Debat

Socialpædagogerne: Vores job kan ikke udliciteres som snerydning og busdrift

DEBAT: Man kan ikke bare udlicitere socialpædagogisk arbejde ligesom snerydning og mad på plejehjem, skriver Socialpædagogernes formand, Benny Andersen. Man risikerer at skulle starte forfra med arbejdet, hver gang der konkurrenceudsættes.

Socialpædagogisk arbejde kan ikke bare udliciteres som eksempelvis snerydning, mener Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.
Socialpædagogisk arbejde kan ikke bare udliciteres som eksempelvis snerydning, mener Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.Foto: Henning Bagger/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Benny Andersen Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

Selvfølgelig skal man ude i kommunerne bruge pengene fornuftigt på det sociale område.

Selvfølgelig skal man vide, hvilke socialpædagogiske metoder der giver konkrete resultater og gavner samfundet – ligesom man selvfølgelig kan kræve fuld indsigt i den faglighed og de metoder, der betales for.

Så for landets socialpædagoger er ord som ”måleredskaber” og ”incitamentstrukturer” lige så naturlige som rehabilitering og relationer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

For bedre viden giver ganske enkelt bedre resultater for både det enkelte menneske og for samfundet. Derfor er det rystende at se, hvordan 16 sjællandske kommuner nu forsøger at gøre udsatte børns problemer til økonomianliggender ved at sende anbringelser af udsatte unge i udbud. Nøjagtig som med snerydning, busdrift og mad til ældre indfører de nu konkurrence på det sociale område.

Udbuddet skal omfatte opholdssteder og døgninstitutioner til unge i alderen 15-23 år, og den heldige vinder af konkurrencen får en fire-årig kontrakt til en værdi af 500 millioner kroner årligt. Men socialpædagogisk arbejde er ikke en tjenesteydelse. Det er en kerneydelse! Det handler om mennesker. Og ved at udlicitere den socialpædagogiske indsats og støtte, bryder vi med alt det, vi ved, der virker; nemlig kontinuitet og tryghed.

Og lad os ikke tillade, at 16 sjællandske kommuner skal føre hele samfundet hen i et ideologisk og politisk hjørne, hvor vi ikke ønsker at være.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

For hvis man hvert andet eller tredje år skal ”konkurrenceudsætte” arbejdet, så risikerer man at skulle starte forfra. Det er ubegribeligt, at vi som samfund er nået dertil, hvor kommuner beskriver de mest udsatte mennesker i landet som varer, der kan udsættes for konkurrence på linje med sødmælken på plejehjemmet.

Vi har aldrig haft den diskussion
Pludseligt er det tilsyneladende blevet legitimt. Men den politiske diskussion har vi aldrig haft. Overvejelserne om at træde ideologisk helt derud har vi heller aldrig haft. Og samtidig er det ubegribeligt, at nogle synes, at vi har råd til det. For det er dyrt ikke at sætte ind med den rette faglige indsats fra start.

Samfundet bruger rigtig mange penge på det specialiserede socialpædagogiske område, og selvfølgelig skal der resultater på bordet, når man bruger vores allesammens penge på noget. Men når kommunerne nu bevæger sig hen imod det, der kan måles, så skal det tydelige råd herfra være: Gør det ordentligt. Start med at styrke viden om, hvad der virker og ikke virker.

Lad os udvikle faglighed og indsats, så vi får bedre resultater – til gavn for den enkelte borger og for samfundet. Og lad os ikke tillade, at 16 sjællandske kommuner skal føre hele samfundet hen i et ideologisk og politisk hjørne, hvor vi ikke ønsker at være.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00