SF: Dansk Psykiatrisk Selskab agerer bedrevidende og systembevarende

Psykiatrien er i krise, og problemerne er veldokumenterede: Stigende tvang, både når det gælder tvangs(gen)indlæggelser og tvangsbehandling. Overdødelighed og ulighed i sundhed. Eksplosiv stigning i brugen af psykofarmaka - for nu blot at nævne de mest velkendte. Tid og ressourcer er vigtigt, men refleksioner over, om vi er på rette vej, er også nødvendige.

I et debatindlæg i Altinget 10. december kritiserer næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) Lene Høgh præmisserne for en forespørgselsdebat i Folketingssalen, som jeg havde indkaldt til, for at diskutere den kommende 10-års plan.

Selve behovet for en langsigtet plan og for investeringer i en bedre hjælp til mennesker med psykiske lidelser er jeg selvsagt enig med DPS i. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men som social-og psykiatriordfører vil jeg ikke basere min politik på én organisations dagsorden. Især ikke når denne vil udelukke andre perspektiver og tilgange.

Som social-og psykiatriordfører vil jeg ikke basere min politik på én organisations dagsorden.

Trine Torp
MF (SF) og social- pg psykiatriordfører

Hvem har incitament til at true den bio-psyko-sociale model?

”Vi i psykiatrien”, siger DPS i indlægget, arbejder ”slet ikke ud fra en biomedicinsk model”, men derimod den såkaldte bio-psyko-sociale model. Den er truet, må man forstå: ”Vi er stærkt bekymret for, at den bio-psyko-sociale model er truet, og at psykisk sygdom ikke længere anerkendes som sygdom”.

Modellen først: Angiveligt er den truet – og dét tilsyneladende af en debat i Folketinget.

Men var den kliniske praksis i psykiatrien faktisk tværfaglig og bio-psyko-social, er det svært at se, hvem der skulle have et incitament til at true modellen. Den biologiske del af behandlingen er fortsat den dominerende med den lægeligt uddannede psykiater som leder og med de andre sundhedsfaglige, socialfaglige, psykologiske og pædagogiske fageksperter som rådgivende, underordnede instanser. Psykologiske og sociale dimensioner forstås som en selvfølge ud fra en lægefaglig præmis.

Spørger man patienter og pårørende om kvalitet i behandlingen, har de imidlertid ofte andre kriterier end behandlerne.

Så hvis det virkelig forholder sig sådan, at psykiatrien ikke hviler på en biomedicinsk sygdomsmodel, skal vi så konkludere, at det er forkerte forestillinger, forskere, iagttagere, pårørende og tidligere og nuværende brugere har, når de beretter om en praksis, hvor psykofarmaka er den primære eller sågar eneste behandling?

Grov og vildledende retorik

Psykiske lidelser har bestemt krav på samme opmærksomhed og økonomiske ressourcer som somatisk sygdom. Det er jeg naturligvis enig med DPS i.

Men der er også afgørende forskelle: Objektive indikationer for psykisk sygdom, eksempelvis i organisk væv eller en blodprøve, udestår fortsat og problematiserer psykiatriens sygdomsbegreb, ligesom diagnostikken vedvarende kritiseres for manglende validitet.

Alle psykiske tilstande har sikkert både biologiske, psykologiske og sociale sider, mange somatiske sygdomme formodentlig ligeledes. Tværfaglighed i udredning og behandling er indlysende påkrævet. Men den kalder på reelt ligeværd - både i ansvar og tilgange og her kan vi blandt andet kigge til Norge for inspiration, hvor man har reformeret behandlingssystemet, så ansvaret for psykisk sundhed er blevet langt mere tværfagligt.

Hvorfor opstår der bekymring for og modstand imod åbenhed overfor lovende nyere behandlingsformer som Åben Dialog og Traume-Bevidst Tilgang (TBT), der ser ud til at reducere brug af psykofarmaka og tvang?

Trine Torp
MF (SF) og social- pg psykiatriordfører

DPS slutter sit debatindlæg med spørgsmålene: ”Hvad skal vi gøre med de svært psykiske syge mennesker, som da vil være overladt til sig selv uden udsigt til en effektiv og tidssvarende udredning og behandling. Skal de virkelig mødes med, at de slet ikke er syge? Og skal deres familier?”

Denne voldsomme retorik og gidseltagning af mennesker i meget alvorlige knibe er både grov og vildledende. Ingen ønsker at overlade mennesker med store psykiske udfordringer til sig selv. Og uanset hvilke begreber DPS eller undertegnede betjener sig af, er fakta, som enhver ved: Nogle danskere føler sig hjulpet af psykiatriske diagnoser og behandling, andre føler sig derimod misforstået, stigmatiseret og diskrimineret.

Vi skal kunne diskutere psykiatriens effekt og tradition

Mit modspørgsmål er derfor: Skal vi virkelig – uden videnskabeligt sikker indikation – tvinge mennesker med alvorlige psykiske problemer til at forstå sig selv som syge for at få hjælp? Og skal vi fortælle mennesker, der foretrækker en anden forståelsesramme, at de lider af manglende sygdomsindsigt?

DPS oversætter en velbegrundet skepsis overfor sygdomsbegrebet og et ønske om fornyelse til en trussel mod patienter og pårørende. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at det skulle være utilstedeligt, hvis man (som politiker) debatterer grundsyn, traditioner, effekt og forhold i psykiatrien. At man helst skal blande sig udenom. Men hvorfor opstår der bekymring for og modstand imod åbenhed overfor lovende nyere behandlingsformer som Åben Dialog og Traume-Bevidst Tilgang (TBT), der ser ud til at reducere brug af psykofarmaka og tvang?

Og mere generelt, afslutningsvis: Kan jeg som politiker forvente, at DPS vil være med til at investere i reelt tværfaglige indsatser for mennesker med psykiske lidelser? Og vil DPS anerkende andre videnskabelige perspektiver og traditioner på lige fod med de biomedicinske og følgelig acceptere en mere fair fordeling af danske forskningsmidler, så vi underbygger en ægte bio-psyko-social model med forskning i psykosociale faktorer og indsatser? Sidst, men ikke mindst: Vil DPS tillade og inkludere den erfaringsbaserede viden, brugere og pårørende har?