Kommentar af 
Emil Sloth Andersen

Selvgode politikere i København gambler med diplomatiet, når de truer tyranner med nye vejnavne

Det er uklog sovepudepolitik, når partier i Borgerrepræsentationen vil ændre vejnavne og "annektere" parkeringspladser i Københavns ambassadekvarterer for at sende et signal til Putin og det iranske regime, skriver Emil Sloth Andersen (R).

Demonstranter satte i marts 2022 vejskilte og ukrainske flag op ved den russiske ambassade i Kristianiagade. Arkivfoto.
Demonstranter satte i marts 2022 vejskilte og ukrainske flag op ved den russiske ambassade i Kristianiagade. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Emil Sloth Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

'Disney-ficering af international politik'. Det kunne være overskriften på en ny trend i københavnsk kommunalpolitik, hvor man bruger ambassadekvarterer til at sende stikpiller til verdens tyranner.

I februar foreslog Venstre, at "Kristianiagade", hvor den ukrainske ambassade ligger, skulle skifte navn til "Ukrainegade". Forslaget bygger på en idé om, at hvis bare de gode kræfter tager hævn over de onde – som i en Disney-film – så bliver verden et bedre sted.

Men det er en slacktivistisk feel good-idé om, at de komplicerede overvejelser i international politik kan indsnævres til, at man bare kan provokere diplomater til at makke ret. På den måde får københavnske kommunalpolitikere et lille dopamin-rush af selvgodhed, men i allerværste fald er det en sprængfarlig leg med tændstikker over et oliehav.

Gaslækagen i Øresund, missilnedslaget i Polen og Ukraine-krigens daglige gang fortæller, at atom-magter er på benhård kollisionskurs, hvor misforståelser og provokationer lynhurtigt fører til eskalation. Der er liv og død på spil.

Derfor er hævn, straf og retfærdighed lige nu på sin vis irrelevante begreber. Fred og stabilitet er alfa og omega.

Jeg ser ikke noget formålstjenesteligt i, at man vader tilfældigt med stiletter og laksko over russernes stolthed

Emil Sloth Andersen (R), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

Når jeg har et problem med, at Københavns Kommune risikerer at føre halv-pubertær provokationspolitik i en ny koldkrig, er det, fordi jeg som tilhænger af den liberale verdensorden tror på samtalen – også med tyranner.

Putins krig bør sanktioneres med handelspolitik, energipolitik og finansiel politik samt støtten med militært udstyr til Ukraine. Og så bør vi stå vagt om Nato-samarbejdet. Men jeg ser ikke noget formålstjenesteligt i, at man vader tilfældigt med stiletter og laksko over russernes stolthed. Og slet ikke i ambassadekvartererne, der inkarnerer troen på dialog.

Traditionen for ambassader begyndte i Norditalien under renæssancen. Den spredte sig hurtigt til Nordeuropa, Østeuropa og i 1700-tallet til Rusland. Man indrettede universitetsuddannelser til embedsmænd, som kunne lære om kultur, sprog og historie og styrkede yderligere diplomatiet med Wienerkongressen i 1814-15 som afslutningen på Napoleonskrigene.

I 1961 fik vi så Wienerkonventionen, som stadfæster idéen om diplomatisk immunitet. Idéen med konventionen er, at stater kan lave diplomatisk arbejde og vedligeholde dialog i netop ambassadekvartererne uden frygt for deres egen sikkerhed eller chikane. Wienerkonventionen stadfæster også, at hjemstaterne ikke har adgang til at gå ind på ambassaderne.

Det ligger i Wienerkonventionens ånd, at man altid sikrer, at der er en ånd af dialog uden chikane – selv mellem stater, der er dødsfjender. Derfor kan man ret beset diskutere, om partierne i Borgerrepræsentationen ikke lægger op til netop chikane af både Rusland og Iran.

Læs også

For omtrent på samme tidspunkt, som Venstre kom med forslaget om Ukrainegade foran Ruslands ambassade, foreslog Venstres Jens-Kristian Lütken, at man skulle "annektere" en del af parkeringspladserne foran den russiske ambassade.

Hvad angår forslaget om Ukrainegade, kunne det få den konsekvens, at Rusland skulle placere sig på en ny adresse i København. Er det fremmende for dialogen? Og hvorfor kan dialog og sanktionspolitik ikke følges ad? Er det ikke en sundere kombination end pubertære provokationer mod diplomatiet?

Ikke særlig lang tid efter debatten om Ukrainegade foreslog SF, at pladsen foran Irans ambassade – en plads, der reelt er en rundkørsel – skulle navngives "Jina Mahsa Aminis Plads". I den forbindelse måtte Teknik- og Miljøforvaltningen i et notat pege på, at kommunalfuldmagtsreglerne foreskriver, at der er en klar opgavefordeling mellem stat, kommune og regioner, og at det "ikke er muligt for en kommune at beskæftige sig med udenrigspolitik.

Hvad er den næste provokation i et ambassadekvarter, vi skal tage stilling til i Borgerrepræsentationen?

Forslagene om vejnavne, rundkørsler og annektering af parkeringspladser virker måske godt i medierne, men de bliver samtidig til sovepude-politik

Emil Sloth Andersen (R), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

Jeg vil gerne understrege, at jeg har den allerstørste antipati over for både Putin, Rusland og det iranske regime. Men jeg mener ikke, det er smart, at vi bruger den sparsomme tid, som vi kommunalpolitikere har, til at gennemføre forslag, der kræver den allerstørste diplomatiske delikatesse og som kan eskalere dødsensalvorlige kriser.

Forslagene om vejnavne, rundkørsler og annektering af parkeringspladser virker måske godt i medierne, men de bliver samtidig til sovepude-politik. De fjerner fokus fra det, der reelt er betydningsfuldt: handels- og militærpolitik og de internationale aftaler som er fundamentet for verdens gang.

Den liberale verdensorden associerer vi særligt med FN, menneskerettighederne og hele det aftalebaserede system, der bygger på dialog. Det sikrer, at stater kan sanktionere hinanden, når regler overtrædes, men at ordentligheden vedligeholdes.

Et af de værktøjer, som stater helt legitimt kan gøre brug af, er sanktioner. Alle EU-sanktioner mod Rusland er eksempelvis i overensstemmelse med international lov. EU-staterne har sammen nedlagt forbud mod import af en lang række russiske varer, ligesom man har nedlagt sanktioner mod det russiske banksystem.

Den dag, hvor Putin er skiftet ud, kan vi i Danmark i særlig grad få brug for en diplomatisk samtale med et nyt russisk regime.

Det er det vestlige diplomatis opgave at nå til fælles konsensus om præcis hvilke værktøjer, der skal tages i brug – og hvornår.

Ambassadekvartererne er netop et levende og åndende udtryk for, at diplomatiet har en tro på sig selv – selv i de værste stunder

Emil Sloth Andersen (R), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

Det sker i en intens afvejning af, hvornår man bør eskalere og deskalere. Men ambassadekvartererne er netop et levende og åndende udtryk for, at diplomatiet har en tro på sig selv – selv i de værste stunder. At det altid er værd at holde fast i dialogen, fordi den er hele forudsætningen for de internationale aftaler, som skriver sig ind i historien: Wienerkongressen, Versailles-traktaten, Den Westfalske Fred.

Verdens ambassadekvarterer bør ses som én stor park, uafhængig af geografi, for netop samtalen. Det smukke ved den park er, at den står fast – med århundrede gamle egetræer og sø-anlæg – uafhængigt af tidens modeluner. Selv i perioder, hvor verdens konflikter raser og buldrer omkring den diplomatiske have, så står man her fast på ordentlighed, dialog, rutiner, former og formalitet.

Det er dét tankesæt, nedfældet med Wienerkonventionen af 1961, som ambassadekvartererne inkarnerer. Men det er et tankesæt, der er helt fraværende i den københavnske kommunalpolitiske debat om vej- og pladsnavne, selvom som de europæiske hovedstæder har et særligt ansvar for at værne om det.

Det er ikke mindst et ansvar, vi skal tage mere alvorligt i Københavns Kommune på et tidspunkt, hvor konflikter raser i verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

Jens-Kristian Lütken

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, formand, Europabevægelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2015)