage til samfundet.
På den anden side har man også forsøgt at holde fast i den mere kompromisløse del af baglandet ved at gå ualmindeligt hårdt til regeringen i blandt andet FE-sagen og forsøge at latterliggøre den finanslovsaftale, som man selv var en del af.
Indtil videre holder bukserne, men spørgsmålet er om det bliver ved, når Venstre begynder at få styr over butikken. Præstationen har været god, men projektet er sårbart.
Danmarksdemokraterne: 10
Hvis der skulle skrives en bog over, hvordan man succesfuldt stifter et nyt parti, som har potentialet til at blive en faktor på sigt, kan man med fordel tage udgangspunkt i Danmarksdemokraterne.
Budskaberne er knivskarpe, og Støjberg rammer med hendes fokus på udkant, udlændinge og produktionsarbejdspladser præcist og effektivt ned blandt vælgerne i Venstres højrefløj og et stykke ud.
Organisationen er langsomt men sikkert ved at blive professionaliseret med rutinerede kandidater til både Europa-Parlamentet og ikke mindst kommunalvalget i 25.
Skørhedsfaktoren er lig med nul i folketingsgruppen, hvor tingene holdes i kort snor af gamle rutinerede kræfter med en fortid i DF. Alt kører som det skal. En fortrinlig præstation.
Konservative: 00
Historisk har der altid været en sammenhæng mellem tilslutningen til V og K. Gik det godt for det ene parti gik det som oftest dårligt for det andet.
På trods af Venstres nedtur med et tab på mellem tre og fem procentpoint efter valget er det imidlertid ikke denne gang lykkedes K at opsnappe utilfredse Venstre vælgere – tværtimod.
K ligger i dag konsekvent under valgresultatet, som i forvejen var et af de dårligste i partiets historie. Samtidigt er det lykkedes Pape at fortsætte fejltrinene fra valgkampen.
Det der burde have været isoleret til en mindre personalesag om MEP Pernille Weiss' angivelige medarbejderproblemer endte, på grund af Papes fejlhåndtering, som en tillidsafstemning om ham. En afstemning han kom igennem men med solide skrammer.
I dag sidder Pape reelt på lånt tid. Hvis ikke målingerne er vendt ved EP-valget næste år, flyver den ikke længere. Spørgsmålet er, hvem i gruppen der vælger at få blod på hænderne. En utilstrækkelig præstation.
Dansk Folkeparti: 4
Dansk Folkeparti er ikke længere i terminalfasen. Frifindelsen af Morten Messerschmidt og tilgangen af to folketingsmedlemmer fra Nye Borgerlige har givet partiet ny luft og tro på fremtiden.
Det eneste positive man kan sige om Nye Borgerliges 2023 er, at de stadig ligger over spærregrænsen
Benny Damsgaard
På trods af, at Messerschmidt og resten af partiet gør, hvad de kan for at få medieomtale, har den fornyede luft og de ekstra ressourcer ikke sat sig ret meget i målingerne.
Man ligger i dag konsekvent over spærregrænsen, men heller ikke ret meget mere end det, og man er meget langt fra det niveau, man havde for få år siden.
Det er som om, at den tidligere så succesfulde recept med udlændingestramninger og penge til pensionisterne ikke virker længere. Man er i live, men der er ikke mange tegn på, at man har nye ting i posen, som kan ændre situationen. Ny fremgang skal i givet fald komme på grund af andre partiers fejl. Præstationen er på det jævne.
Nye Borgerlige: -3
Det eneste positive man kan sige om Nye Borgerliges 2023 er, at de på trods af eksklusionen af en formand, farvel til to folketingsmedlemmer, et folketingsmedlem ude med en alvorlig sygemelding og en folketingsgruppe bestående af kun to medlemmer stadig ligger over spærregrænsen.
Problemerne stopper dog ikke der. Det er, som om at Pernille Vermund, som tidligere var partiets altoverskyggende trækplaster, har tabt motivationen. Den glød og energi som Vermund brugte til at skabe partiet, og som gjorde partiet dødsensfarlig for især Dansk Folkeparti, er væk – ligesom de ufravigelige krav og den kant det gav.
Det eneste lille lyspunkt er Martin Henriksens spidskandidatur til EP-valget næste år. Han bliver ikke valgt, men han skal nok formå at sætte gang i debatten. Effekten vil dog hurtigt forsvinde igen. Det er højst tvivlsomt om partiet er her efter næste valg. Især hvis Lars Boje gør alvor af signalerne om at starte et nyt parti. Præstationen i 2023 har alt i alt været ringe.