Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Søren Pinds sexforargelse udstiller et moraliserende problem i samfundet

Offentlighedens moraliseren over magtfulde personers privatliv afholder kompetente personer fra at træde frem i rampelyset. Hvis vi vil have autentiske og menneskelige ledere, må vi acceptere deres depraverede seksualitet, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.

Søren Pinds udtalelser om Lars Findens seksualitet udstiller samfundets skæve syn på, hvad der henholdsvis kvalificerer og diskvalificerer mennesker til at bestride magtfulde poster, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Søren Pinds udtalelser om Lars Findens seksualitet udstiller samfundets skæve syn på, hvad der henholdsvis kvalificerer og diskvalificerer mennesker til at bestride magtfulde poster, skriver Rasmus Ulstrup Larsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rasmus Ulstrup Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan kan man være efterretningschef, hvis man har et depraverende, sadomasochistisk sexliv? Sådan spurgte Søren Pind i et nu slettet tweet.

Spørgsmålet vakte forargelse, og overalt på sociale medier blev Søren Pinds spørgsmål fordømt som udtryk for manglende skelnen mellem, hvad der er offentligt, og hvad der er privat.

Men selvom det var tydeligt, at Søren Pind stod relativt alene i sin opfattelse af, hvad der henholdsvis kvalificerer og diskvalificerer mennesker til at bestride magtfulde poster, var der alligevel noget genkendeligt over hans indvending, hvis man kigger på mediernes tendenser de seneste år.

Da Metoo-sagerne for eksempel kørte på sit højeste i 2020, var der nærmest kø i medierne for at fortælle om, hvilke eskapader den ene politiker, kendis eller studievært havde rodet sig ud i gennem livet. Også selvom det lå 20 år tilbage. Argumenterne for at bringe det til offentlighedens kendskab var noget med, at man skulle skabe en kulturændring i samfundet.

Fælles for mange af disse mediehistorier er, at journalisterne forsøger at forsvare sig med, at det udtrykker dårlig dømmekraft hos de personer, der bliver hængt ud

Rasmus Ulstrup Larsen

Senest har Ekstra Bladet så sat nye standarder for privatlivsjournalistikken ved at fortælle, at Søren Papes mand i virkeligheden ikke er nevø til Den Dominikanske Republiks præsident.

En historie, der kan forekomme noget svær at begrunde som relevant for offentligheden, alt den tid at Søren Papes position er opnået fuldstændig uafhængig af hans mands stamtræ.

Fælles for mange af disse mediehistorier er, at redaktørerne eller journalisterne på en eller anden måde forsøger at forsvare sig med, at det udtrykker dårlig dømmekraft hos de personer, der bliver hængt ud, og det derfor er i offentlighedens interesse at få indsigt i deres private anliggender.

Det så vi for eksempel også, da den tidligere formand for 3F Per Christensen skulle have hele sit privatliv ud i offentligheden. Hans liv var grotesk og fordømmelsesværdigt – ingen tvivl om det. Men også her blev den offentlige interesse forklaret ud fra noget med hans "dømmekraft".

På samme tid har vi i årevis diskuteret, hvad der skal til for at få flere mennesker til at gå ind i politik eller tage ansvar i samfundet.

Budene har oftest været, at man skal hæve vederlaget for politikere, give dem en mindre arbejdsbyrde eller forbedre forholdene for politikere på en måde, så dem med højere indkomst i erhvervslivet også kan se en fidus i at gå ind i politik.

Men når man ser på, hvordan mennesker får deres privatliv hængt offentligt ud og sågar dømt ude, alene fordi de er magtfulde, er det fristende at forestille sig, at selv en fordobling af vederlaget for politikere eller højtstående embedsmænd vil afholde langt de fleste fra at betræde den livsvej.

Når politikere i dag frygter den manglende skelnen mellem privatliv og offentligt liv, er det utvivlsomt også overvejelser, som almindelige mennesker gør sig

Rasmus Ulstrup Larsen

I en podcast, jeg for nylig var del af sammen med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), fortalte han, at der generelt er en stor frygt for, at medierne fanger politikere i situationer, hvor de kan fremstå åndssvage.

Også selvom det er i privat regi. Det giver god mening, at det er en frygt, der har bredt sig de senere år. Når politikere i dag frygter den manglende skelnen mellem privatliv og offentligt liv, er det utvivlsomt også overvejelser, som almindelige mennesker gør sig, når det er blevet reglen for medierne at hænge folk ud alene med vage begrundelser om "manglende dømmekraft".

Det har unægteligt den effekt, at de fleste mennesker overvejer, om ikke også de selv har en dårlig dømmekraft, og derfor er diskvalificerede til at varetage noget som helst større ansvar i samfundet.

Man kan også sige det direkte: For glædeligt at kaste sig ind i politik eller indtage magtfulde positioner skal man enten være overmenneskelig grænsende til det klinisk forstyrrede.

Medmindre man er så masochistisk, at man gerne vil leve i angst og skam over fortidige fejl eller grænseoverskridende eskapader, som de fleste mennesker nok har begået til en sådan grad, at vores dømmekraften ikke var helt god i de situationer.

Man glemmer, at det autentiske menneske kan være depraveret i sin seksualitet eller have taget en kvinde på låret engang

Rasmus Ulstrup Larsen

For hvilke mennesker kender ikke til skamfulde episoder i sit liv, hvor man tager sig for øjnene alene af at tænke på dem? Eller har et sexliv, der ifølge en tidligere minister er "depraveret" og derved gør en uværdig til et magtfuldt embede, fordi man bruger håndjern eller pisk?

Hvilke mennesker vil vi gerne have til at bestride magtfulde poster i samfundet? Vi svarer ofte, at vi gerne vil have autentiske mennesker. At vi vil have magthavere, hvor vi kan mærke deres menneskelighed. Det er også sympatisk at ønske.

Man glemmer bare, at det autentiske menneske kan være depraveret i sin seksualitet, have taget en kvinde på låret engang eller have en partner, der engang har løjet om noget relativt ligegyldigt.

Hvis det er kriterierne, tror jeg ikke, at særlig mange embeder bliver besat i fremtiden af almindelige mennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Fhv. politisk konsulent, Nye Borgerlige
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Lars Findsen

Chef, Forsvarets Efterretningstjeneste (hjemsendt), fhv. departementschef, Forsvarsministeriet 2007-15
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)