Anmeldelse af 
Erik Holstein

Søvndals problematiske optimisme

ANMELDELSE: Tidligere udenrigsminister Villy Søvndals nye bog er gennemsyret af troen på, at verden udvikler sig til et stadig bedre sted. Men gør den nu også det?

Villy Søvndal, som man&nbsp;kendte ham fra Folketinget. Efter næsten tre års tavshed er den tidligere udenrigsminister og SF-formand&nbsp;nu tilbage med bogen "Med håbet som drivkraft".<br>
Villy Søvndal, som man kendte ham fra Folketinget. Efter næsten tre års tavshed er den tidligere udenrigsminister og SF-formand nu tilbage med bogen "Med håbet som drivkraft".
Foto: Torkil Adsersen/Scanpix
Erik Holstein

Erik Holstein Af Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget  

Det var en optimistisk Villy Søvndal, der glædede sig over det arabiske forår på Tahrir-pladsen i Cairo tilbage i 2011.  Nu var der endelig chance for en demokratisering af den arabiske verden, lød forventningen.

Fem år senere er Egypten igen blevet et militærdiktatur, Tahrir-pladsen er mest kendt for grusomme massevoldtægter, borgerkrig hærger Syrien, Irak og Libyen - og intet tyder på en positiv udvikling i overskuelig fremtid.

Foto:

Eller sagt på en anden måde: Hvor sympatisk den end er, er der ikke altid basis for de forhåbninger, der kendetegner tidligere udenrigsminister og SF-formand Villy Søvndals nye bog. Her er en urokkelig fremtidstro den røde tråd, og bogen har meget sigende titlen ”Med håbet som drivkraft”.

Radiotavshed
Bogen var ventet med spænding på Christiansborg. Det er ikke så længe siden, Søvndal var Danmarks mest populære politiker, og han fik hævet sit parti til usete højder. Derfor var alle ivrige efter at se refleksionerne over Thorning-regeringens politik og SF’s dramatiske nedsmeltning.

På det punkt bliver man skuffet. Bogen er ikke alene klinisk renset for, hvad der er foregået i S-R-SF-regeringen, men også hvad der er sket internt i SF.

I stedet koncentrerer Villy Søvndal sig om verdens tilstand og den tid som udenrigsminister, der så tragisk blev afbrudt af hans sygdom i slutningen af 2013. Hans budskab er enkelt: Verden har det betydeligt bedre, end det normalt fremstilles, og der er grund til at håbe i stedet for at frygte.

Men selv med Søvndals lyse grundholdning er der steder i verden, hvor håbet synes forsvindende lille.

Diktatorer eller islamister
Villy Søvndal har sværest ved at bevare sin optimisme i forhold til store dele af den muslimske verden. For som han konstaterer ”går der et bælte fra det nordlige Afrika og nogle af Golf-landene hen over Mellemøsten og videre over Syrien, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan, hvor et ekstremt religiøst islæt gør det rigtig svært at opnå målene”.

Den tidligere udenrigsminister konkluderer, at "den ekstreme islamisme er den største trussel mod fremgangen i verden”. Han erkender, at det ”ikke gik så let, som vi håbede” i Egypten, og forklarer tilbageslaget med, at ”de demokratiske bevægelser måske nok havde opbakning, men ikke kræfterne til at gennemføre det, de satte i gang.”

Men problemerne går dybere end det. Den dystre sandhed er jo, at de demokratiske og sekulære kræfter netop ikke havde den fornødne folkelige opbakning, og at islamisterne vandt de demokratiske valg i Egypten.

Kerneproblemet i størstedelen af den muslimske verden i disse år er, at valget står mellem to onder: sekulære militære diktatorer eller demokratisk valgte islamister med fascistoide træk. De kræfter, der på én gang er sekulære og demokratiske, er svage.

Værre end apartheid
Derfor er der ikke rigtig grundlag for Søvndals tro på, at protesterne under det arabiske forår ”har lagt kimen til noget, der før eller siden kommer til at folde sig ud i retning af et demokrati.” Indtil videre er det tværtimod gået den modsatte vej:

I 60’erne og 70’erne var der stærke sekulære og socialistiske bevægelser i den arabiske verden, kvinderne var på vej frem, og mange smed sløret.

I dag har fundamentalismens mørke sænket sig over store dele af den muslimske verden. Kvinder lever flere steder under værre forhold end sorte under apartheid. Og selv et land som Tyrkiet, der officielt har været sekulært i 90 år, har udviklet sig til religiøst semi-diktatur med islamisten Erdogan som sultan. Der er ganske enkelt sket utrolige tilbageskridt, som ingen havde forestillet sig.

Fascisterne sat på porten
Derimod har Villy Søvndal en vigtig pointe, når han fremhæver de store fremskridt, der sker andre steder i verden. Noget der til tider kan drukne i nyhedsreportager om krigshandlinger, islamisme, naturkatastrofer og klimakrise.

Som det understreges i bogen, går det markant fremad med at udrydde ekstrem fattigdom og sult, få flere børn i skole, bekæmpe sygdomme og reducere børnedødeligheden. Mange steder er der også sket demokratiske fremskridt.

I Afrika er der en betydelig større tendens til at acceptere udfaldet af demokratiske valg. Her er Nigeria lige nu et opmuntrende eksempel.

I Latinamerika – hvor Søvndal rejste i sin ungdom, og hvor en hel generation på venstrefløjen var påvirket af det fascistiske militærkup i Chile i 1973 – er der i den grad fremskridt at spore. Militærdiktaturerne er blæst væk, og selvom demokratiet ikke er lige velfungerende i alle lande, er der ingen sammenligning med den brutale undertrykkelse for 30-40 år siden.

Ny utryghed
Samlet set er det således et yderst sammensat billede, og det samme kan siges om udviklingen i Danmark.

Som Søvndal påpeger, er levestandarden langt, langt bedre end i hans barndom i 50’erne, det samme er sundhedstilstanden og uddannelsesniveauet.

Men der er omvendt større utryghed som følge af terror, bandekrige, ”no go areas” – og den udhuling af velfærdssamfundet, der er begyndt de senere år.

Utrygheden er ikke bare grebet ud af den blå luft, og netop det faktum forklarer fremgangen til den højrepopulisme, Søvndal advarer imod i sin bog.

Verden af i går
Bogen har interessante aspekter for udenrigspolitisk interesserede, men grundpræmissen om at ”det går fremad med den største hast i menneskehedens historie”, kan diskuteres.

Det er en præmis, der minder om den fremtidstro, som var dominerende i slutningen af 1800-tallet.

Som det blandt andet beskrives i Stefan Zweigs ”Verden af i går”, blomstrede optimismen, fordi demokrati og borgerrettigheder blev udbredt, og der skete kvantespring inden for naturvidenskab og lægekunst. Humanismen ville sejre, og krig ville snart være fortid, mente mange.

50 år senere havde verden været igennem de to blodigste krige i menneskehedens historie. 

Så selvom bogens fremhævelse af de positive tendenser er relevant, er det ikke sikkert, at de er stærke nok til at trumfe de negative.
Verden kan sagtens være blevet et meget bedre sted om 50 år. Men den kan lige så vel være blevet meget værre. 
 

"Med håbet som drivkraft" med undertitlen "fortællinger om politik, fremskridt og verdens tilstand" er skrevet af
Ole Sønnichsen og Villy Søvndal. Bogen er på 208 sider og koster 300 kr. Den udkommer på Gyldendal d. 10. oktober.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villy Søvndal

Fhv. udenrigsminister og partiformand (SF), byrådsmedlem, Kolding, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Lærer (Kolding Seminarium 1980)

0:000:00