Sidste måling inden valget indvarsler dramatisk slutspurt

Lars Løkke Rasmussen, der går til valg på en regering med både røde og blå partier, står til 15 mandater. 

I de seneste dage har Moderaterne høstet stor kritik fra stort set alle politiske flanker for deres idé om at ændre folkepensionen til et opsparingsbaseret system.

Hvorvidt det har en effekt på vælgerne kan ikke aflæses i den seneste Epinion-måling, der også er den sidste af sin slags inden valgdagen. Det var først sidst på eftermiddagen torsdag 27. oktober, at sagen om Løkkes planer for folkepensionen eksploderede i medierne – samme dag som dataene blev indsamlet.

Det er et meget vigtigt forbehold at tage ved denne måling. For selv om det ikke er sikkert, at striden om folkepensionens fremtid ændrer billedet, har sagen helt klart potentiale til at være en gamechanger i valgkampens slutspurt.

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis du har problemer med at læse den.

K rammer 2019-niveau

Selv om det er indenfor den statistiske usikkerhed, er det værd at bemærke, at Konservative nu ligger under valgresultatet fra 2019. Den første Epinion-måling, efter at Søren Pape Poulsen meldte sig som statsminister i august, gav Konservative hele 16,7 procent af stemmerne I dag er tallet på 5,8 – med en statistisk usikkerhed på 1,1 procentpoint.

En historisk nedtur på meget kort tid. Ved valget i 2019 fik Konservative 6,6 procent af stemmerne.

Der er formodentlig flere årsager til den katastrofale konservative tilbagegang i løbet af kun to måneder.

Søren Pape Poulsens problemer relateret til hans nu forhenværende mand var begyndelsen til nedturen, men politisk er der også opstået problemer. Den konservative skatteplan med skatte- og afgiftslettelser på 40 milliarder kroner lå for langt til højre for rigtig mange vælgere, og den personlige og politiske nedtur ser ud til at have forstærket hinanden.

I det hele taget har der i denne valgkamp været en ekstrem acceleration af begrebet "momentum", hvor partier i fremgang på rekordtid stormer frem, mens partier i tilbagegang bliver fuldstændig maltrakteret i valgkampen. Også i langt højere grad end politikken sagligt set berettiger til. 

Der har i denne valgkamp været en ekstrem acceleration af begrebet "momentum".

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Skæbnevalget

Heller ikke Radikale går til stemmeurnerne med opmuntrende nyheder i målingen. Partiet står fortsat til at blive halveret sammenlignet med valgresultatet fra 2019.

Radikale har på ingen måde formået at markere sig i valgkampen, og hele diskussionen om en bred regering over midten tages over hovedet på Radikale. Det er Lars Løkke Rasmussen og hans mandater, interessen har samlet sig om.

Endnu værre ser det ud for Dansk Folkeparti, der så sent som i 2015 blev det største i blå blok, men som trods snart fire ugers valgkamp med masser af politiske udspil kun ligger på 2,4 procent af stemmerne. Der er dog små tegn på, at DF stabiliserer sig lige over spærregrænsen, men sikkert er det ikke.

Lykkes det for DF at overleve, er det ikke utænkeligt at partiet kan bygges op igen på langt sigt. Ryger de derimod under, er deres bagland næppe stærkt nok til at overleve i længden. I den situation er det mest sandsynlige scenarium, at DF's vælgere og medlemmer vil sive til Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige.

DF har selskab af et andet parti i mandaternes grænseland: Alternativet, der længe har stået til at ryge ud af Folketinget. Partiet står nu til 2,3 procent i målingen, hvilket skyldes livgivende førstehjælp fra stifteren, Uffe Elbæk, der efter nogle år i udbryderpartiet Frie Grønne vendte tilbage kort før valgudskrivelsen.

Alternativet var også lige over spærregrænsen i den seneste Epinion-måling, og partiet må vurderes til at have en realistisk chance for at komme ind. De fire mandater til Alternativet kan meget vel blive afgørende for, om Mette Frederiksen genvinder magten med sit eget flertal, og det kan muligvis få nogle venstrefløjsvælgere til at stemme på Alternativet af taktiske grunde.

Bundpropperne

Helt elendigt ser det ud for Kristendemokraterne og Frie Grønne med henholdsvis 0,4 og 0,7 procent af stemmerne.

Kristendemokraternes nye formand, Marianne Karlsmose, har aldrig været i nærheden af at opnå den gennemslagskraft, som hendes deserterede forgænger, Isabella Arendt, fik. Og på det seneste har abort-spørgsmålet endnu engang martret partiet, efter at Berlingske afslørede interne mails fra KD, der viste en alt andet end klar holdning til abort.

Frie Grønne ser også helt chanceløse ud, efter at Uffe Elbæk har forladt partiet.

For Elbæk er det klimakampen, der er det afgørende, mens Frie Grønnes Sikander Siddique kører hårdt på henvendt til dele af det muslimske minoritetsmiljø. Siddique mener selv, at Frie Grønne undervurderes i meningsmålingerne, fordi de ikke altid fanger minoritetsstemmer, men selv hvis man indlægger det forbehold, er der langt op til to procent.

Epinion anslår en statistisk usikkerhed ved Frie Grønne på 0,4 procentpoint, så selv hvis man indregner den, kommer Frie Grønne maksimalt op på 1,1 procent af stemmerne. 

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis du har problemer med at læse den.

S-offensiv

Venstre har ikke rigtig rykket i valgkampen. I den forrige Epinion-måling lå Venstre til en regulær halvering, i denne måling lidt mindre end en halvering, men med den statistiske usikkerhed er det svært at sige noget sikkert om forskellene. Under alle omstændigheder er det noget nær en massakre, der ser ud til at bombe Venstre over 30 år tilbage i tilslutning. 

Socialdemokratiet ligger i denne måling 1,5 procentpoint under valgresultatet i 2019. Det er ikke godt nok for Mette Frederiksen, der ellers kom stærkt ind i valgkampen. Alt tyder på, at Socialdemokratiet er nødt til at få et resultat mindst på niveau med valget i 2019 for at bevare regeringsmagten. 

Det er ikke mindst i den forbindelse, man skal se socialdemokraternes meget intensive angreb på Lars Løkke Rasmussen i de seneste dage. Løkke tager størstedelen af stemmerne fra hans mangeårige borgerlige fæller, men der ligger sandsynligvis også en tre-fire mandater hos Løkke, der ellers ville stemme på R eller S.

Moderaternes programpunkt om fremtidens pension, hvor folkepensionen på langt sigt skal udfases og erstattes af en forsikringsordning, er en alvorlig blottelse. Det er indtil videre uklart, hvordan en så dreven politiker som Løkke – tilsyneladende uforberedt – kan ryge ind i et sådant stormvej, men der er ingen tvivl om, at hans politiske modstandere vil hamre løs på det lige indtil valgdagen.

Spørgsmålet er, om det kan flytte de afgørende stemmer tilbage til rød blok.

Valget 2022 kan meget vel blive afgjort af, om Moderaterne trods blottelsen kan holde skansen i valgkampens sidste dage.