Anmeldelse af 
Søs Marie Serup Laybourn

Søs Marie Serup: Thorning sætter meget på spil med sin kraftpræstation af en bog

Helle Thorning-Schmidt skriver sig nu ind i ligestillingshistorien med sin modige, tilgængelige og begavede bog. Det er en kraftpræstation fra en tidligere statsminister, som både giver af sig selv og deler håndmadder ud, skriver Søs Marie Serup.

Ingen kommer igennem Helle Thorning-Schmidts nye bog helt uden skrammer, skriver Søs Marie Serup Laybourn.
Ingen kommer igennem Helle Thorning-Schmidts nye bog helt uden skrammer, skriver Søs Marie Serup Laybourn.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søs Marie Serup Laybourn
Blondinens betragtninger
Helle Thorning-Schmidt
192 sider, Forlaget 28B

Igennem hele livet lærer vi at forholde os kritisk til det stof, som vi læser: til kilder, til afsenderen, til konteksten, ja til alt andet end os selv.

Nu prøver Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning Schmidt, at lære os, hvordan man gør. Hun vil gerne have os fra "unconscious bias" til "conscious inclusion". Og hun gør det til en morsom, tankevækkende og opbyggelig rejse gennem sine egne oplevelser.

Man skal tygge sig igennem et par kapitler, hvor man kæmper med sig selv og sin egen veletablerede opfattelse af Helle Thorning-Schmidt, før man får løsrevet sig fra ens egne forudindfattede holdninger, der blokerer for at læse bogen, som den bør læses. Nogle læsere vil blive udfordret over evne. Men man bliver belønnet for sit besvær. 

Lad os fra start få nogle af blokeringerne af vejen: Ja, hun skriver om Jeppe Kofod, Carsten Hansen, løftebrud om øremærket barsel til mænd og flere kvinder i bestyrelser, om sin egen fremtoning og stemmetræning, om sit ansvar for kulturen i Socialdemokratiet, som hun beskriver som "ensartet, hård og maskulin" – og alle de andre ting, som man ubevidst har som en slags tjekliste for, om hun går hårdt nok til sig selv. Tjek. Det gør hun. 

Laver blondinereference
For eksempel skriver hun om sin håndtering af sagen om Jeppe Kofod:

"Min fortrydelse i forbindelse med behandlingen af den sag er, at vi ikke dengang forstod – eller evnede at tale om – at en ting var forskellen i alder og position, hans manglende dømmekraft og misbrug af sin magt, noget andet var den kultur, som gjorde det hele muligt. Vi burde have fået undersøgt kulturen i partiet og ikke mindst i dets ungdomsorganisation til bunds i stedet for at behandle det som et enkeltstående tilfælde. Men vi vidste ikke bedre".

Og nej, hun gør det ikke altid nemt for én at overkomme sin bias, når hun flere gange refererer til filmen 'Legally Blonde' eller musikeren Cher, når hendes begejstring for hiphop får frit løb, eller når hun insisterer på at omtale sig selv som blondinen i titlen. Men det er småting, som ender med at understrege Thornings pointer sublimt:

Thorning påtager sig i det hele taget rollen som en oversætter mellem generationer og kulturer, hvilket hun faktisk lykkes rigtigt godt med

Søs Marie Serup Laybourn
Politisk kommentator

"Det lyserøde univers med 'lidt for meget' glimmer forbindes af de fleste med noget infantilt og uintelligent, og det sætter sig i os. (…) Jeg taler ikke for, at vi kan være helt ligeglade med at holde på formerne på direktionsgangen. Men vi skal lære at give plads til mangfoldigheden og være klar over, at en udbredt måde at undertrykke kvinder på er at have stærke skrevne og uskrevne regler for, hvordan de skal se ud". 

En fortællegave til læseren
Helle Thorning-Schmidt giver meget af sig selv - mere end jeg har set før. Man får også adgang til både hendes ægtefælle og børns liv, argumenter og verdensanskuelser.

Det er en fortællegave til læseren, fordi den tager udgangspunkt i konkrete oplevelser med at måtte finde sin egen rummelighed. Thorning påtager sig i det hele taget rollen som en oversætter mellem generationer og kulturer, hvilket hun faktisk lykkes rigtigt godt med.

"Hjemme hos os arbejder Stephen og jeg meget med at huske på, at flere af børnenes venner, som vi holder meget af, ikke opfatter sig som hverken hun eller han (...) hvilket betyder, at de gerne vil omtales kønsneutralt som them/they – eller på dansk de/dem (...). Det har vi af og til svært ved at huske på, og jeg kommer nogle gange til at brokke mig over, at det lige er det ord, der er blevet valgt, for det er flertalsform, og det forvirrer".

Udgangspunkt for fortællingen er Thornings tese om, at når man runder 50, kan man beslutte sig for at være den, der ved alt – eller man kan beslutte sig for fortsat at være nysgerrig. Det vil være klogt at vælge den sidste tilgang til denne bog. 

Bogen er en tour de force i vor tids største konflikter og mest polariserede debatemner, hvor Thorning anstrenger sig for også at forstå dem, der mener det modsatte af hende

Søs Marie Serup Laybourn
Politisk kommentator

Forekommer samlet og gennemtænkt
Bogen er blevet til på baggrund af en serie samtaler med Thorning selv, hendes datter, Johanna Kinnock, bogens redaktør, Leila Vestergaard, og journalist Andreas Fugl Thøgersen.

Thøgersen har skrevet samtalerne ned, og Thorning har så bearbejdet dem og tilføjet relevante tal og undersøgelser. Bogen forekommer mere samlet og gennemtænkt, end hvad seriesamtaler normalt kan afføde, men Johanna Kinnocks input undervejs beriger fortællingen markant.

"Når jeg taler med min datter Johanna, fortæller hun, at selv unge mænd i hendes meget kønsbevidste kredse let kommer til at tage #metoo-debatten personligt. (...). Ikke fordi de selv har noget i klemme, men fordi de føler deres køn angrebet. Det forstår jeg på en måde godt". 

Eller: "Min datter Johanna syntes, at det var helt forfærdeligt, at jeg gik til stemmetræning. Hun mener, det er ekstremt sexistisk. Jeg forstår hende godt, men det var bare sådan, det var. (...) Når du taler dybt og langsomt, opfatter folk dig som en, der har mere tyngde og intelligens".

Gennem 12 kapitler kommer man igennem alt fra kønsidentitet, magt, penge, arbejdsmarked, taletid, påklædning, #metoo, moderollen, manderollen og meget andet.

Bogen er en tour de force i vor tids største konflikter og mest polariserede debatemner, hvor Thorning anstrenger sig for også at forstå dem, der mener det modsatte af hende, uden på noget tidspunkt selv at komme løbende med en pude til en blød landing for hverken sig selv eller andre.

"Jeg synes af og til, mænd gør sig dummere, end de er, når de begynder med det der: 'Nå nå, må man så ikke...' (...) De ved godt, hvordan de helst så, at fremmede mænd opførte sig over for deres egen kone, mor, søster eller datter".

Helle Thorning-Schmidt sætter meget på spil med denne bog

Søs Marie Serup Laybourn
Politisk kommentator

Og rettet mod hende selv som mor og en del af et ægteskab, hvor man i perioder opholdt sig i forskellige lande: "Når Stephen så var sammen med os, så bidrog han i høj grad med de ting, jeg bad ham om at gøre. Som en slags assistent".

Ingen kommer igennem uden skrammer
Der bliver delt håndmadder ud til navngivne mænd og kvinder som for eksempel Leonora Christina Skov, Hanne Vibeke Holst, Pia Gjellerup, Inger Støjberg og Ritt Bjerregaard, men naturligvis også mandlige toppolitikere som Freddy Blak, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Mogens Lykketoft og Giscard d’Estaing.

Ingen kommer igennem bogen helt uden skrammer. For eksempel skal kvinder tage sig sammen og turde være det modsatte af perfekte, de skal opgive projektlederrollen i familien, og de skal komme videre fra koketteriet i flirten i en tid, hvor mænd faktisk trækker sig, når de bliver afvist.

Ligesom mænd skal holde op med at grine eller være tavse, når nogle opfører sig sexistisk – de skal sige fra og være allierede med kvinder. Og hvis der er behov for at sige undskyld, skal de gøre det – ikke for at bruge ordet, men for at acceptere ansvaret.

I forhold til #metoo-bevægelsen er Helle Thorning-Schmidt en allieret hele vejen gennem bogen, hvor hun passioneret pander alle modargumenter ned som for eksempel:

"Et af mine absolutte hadeord i øjeblikket er "krænkelsesparat", som jo bare er en ny måde at gøre lidt grin med dem, der siger fra". Her adskiller hun sig fra mange af de feminister fra 1970'erne, som ofte kritiserer unge for ikke bare at sige fra.

Thorning er helt med på, at det er dem, der overskrider andres grænser, ansvaret påhviler. Og dermed er hun en bedre allieret for tidens feminister end dem, der har flest feministiske stjerne på skuldrene historisk set.

Thorning sætter meget på spil
Bogen slutter med ti betragtninger, man kan tage med sig i sit privatliv, arbejdsliv og sociale liv, som jeg ikke vil referere her, for man bør gøre sig fortjent til dem ved at læse bogen først.

Når det er sagt, er de virkelig velegnede til gode samtaler ved køkkenbordet, på studiet og ikke mindst på arbejdspladser og ledelsesgange, hvor alle lige nu forsøger at tilpasse sig nye kulturelle normer.

Helle Thorning-Schmidt sætter meget på spil med denne bog. Hun er fortsat uforstående over for kritik af, at hun ikke spillede kvindekortet som statsminister eller rykkede mere på ligestillingsspørgsmål, men som hun skriver i bogen: "Jeg kæmpede min ligestillingskamp ved at være der". 

Men uanset hvad man måtte mene om Thornings hidtidige feministmeritter, så skriver hun sig nu ind i ligestillingshistorien med denne modige, tilgængelige og begavede bog. Det er i mine øjne en kraftpræstation fra en tidligere statsminister – ikke mindst fra Danmarks første kvindelige statsminister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00