SF'er: Kommuner forhindres i at klimarenovere bygninger

DEBAT: Når der snart skal forhandles om kommunernes økonomi for 2020, er det afgørende at få gjort op med anlægsloftet. Det er et ufleksibelt monster, som gør det svært at klimarenovere bygninger eller investere i velfærd, skriver Mikkel Dragmose-Hansen (SF).

Af Mikkel Dragmose-Hansen (SF)
Formand for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune

Snart skal den nye regering forhandle med KL om de økonomiske rammer for 2020. Håbene og forventningerne er mange, men nogle gange bliver små løsninger overset i det store billede. Udtag af jordkøb og klimainvesteringer fra anlægsloftet er sådanne løsninger. 

I mange kommuner kan anlægsloftet mærkes, for loftet begrænser nybyggeri af daginstitutioner, skoler og plejehjem, selvom der i disse år bliver flere ældre og flere børn. Nogle simple greb kan gøres fra regeringens side.

Lige nu tæller jordkøb med i anlægsloftet, men jordkøb skaber ikke byggeaktivitet i sig selv, hvilket gør, at undtagelse af jordkøb fra loftet kan give flere kommuner luft til at bygge og renovere mere. Jordkøb er ofte nødvendigt, hvis et område skal udvikles på lang sigt, eller kommunen skal imødekomme en ændret demografi, hvor en ny børnehave skal opføres eller lignende. Derfor er jordkøb en nødvendighed, men ikke en udgift, som "belaster" byggeaktiviteten i samfundet.

Fritagelse for klimainvesteringer
Et andet greb er fritagelse i anlægsrammen for 100 procent klimainvesteringer og energirenoveringer, som hjælper klimaet mod en masse CO2- og energitab. Ud over at klimainvesteringer gavner miljøet massivt, så gavnes driftsbudgetterne også, da klimainvesteringer giver et lavere forbrug af vand, varme og el-udgifter.

For eksempel kan skoler renoveres, så radiatorerne intelligent kan styres efter indeklimaet, eller så lyset optimeres og reguleres, så lyset ikke brænder i nattetimer uden grund. Skolerne kan få isolering, og datastyring kan sikre en optimal opsætning og erstatte dårligt indeklima med optimale forhold for elever og personale. Samtidig vil skolens udgifter nedbringes til netop varme og strøm.  

Renovering af eksisterende bygninger er under pres, selvom renovering kan være en kæmpe klimamæssig gevinst og ofte også sparer på driftsudgifterne. Vi skal heller ikke undervurdere de gavnlige effekter, som renoverede bygninger også giver på indemiljøet.

Anlægsloftet er et ufleksibelt monster
Begrundelsen for det nuværende anlægsloft er, at byggebranchen overophedes, men klimaet har bare ikke tid til sådanne begrundelser. Nyfødte børn bliver heller ikke stoppet tilbage i livmoderen af sådanne begrundelser, og seniorer stopper heller ikke med at ældes af den grund.

Hvis kommunerne skal kunne følge med befolkningens forventninger om at have moderne bygninger, grøn profil og om bæredygtigt at kunne følge demografien, er anlægsloftet et ufleksibelt monster, som ødelægger mulighederne for at investere tilstrækkeligt i fremtiden.

Der findes masser af kommuner, som begrænses af anlægsloftet; København, Greve, Fredericia og mange flere. Et drømmescenarie i forhandlingerne for budget 2020 vil være at rive loftet ned, så anlæg bliver mere efter behov og udviklingen i samfundet. Kan anlægsloftet ikke rives helt ned, så skal de små løsninger som udtagning af jordkøb og klimarenovering sættes i spil.

Forrige artikel Akademikerne: Vi kan alle blive nedslidt Akademikerne: Vi kan alle blive nedslidt Næste artikel Åbent brev fra Sjælsmark-medarbejder: Flyt ikke børnefamilierne ud Åbent brev fra Sjælsmark-medarbejder: Flyt ikke børnefamilierne ud
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.