Simon Kollerup: Det er ikke statsministeren, men Mitchel Oliver, der er skyldig i manipulation

Hykleriet tager nye højder på Dansk Folkepartis kampagnekontor.
I et ordrigt, men komplet misvisende debatindlæg hælder Dansk Folkeparti-strategen Mitchel Oliver ord som “skuespil” og “manipulation” ud over Altingets spalter.
Men når afsenderen er ansat ved et parti, der igen og igen har valgt den bekvemme plads på sidelinjen frem for at tage ansvar, er det svært at tage moralprædikenen alvorligt.
For Dansk Folkeparti har nærmest gjort det til en særskilt disciplin at undgå ansvar: Man vil gerne uddele karakterer, men man vil sjældent selv levere løsningerne. Særligt ikke når de kræver kompromiser, prioriteringer og forklaringer. Det er nemt at pege fingre, når andre står med konsekvenserne.
Fra sidelinjen er det let at kalde ledelse for “skuespil”. Det svære er at sidde med hånden på rattet, når verden ændrer sig: når priser stiger, når forsyning og job skal hænge sammen, når klimaomstillingen skal gennemføres uden at knække almindelige familier og virksomheder – og når Europas sikkerhed pludselig ikke længere er en selvfølge.
Manipulation er at reducere ansvar til teater og samtidig undlade at tage ansvar for, hvad ens egen linje betyder i den virkelige verden.
Simon Kollerup
Forsvarsordfører, Socialdemokratiet
Kritikken klinger ærligt talt også hult, fordi Dansk Folkepartis egen udenrigspolitiske linje har været alt andet end konsekvent. Det var jo partiets formand, Morten Messerschmidt, der zigzaggede fra Trumps resort Mar-a-Lago til udtalelser, som skabte usikkerhed om støtten til Ukraine.
Netop derfor er det problematisk, når Dansk Folkeparti alt for ofte bidrager med tvetydighed i stedet for klarhed – og samtidig vil fremstille andres ansvar som teater. Man kan ikke både kræve rygrad hos andre og selv løbe fra den politiske forpligtelse, det er at stå på mål for en tydelig linje, når det virkelig gælder.
Så nej: Det er ikke “manipulation”, når en statsminister prioriterer og tilpasser løsninger for at få Danmark trygt gennem skiftende kriser. Det er det, ledelse er.
Manipulation er at reducere ansvar til teater og samtidig undlade at tage ansvar for, hvad ens egen linje betyder i den virkelige verden.
Artiklen var skrevet af
Indsigt
- Han er kendt som en af euroens fædre. Nu kommer han med særlig advarsel til EU
- Özlem Cekic: Her er de to ting, der afgør, om du er dansker
- Eksperter: 46 landes udlændingeopråb til dommerne i Strasbourg frikender ikke udvisningsreform
- Aarhus-borgmester: Det giver mig kuldegysninger, at vi er ved at få københavnske tilstande
- Her er, hvad der skete, da Mette Frederiksen skabte vild forargelse med udtalelse om børn, big tech og cigaretter

















































