Søren Gades opgør med mistrivsel på Borgen har lidt et knæk. Det er et kæmpe demokratisk problem

Over 20 procent har hver uge problemer med at sove, 20 procent oplever hjertebanken på månedlig basis, mens næsten halvdelen af de adspurgte medlemmer på et eller andet tidspunkt har oplevet åndedrætsbesvær i forbindelse med deres arbejde på Christiansborg.

For at gøre op med den mistrivsels-epidemi, der tilsyneladende hersker på Christiansborg, har formanden lanceret en række tiltag, der af journalister har fået betegnelsen ”Gade-planen” (med slet skjult henvisning til den såkaldte ”Olsen-plan” fra 1995).

Behandlingstiden for lovforslag er blevet udvidet, antallet af stående udvalg bliver reduceret efter næste valg, og Folketingets Administration skal muligvis også tilføres flere ressourcer for bedre at kunne hjælpe de hårdt prøvede politikere. 

At samtalen om (mis)trivsel for vores folkevalgte forstummer netop nu er potentielt et kæmpe demokratisk problem.

Emil Husted
Lektor, Copenhagen Business School

Mens alle disse tiltag generelt har modtaget bred støtte på tværs af partierne i Folketinget, er Gades seneste udspil blevet mødt med en helt anden form for skepsis. I foråret foreslog formanden nemlig at tilbyde politikere, der ikke opnår genvalg ved folketingsvalg, psykologhjælp.

Som Gade dengang sagde til DR: ”Det gjorde et stort indtryk på mig at høre, hvor skidt de pågældende tidligere kollegaer havde det, og jeg tænkte, at det jo også er en underlig arbejdsplads, hvor man ikke tager hånd om de mennesker, som jo i realiteten – i gåseøjne – er blevet fyret af vælgerne”. 

Men her knækkede filmen altså for Gades kollegaer i og omkring Folketinget. Ja, tiltaget udløste faktisk en mindre shitstorm i medierne. Nogle kaldte idéen for ”privilegieblind”, mens andre som for eksempel Birthe Rønn Hornbech betegnede den som en ”uhyrlig” omgang ”ynkeri”. 

For, som Hornbech fremhævede: Hvis man ikke kan klare mosten, så forstår man ikke, hvad folkestyre er for noget. Logikken synes med andre ord at være, at professionel politik er et utvetydigt privilegium, som man på ingen måde kan tillade sig at klage over.

Siden denne shitstorm har Søren Gade forståeligt nok trukket følehornene til sig. Væk er diskussionerne om stress, depression, udbrændthed og generel mistrivsel på Christiansborg – og det på trods af, at en hel række politikere for nyligt har annonceret, at de ikke længere ønsker at stille op til næste folketingsvalg.

Det kan der naturligvis være mange årsager til, men den udbredte oplevelse af mistrivsel er formentlig en væsentlig faktor.

At samtalen om (mis)trivsel for vores folkevalgte forstummer netop nu – så tæt på både kommunal-, regions-, og folketingsvalg – er potentielt et kæmpe demokratisk problem. For det første er det, som Lisbeth Knudsen så rigtigt har fremhævet, altafgørende for det danske demokrati, at vi gør professionel politik til en attraktiv karrierevej.

Man får som bekendt de politikere, man har fortjent, og hvis vi nægter at adressere spørgsmål om mistrivsel blandt folkevalgte, så skaber vi simpelthen et ugunstigt grundlag for kultivering af politisk talent.

For hvem gider egentlig sætte liv og lemmer på spil for et hverv, der indebærer ekstremt højt pres, uoverstigelige mænger arbejde, knivskarp konkurrence med kollegaerne, konstant eksponering i medierne og potentielt meget lidt indflydelse? 

For det andet risikerer vi at anspore til forhastet lovgivning, symbolpolitik og uigennemtænkte løsninger, hvis vi ikke tager oplevelsen af stress og mistrivsel på Christiansborg seriøst. 

Det er mit beskedne håb, at de mange studier af og beretninger om mistrivsel i professionel politik kan genantænde Søren Gades trivselsdagsorden.

Emil Husted
Lektor, Copenhagen Business School

Et utal af politikere har de seneste år rapporteret om store problemer med ikke at have tilstrækkelig tid og overskud til at sætte sig ind i kompleks og omfangsrig lovgivning. Og det er selvsagt et problem. 

For det tredje bidrager de benhårde arbejdsbetingelser på Christiansborg til stærke oplevelser af magtesløshed hos mange folkevalgte. Netop sådanne oplevelser dokumenterer jeg selv i min kommende bog ”Afmagtens Centrum”.

Bogens argument er kort fortalt, at kombinationen af høj hast, stor arbejdsbyrde, skarp konkurrence, hård omgangstone og fundamental magtesløshed skaber en giftig cocktail, der for mange folketingspolitikeres vedkommende virker fremmedgørende i forhold til jobbet, kollegaerne og det politiske kald. 

Og hvor står vi så rent demokratisk, hvis vores folkevalgte hverken har tid eller kræfter til at sætte sig ordentligt ind i sagerne, og hvis de tilmed føler sig både magtesløse og fremmedgjorte overfor deres job som lovgiver? Er det virkelig sådan, vi ønsker, at landet højeste politiske organ skal køres? Det tror jeg ikke.

Derfor er det mit beskedne håb, at de mange studier af og beretninger om mistrivsel i professionel politik kan genantænde Søren Gades trivselsdagsorden. Ikke fordi det gavner formandens personlige eller politiske projekt, men fordi det gavner det danske demokrati og dermed også det danske samfund.