Skatteminister indkalder til nye drøftelser om omstridte hybridbiler: "Jeg er klar til at kigge på det"

Det er kommet frem, at forhenværende skatteminister Morten Bødskov ikke har delt oplysninger om, at hybridbiler ikke er så grønne, som man troede, da en aftale om dem blev indgået i slutningen af 2020. Nu er afløseren klar til at drøfte aftalen igen.

Maja HagedornMads Outzen

Skatteminister Jeppe Bruus (S) vil indkalde partierne bag en aftale om plug-in-hybridbiler til nye drøftelser.

Det siger han på sit første samråd, efter at han rykkede ind i ministerkontoret fredag.

"Vi skal have en drøftelse af plug-in-hybridernes grønne aftryk," siger ministeren.

Det har forgængeren, Morten Bødskov (S), hidtil afvist.

Samrådet er blevet indkaldt af Enhedslisten, efter at det er kommet frem, at Morten Bødskov ikke har delt oplysninger om, at hybridbilerne ikke er så grønne, som man troede, da aftalen blev indgået i slutningen af 2020.

På samrådet er der kritik af regeringen fra både støttepartierne og oppositionen for ikke at have delt tallene med Folketingets partier. Ifølge Detektor og MobilityTech har skatteministeren kendt til tallene siden "ultimo november".

Tallene er fra Vejdirektoratet. De viser, at 1.300 undersøgte hybridbiler i gennemsnit udleder dobbelt så meget CO2, som de må, for at tælle med i regeringens opgørelse over “grønne biler”.

"Det er torskedumt ikke at udlevere tallene, for de kommer frem under alle omstændigheder," siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested (EL).

"Jeg er klar til at kigge på det"

Også Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag (R), langer ud efter skatteministeren for ikke at dele tallene allerede i efteråret.

"Ikke at vise den (undersøgelsen, red.) til voksne mennesker, som kan finde ud af at skelne mellem skidt og kanel, er at fratage os et beslutningsgrundlag eller muligheden for at tænke over, om vi skal gå en anden vej," siger hun.

Skatteministeren lader på samrådet forstå, at man har igangsat en undersøgelse blandt samtlige ejere af hybridbiler. 

"Nu spørger vi alle. I marts indkalder jeg partierne til at tale om de data," siger Jeppe Bruus.

"Jeg er klar til at kigge på det. Betyder det, jeg på nuværende tidspunkt synes, vi skal lave en gennemgribende genforhandling af den aftale? Der er jeg ikke."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)









0:000:00