Sociolog til Altingets chefredaktør: Selvfølgelig er Alt for Damernes kvinde-kandidattest identitetspolitik

Når Altingets Jakob Nielsen udtaler støtte til Alt for damernes kvinde-kandidattest, er det samtidig en støtte til den identitetspolitiske dagsorden, som grundlæggende udfordrer demokratiets bærende søjler, mener Tobias Petersen fra Kontrast.

Placeholder image
Det er besynderligt, at Altingets chefredaktør afviser kvinde-kandidattesten som identitetspolitik, mener Tobias Petersen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I ugens udgave af Presselogen på TV 2 News diskuterede de medvirkende Alt for damernes kandidattest, ’Kend din kvinde, før du stemmer’. Testen rummer udelukkende kvindelige kandidater, og dens slet skjulte formål er at få Alt for damernes læsere til at stemme med kønnet.

"Vi siger ikke, at du SKAL stemme på en kvinde, men…" hedder det i en leder om testen af chefredeaktør Rikke Dal Støttrup, så selv de mest tungnemme på bagerste række forstår budskabet.

Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, udtalte i programmet varm støtte til kvindekandidattesten. Alt, sagde Jakob Nielsen, som skaber mere opmærksomhed om et valg, er godt.

Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Det er let at opliste handlinger og begivenheder, som vil føre til mere opmærksomhed om et valg, men ikke er gode. Tænk for eksempel på ulykker, katastrofer og kriminelle handlinger. Tænk også sociale medier, hvis algoritmer pusher polariserende, hadefuldt indhold. Ikke alt, der skaber opmærksomhed om et valg, er godt.

Alt for damernes identitetspolitiske dagsorden
Jakob Nielsen afviste også, at kvindekandidattesten er udtryk for identitetspolitik. Noget, Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, argumenterede for.

Den afvisning var om muligt endnu mere besynderlig end påstanden om, at alt, der skaber opmærksomhed om et valg, er godt. Identitetspolitikkens hovedfortælling er, at identitet står over alt andet i vores interaktion med verden. Det er dit køn, din race og din seksuelle orientering, der afgør dine muligheder, ikke dine interesser, dine kompetencer og din flid. Selve idéen om meritokratiet er et værktøj for opretholdelsen af den hvide, heteroseksuelle mands overherredømme. For meritokratiet findes ikke. Det er en myte; der findes kun strukturel undertrykkelse.

Det er på basis af denne samfundsforståelse, Alt for damerne arbejder. Når der er færre kvinder end mænd i kommunalpolitik, så skyldes det diskrimination. Det skyldes ikke, at mænd og kvinder ikke har samme interesse for kommunalpolitik eller samme lyst til at bruge deres fritid på at sidde til kommunaludvalgsmøder, nej, det skyldes noget strukturelt, som holder kvinder udenfor. Denne undertrykkelse skal bekæmpes, og derfor skal læserne stemme på en kvindelig kandidat.

Kvinder bliver ikke diskrimineret i kommunalpolitik
Ét af mange problemer ved denne samfundsanalyse og dens afledte politikker er, at den forbryder sig mod et af de bredest anerkendte videnskabsteoretiske principper: Man kan ikke, står der på side ét eller ikke længe efter i enhver videnskabsteoretisk metodebog, slutte fra korrelation til kausalitet.

På nettet florerer et meme, hvor en kat har lagt sig midt på et næsten sammenstyrtet tag, lige dér, hvor taget har givet mest efter. Fordi katten ligger dér, kan man få den tanke, at den er skyld i tagets kollaps. Men det er den naturligvis ikke. Der er et sammenfald mellem kattens position og tagets tilstand, men man kan ikke derudfra slutte, at det første er årsag til det andet.

Sådan forholder det sig også med kvinder og kommunalpolitik. Kvinder udgør omtrent en tredjedel af kommunalpolitikerne i Danmark. Men man kan ikke derudfra slutte, at kvinder i kommunalpolitik udsættes for diskrimination.

Identitetspolitikken er i modstrid med det demokratiske samfunds bærende søjler, og dens tilhængere er klar til at vælte dem.

Tobias Petersen, sociolog og journalist

Hvad mere er: Intet tyder på, at det forholder sig sådan. Tværtimod fortæller tallene en nærmest glansbilledeagtig historie om ligestilling: Omtrent en tredjedel af partiernes medlemmer er kvinder, omtrent en tredjedel af de opstillede kandidater er kvinder, og omtrent en tredjedel af de valgte er kvinder. En mand og en kvinde, der melder sig ind i et parti, har samme sandsynlighed for at blive stillet op og samme sandsynlighed for at blive valgt. For den, der hylder lige muligheder som ideal, kan det ikke blive smukkere.

Lukkede ligaer for mænd og kvinder
Men ikke alle stræber efter lige muligheder. Nogle, heriblandt Alt for damerne og tilsyneladende Jakob Nielsen, sætter lige resultater højest. Et ideal, der hviler på antagelsen om strukturel undertrykkelse. Hvis der ikke er lige mange mænd og kvinder i kommunalpolitik, skyldes det diskrimination, og vi har derfor først ligestilling, når fordelingen er 50/50 eller tæt derpå.

Dette ideal legitimerer reel diskrimination. Det er okay, mener man, at skabe forskellige muligheder for mænd og kvinder, hvis det fører til lige resultater. Det gælder ikke kun i kommunalpolitik, men i alle samfundets sfærer. Når mænd sender markant flere debatindlæg til aviserne end kvinder, løses det ved at bringe forholdsmæssigt flere af kvindernes indlæg, så fordelingen på debatsiderne bliver lige eller i hvert fald mindre skæv, end mænd og kvinders bidrag tilsiger.

Konsekvensen af dette ideal og dets operationalisering i konkrete politikker er skabelsen af to lukkede "ligaer", hvor kvinder og mænd kæmper hver for sig mod deres kønsfæller. "Kvindeligaen" er ofte langt svagere end "mandeligaen", fordi den har langt færre deltagere, og det betyder, at kvinders muligheder for "oprykning" bliver langt større end mænds.

Det er det, vi kommer til at se, hvis der indføres kvindekvoter i bestyrelser. Med kvindekvoter skal en kvinde med bestyrelsesambitioner udkonkurrere markant færre konkurrenter for at indfri sit mål end en mand med samme ambitioner. Hun skal være den bedste blandt få. Han den bedste blandt mange.

Hvad er det næste?
Det er fornuftigt at tænke over, hvilke konsekvenser det vil have, hvis identitetspolitikken fortsætter sit indtog, og vi i stigende grad gør, hvad Alt for damerne opfodrer til, og deler os efter identitet i stedet for efter anskuelser.

Kvinder udgør omtrent en tredjedel af kommunalpolitikerne i Danmark. Men man kan ikke derudfra slutte, at kvinder i kommunalpolitik udsættes for diskrimination.

Tobias Petersen, sociolog og journalist

Bliver det rart at leve i et samfund, hvor kvinder stemmer på kvinder, mænd stemmer på mænd, hvide stemmer på hvide, og sorte stemmer på sorte? Hvad bliver det næste skridt? Stopper tribalismen ved stemmesedlen? Hvorfor skulle den?

Der findes stadig dem, der trækker på skulderen, når de hører ordet "identitetspolitik". For dem er det noget med mexicanerhatte på universitetet, som vil gå over af sig selv, når de unge bliver voksne. Det er i bedste fald en uoplyst position. Identitetspolitikken er i modstrid med det demokratiske samfunds bærende søjler, og dens tilhængere er klar til at vælte dem - eller kaste dem i havnen - når de får muligheden. Det ses overalt i den vestlige verden.

Det er med det i baghovedet, man skal forholde sig til Alt for damernes kvindekandidattest. På overfladen ser den muligvis uskyldig ud. Men bag den pæne facade findes idéer om mennesker og samfund, som har alvorlige konsekvenser, når de omsættes til politik.

Mener man, det er vigtigt, at kvinder udgør omtrent halvdelen af de danske kommunalpolitikere, må man finde måder at få flere kvinder til at melde sig ind i partierne på. Dét, ikke tribalisme og identitetspolitisk stemmeafgivning, er den gode løsning.

Vi lever i et samfund, hvor mænd og kvinder har samme muligheder for at blive kommunalpolitikere. Ønsker man, at lige mange mænd og kvinder bliver det, må man tilskynde kvinder til i højere grad at engagere sig i kommunalpolitik.

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansvarshavende chefredaktør, Altinget.dk & Mandag Morgen
Journalist (DMJX 1998)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser