Debat

Skoleleder: Sådan skaber vi en bedre testkultur i folkeskolen

KLUMME: Vi tester og evaluerer som aldrig før i folkeskolen. Men hvis nationale tests skal virke, skal de i højere grad tænkes ind i lærernes hverdag og arbejde med den enkelte elev. Det skriver Rasmus Andreassen, skoleleder på Sønderskov-Skolen.

Der testes som aldrig før i folkeskolen. På Sønderskov-Skolen mener skoleleder Rasmus Andreassen, at tests skal spille bedre sammen med lærernes elevplaner.
Der testes som aldrig før i folkeskolen. På Sønderskov-Skolen mener skoleleder Rasmus Andreassen, at tests skal spille bedre sammen med lærernes elevplaner.Foto: /ritzau/Gorm Olesen
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Andreassen
Skoleleder, Sønderskovskolen i Sønderborg

Vi tester og evaluerer som aldrig før, og som sådan er det en naturlig del af en udvikling.

Altså at tilstræbe progression, lære nyt, blive bedre og være nysgerrig.

Men er måden, hvorpå vi har designet test- og evalueringskulturen, i virkeligheden effektiv og fremmende for denne progression?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Tager vi afsæt i den kultur, der findes i skoleverdenen i dag, er der helt sikkert elementer af evalueringskulturen, der virker og har en effekt. Men der er helt sikkert også elementer, som ikke virker eller har den ønskede effekt.

Tiden er løbet fra røde streger
Heldigvis er tiden ved at løbe fra de røde streger i et stilehæfte, der alligevel aldrig er blevet brugt til noget af eleven.

Heldigvis er tiden ved at løbe fra de røde streger i et stilehæfte, der alligevel aldrig er blevet brugt til noget af eleven.

Rasmus Andreassen
Skoleleder, Sønderskov-skolen i Sønderborg

I dag arbejder lærerne med processkrivninger og mange andre fremmede evalueringsmetoder, der sikrer den faglige udvikling.

Og der er i øjeblikket også fokus på de nationale test, efter at professor emeritus Svend Kreiner og professor MSO Jeppe Bundsgaard sendte et åbent brev til undervisningsminister Merete Riisager og medlemmerne af Folketingets undervisningsudvalg, hvor de problematiserer anvendeligheden af de nationale test.

I hovedtræk deler jeg deres konklusion om, at de nationale test skal være mere anvendelsesorienterede for den enkelte lærer og dermed bistå det daglige arbejde med elevernes progression.

Konstruktiv evaluering
Overordnet er jeg af den holdning, at det er helt afgørende, at vi i vores arbejde med elevernes læring overvejer, hvordan vi kan evaluere og anvende evalueringen konstruktivt fremadrettet.

Og hvordan gør vi så det?

Hertil findes der ingen lette svar, men jeg tror måske, der findes et uforløst potentiale i eleverne selv. Lad mig komme med mulige potentialer. 

På Sønderskov-Skolen i Sønderborg er vi i gang med en proces, hvor læringen tænkes anvendelsesorienteret, og hvor der som en del af konceptet er indlagt løbende evaluering.

Skolen forsøger at flytte sig fra en humanistisk tilgang mod en mere innovativ og naturvidenskabelig tilgang, hvor feedback er helt centralt.

Dette primært fra eleverne selv, men også forældrene er inddraget og bedt om feedback ved projektafslutninger, hvor der altid er et autentisk publikum.

Lærernes rolle flyttes således over i en mere faciliterende rolle. Og det er vigtigt, at lærerne kan være med til at give den nødvendige retning gennem feedback.

Ny type skole-hjem-samtale
Et andet eksempel kunne være, at den traditionelle skole-hjem-samtale ændrede karakter, så den ikke kun var et statusmøde, men en evaluering med henblik på en mere aktiv progression.

På flere skoler i Sønderborg Kommune arbejder man på at lade eleven styre samtalen, og at elever og forældre, under kyndig vejledning fra lærerne, sætter fælles mål for elevens progression.

Dette skal så følges op med systematisk feedback, så elev, hjem og skole løbende oplever elevprogressionen.  

Jeg anerkender, at det ikke er let, eller at dette skulle være den endelige løsning. Men jeg tænker, at vi er nødt til at se på en anderledes feedbackkultur, hvis vi vil fortsætte vores positive progression.   

Dokumentation

TEMA – På besøg hos uddannelseslederne

De kommende måneder bringer vi på Altinget: uddannelse hver mandag morgen en klumme fra en leder på en uddannelsesinstitution.

Klummerne giver et indblik i dagligdagen på de enkelte uddannelser. Hvad fungerer, og hvad står i vejen for den gode undervisning, gode arbejdsdag eller gode ledelse?

De otte klummeskribenter kommer fra hele landet og er ledere på alt fra grundskolen til gymnasier og erhvervsskoler.  

Denne mandag er det Rasmus Andreassen, skoleleder på Sønderskov-Skolen i Sønderborg, der skriver klummen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00