Skov-Jakobsen: Biskoppernes civile ulydighed i 1943 fødte en ny bevidsthed

Antisemitismens spøgelse går igen igennem Europa. Derfor er der også god grund til hele tiden at erindre sig shoa, holocaust, folkemordet på det jødiske folk som et sår i europæisk historie.

I 2014 oplevede vi et udslag af antisemitismen ved mordet på Dan Uzan. Natten mellem lørdag og søndag blev denne ugerning udført, og jeg er vis på, at hændelsen blev omtalt i de fleste kirker rundt om i landet. Jeg tror også, de fleste følte, at vi måtte give vores medfølelse et udtryk.

Spontant greb domprovst Anders Gadegaard alterbuketterne i Vor Frue Kirke, Københavns domkirke, efter gudstjenesten og opfordrede de forsamlede til at gå med over til synagogen i Krystalgade for at lægge blomsterne. I Danmark er der et nært forhold mellem kirke og synagoge.

Det er kun 75 år siden, at vores jødiske landsmænd måtte flygte for at redde livet. Hver gang jeg hører tidligere overrabbiner Bent Melchior fortælle om familiens flugt, bliver det også klart for mig, hvor vigtigt det er for Melchior at fastslå, at denne flugt kun var mulig, fordi de jødiske borgere blev opfattet som danske, som en del af folket, og derfor var der dybest set ikke nogen, der forstod, hvorfor netop disse danske statsborgere skulle undgælde.

De jødiske borgere blev opfattet som danske, som en del af folket, og derfor var der dybest set ikke nogen, der forstod, hvorfor netop disse danske statsborgere skulle undgælde.

Peter Skov-Jakobsen
Københavns Biskop

Nazismen er et rendyrket had mod menneskeheden. Det er brutalitet og grusomhed, der er sat i system, og det er mig en gåde, at der findes nogen politisk bevægelse, der vil ses i denne tradition. Det Tredje Riges propagandaminister Goebbels udtalte i sin tid, at han ikke kendte til begrebet medfølelse. Den, der har set billederne fra det udbombede Tyskland, det udbrændte Rusland, det fuldstændigt ødelagte Polen, ser lige ind i den ideologi, der ikke kender til medfølelse. Det ender kun et sted: det fuldstændigt hærgede samfund. Hærget af ondskab, dumhed og manglende medfølelse.

Man ser begreberne højrebevægelser, højreradikale, fascister, racister, rigsborgere og til tider endog nynazister. Hvad angår det sidste, ville jeg ønske, at det begreb blev manet i jorden, for der er intet nyt ved dem – intet.

Det fortælles, at nogle steder rejste menighederne sig op spontant under oplæsningen af hyrdebrevet, andre steder rejste de sig op bagefter og svarede med et amen.

Peter Skov-Jakobsen

De har intet lært. De er klar til at gå løs på alle mindretal. De er klar til at inddele menneskeheden i værdige og uværdige liv. De er klar til at ophæve demokrati og religionsfrihed og klar til at forfølge mennesker på grund af race, nationalitet, religion og seksualitet. De har ikke skabt blot en skygge af respekt for modstanderen i sig. De forstår ikke den religiøses dybe erkendelse, at ethvert menneske er skabt i Guds billede, og derfor må vi have respekt for den anden, ligegyldigt hvilken opfattelse den anden har, hvilken religion og hvilken nation vedkommende tilhører.

I oktober 1943 var der ikke længere nogen, der var i tvivl om, hvad der skete med jøder, der blev taget til fange. Siden Kirkeministeriet i efteråret 1942 havde udsendt et tavshedsdekret, der indeholdt en formaning om, at præsterne skulle afstå fra kritiske bemærkninger mod besættelsesmagten og regeringen, blev modstanden mod denne tavshed vakt. Flere præster og teologer ønskede sig, at Danmarks biskopper skulle tage afstand fra jødeforfølgelserne.

Det var ikke nemt for biskopperne at nå nogen enighed i begyndelsen af året 1943, men efter at regeringen var gået af  29. august 1943 forandrede situationen sig. Overrabbiner Friediger var blevet anholdt sammen med Hal Koch, Flemming Hvidberg, Engberg og andre fra kirkelige kredse. Det var tydeligt, at en forandring af situationen var under opsejling.

Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard, bad to præster, Rald og Glahn, om at udarbejde et dokument, der redegjorde for den danske kirkes holdning i jødespørgsmålet. Det blev til en lille perle i den danske kirkes historie, nemlig det som sidenhen er kendt som biskoppernes hyrdebrev af oktober måned 1943.

Brevet blev omdelt i hele kongeriget. Vi ved nu, at der var uenighed blandt de øvrige biskopper om brevets karakter, og i nogle stifter blev det ikke gelejdet på vej af biskoppelig vilje til at læse det op. I et enkelt stift blev det helt omformuleret uden dog at tabe sin folkelige karakter og viljen til at ville redde de jødiske landsmænd. Trods al uenigheden blev brevet læst op i de fleste kirker.

Når brevet fik den modtagelse, som det gjorde, skyldtes det nok det meget enkle forhold, at det brevet indeholdt, var det menneskene følte.

Der var tre grunde til, at man ikke kunne forfølge jøder: Enhver vidste jo, at Jesus var født i Betlehem af jomfru Maria og derfor var en del af det jødiske folk, eller som det udtrykkes i brevet: “Guds ejendomsfolk, Israel”. Desuden vidste enhver også, at det stred imod vores menneskeopfattelse og den næstekærlighed, som var en følge af budskabet, der udgår fra Kristus, som kirken skal minde os alle om.

Den tredje begrundelse havde en juridisk karakter, nemlig at denne forfølgelse stred imod vores retsbevidsthed, som var nedfældet i vores dansk-kristne kultur i århundreder. Det var biskoppernes holdning, at intet menneske kunne berøves sine rettigheder, frihed eller ejendom på grund af race eller religion. De hævdede også, at selv om vi troede noget forskelligt, måtte menighederne kæmpe for de jødiske brødres og søstres frihed, at den måtte være den samme som vores frihed.

I øvrigt gjorde biskopperne opmærksom på, at de godt vidste, at man skulle forholde sig loyalt over for den siddende regering, men at man i dette spørgsmål måtte forholde sig til sin samvittighed og over for Gud og mennesker hævde retten til at protestere. En klar tilkendegivelse af, at her var civil ulydighed nødvendig.

Brevet indeholder i al korthed en teologisk, en almenmenneskelig (folkelig) og en juridisk begrundelse for at værne de danske jøder.

Brevet blev læst i kirkerne 3. oktober 1943 og nogle steder også søndagen efter. Ligesom det aldrig må glemmes, at den tyske marineattache Duckwitz gav de nødvendige oplysninger til, at det blev muligt at redde de danske jøder, således må det heller ikke glemmes, at de tyske præster i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg også læste brevene fra prædikestolene. Der er heldigvis nuancer i historien.

Det fortælles, at nogle steder rejste menighederne sig op spontant under oplæsningen af hyrdebrevet, andre steder rejste de sig op bagefter og svarede med et amen.

Ved denne lejlighed blev der også født en bevidsthed i folkekirken, i landets største trossamfund, om at en del af det at være stor også er at kunne minde om de andre og tale for deres ret til at være til stede med deres anderledes tro, deres anderledes ritualer, når bare det ikke strider mod den offentlige orden eller sædeligheden.

Selv blev jeg mindet om dette, da jeg for nogle år siden var med til at holde den tv-transmitterede nytårsgudstjeneste. Ved denne lejlighed fik en buddhistisk kvinde, en imam og en rabbiner mulighed for at ønske seerne et godt nytår efter gudstjenesten.

Da vi var færdige, spurgte Bent Melchior mig, om jeg vidste, hvorfor det var godt at blive så gammel som han. Det kunne jeg jo ikke vide. “Så har jeg også oplevet sådan noget som det her, Peter!” Ved den lejlighed blev jeg mindet om den tradition, der var født længe før oktober 1943, men som kom til udtryk i oktober 1943.

Der er intet smukkere for den kristne menighed, end når den hævder de andres menneskeværd. Det har rødder helt tilbage til fortællingerne om Jesus fra Nazareth, som altid hævdede kærligheden og medmenneskeligheden som en del af gudstroen.

Det hører med til min danske eksistens frit at kunne strække hånden ud mod de andre, også mod den, der er af anden national, religiøs, seksuel eller racemæssig herkomst. Håndslaget er den ubevæbnedes, det frie menneskes, den imødekommendes, den åbnes udstrakte hånd – det er åbenhedens og imødekommenhedens gestus.

Denne gestus er vi vokset op med, og den ligger dybt i os, og derfor er det altid med forundring, vi konstaterer, når et andet menneske ikke vil modtage den udstrakte hånd. Men når jeg nu ved, at nogle ortodokse jødiske kvinder eller nogle muslimske kvinder ikke vil modtage håndslaget, som jeg ser som det frie menneskes gestus, er der ikke noget i vejen for, at jeg kan føre hånden til hjertet og bukke med smil. Flertallet har nemlig et stort privilegium. Vi kan vise storsind og imødekommenhed og vælge fornærmelsen og småligheden fra.

-----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.