Som ung mødte hun modstand i embedsværket. Som statsminister har Mette Frederiksen centreret magten mere end nogen anden

Som ung beskæftigelsesminister havde hun svært ved at få sine ideer igennem embedsværket.

Og i Justitsministeriet troppede embedsmænd op i sort sørgetøj som oprør mod degradering af departementschefen.

Mette Frederiksen (S) har på egen krop oplevet, hvordan det som minister kan være nødvendigt at bokse sig igennem forandringer, som embedsværket er imod.

I dag efter mere end tre år ved magten er fortællingen om Mette Frederiksen en helt anden. Hun har på godt og ondt flyttet embedsapparatet mere end nogen anden statsminister i nyere tid.

Med stram styring og centralisering har hun navigeret Danmark igennem corona, men samtidig er hendes regeringsførelse blevet et af de blå partiers mægtigste våben mod hende i den nærtforestående valgkamp. De vil slå på, at minkskandalen var et resultat af samme resolutte topstyring.

“Der er en ting, der er værre end magtfuldkommenhed, og det er magtesløshed,” sagde Mette Frederiksen som modsvar på Socialdemokratiets sommergruppemøde i august.

Det var da også en alt andet end magtesløs Mette Frederiksen, der satte sig for bordenden i den nye S-regering i sommeren 2019.

Fra dag ét satte statsministeren gang i en række ændringer af centraladministrationen, der skulle sikre hendes mål om at få mere magt til politikerne og mindre magt til embedsmændene.

En af Mette Frederiksens første gerninger som statsminister var at oprette et nyt strategisk sekretariat i Statsministeriet, og hendes daværende nærmeste rådgiver Martin Rossen blev ansat som stabschef og særlig rådgiver.