Sofie Carsten afviser, at Rwanda-modstand står i vejen for bred regering

Radikale Venstres stejle modstand mod det modtagecenter i Rwanda, som et bredt flertal har indgået aftale om, behøver ikke stå i vejen for en regering over midten, lød det fra Sofie Carsten Nielsen på Folkemødet. 

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er helt forkert, hvis man tror, at Radikales modstand mod et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda vil stå i vejen for et bredt regeringssamarbejde efter folketingsvalget.

Det sagde Sofie Carsten Nielsen, politisk leder i Radikale Venstre, da hun torsdag talte på Folkemødet. 

Læs også

“Det er forsimplet og forkert, at fordi vi, Radikale Venstre, ikke vil være med til at oprette en lejr i Rwanda, hvor Danmark kan flyve asylansøgere ned til, så evner Radikale Venstre ikke at være med til at bygge bro på tværs af røde og blå i dansk politik,” lød det fra partilederen.

Diskussionen om et samarbejde over midten i dansk politik er taget til, efter at statsminister Mette Frederiksen åbnede for muligheden i en tale grundlovsdag.

Siden har Radikale Venstre dog truet med at trække støtten til regeringen, hvis den går videre med planerne om at etablere et modtagecenter i Rwanda.

Kræver international løsning

Rwanda-planerne er der bred opbakning til i Folketinget. Og det, fremførte Sofie Carsten Nielsen i talen, har fået flere analytikere til at vurdere, at Radikales syn på sagen kan gøre det svært at danne regering hen over midten.

Men det er helt forkert, lyder det fra partilederen.

“Jeg læser i spalterne, at vi angiveligt har et menneskesyn, der er hævet over andre menneskers. Sikke noget vrøvl,” sagde hun.

Tværtimod er Radikale Venstre fortalere for en international løsning på fremtidige flygtningestrømme. Og den løsning må gerne inkludere modtagecentre i udlandet, så længe det er bredt anerkendt i EU.

“Det, vi siger nej til, er, at Danmark indgår en enegangsaftale, der blot skubber problemerne hen til vores naboer og landene omkring os."

Men hvad er så alternativet, spurgte hun retorisk. Svaret er EU-finansierede modtagecentre i de lande, som flygtninge rejser igennem samt en solidarisk fordeling af de flygtninge, der opnår asyl i EU.

“Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen partier i Folketinget, der er uenige i, er det rigtige at gøre. Slet ikke, hvis vi skræller al polemikken og symbolikken væk,” sagde hun.

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Politisk leder (R), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion