Læge: Måske burde de politikere, der vil indføre aktiv dødshjælp, selv give sprøjten?

Jan Holten Lützhøft
Speciallæge i almen psykiatri
Uanset om love udspringer af et oprigtigt ønske om at være ens medmennesker til gavn eller blot er et resultat af kold kalkulation, kan de afstedkomme en stribe dilemmaer. Det ses blandt andet i debatten om aktiv dødshjælp.
Selve forberedelsen af loven kan i sig selv give anledning til bekymring for den demokratiske proces – eksempelvis da Etisk Råd tilkendegav modstand, hvorefter regeringen oprettede et nyt råd under et andet navn.
Der er også grund til at frygte, at en lov om aktiv dødshjælp vil fremme et mekanisk menneskesyn, som det blandt andet kom til udtryk i diskussionerne om arbejdstid og afskaffelsen af store bededag, hvor mennesker reduceres til produktionsenheder.
At være uddannet til livsredende procedurer og så hjælpe folk til at dø, kan blive en byrde.
Jan Holten Lützhøft
Speciallæge i almen psykiatri
Vi risikerer at lidelse ikke fravælges af hensyn til den lidende, men fordi den anses som ubelejlig for omgivelserne.
Måske er det blot et udtryk for tidsånden: Ved at indpakke substansen i en klinisk og pæn fremstilling forsøger man at skjule – både for andre og sig selv – at sagens kerne er drab på en anden person.
Tør man sige nej?
En vigtig del af lovarbejdet er at definere målgruppen. Ser man på Holland og Canada, får man indtrykket af en glidebane, hvor man gradvist har inddraget tilstande, der oprindeligt ikke var tænkt som at være omfattet af tilbuddet om aktiv dødshjælp.
Spørgsmålet er her, om man har udvidet gruppen til folk, der kunne hjælpes på anden vis. Skal aktiv dødshjælp være et sideordnet behandlingstilbud mellem alle andre ved sygdomme som moderat/svær depression eller cancer?
Man må heller ikke negligere risikoen for en anden glidebane: At tilbuddet bliver et påbud; at folk presses til ikke at være en fortsat byrde for familie og samfund og føler, at de anses som kainsmærkede, hvis de tillader sig at sige nej.
Ved ikke at have en kur, men et effektivt middel til at fjerne problemet, daler motivationen for finansiering af forskning og engagementet hos forskningsinteresserede til at vie deres faglige liv til dødshjælpsberettigede tilstande.
Havde man eksempelvis for 150 år siden vedtaget, at mennesker med hjertesygdomme, sukkersyge eller livmoderhalskræft kunne tilbydes dødshjælp, er det ikke sikkert, at man havde behandlingerne, der trods alt findes idag.
Hvem skal udføre drabet?
Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, bør der være klare regler for hvem, der afgør, om en person er habil i forhold til at takke ja til tilbuddet, om man skal inddrage læger, jurister, politikere og repræsentanter for almenbefolkningen.
At være uddannet til livsredende procedurer og så hjælpe folk til at dø, kan blive en byrde. Man er nødt til højt oppe i forvaltningen at gøre sig overvejelser om, hvordan man vil imødegå dette.
Politikere er vant til at arbejde med op- og nedprioriteringer og således vant til at tage beslutninger, der kan koste menneskeliv.
Jan Holten Lützhøft
Speciallæge i almen psykiatri
Spørgsmålet er også hvem, der skal udføre den aktive procedure, og om man som ansat i sundhedsvæsenet kan sige nej.
Det siges, at man i Småland tilbage i tiden havde en slægtskølle, som den ældste søn havde pligten til at bruge til at slå de gamle i familien for panden, når de var blevet for affældige.
Måske er det en myte. Men en mulighed ved en eventuel vedtagelse af retten til at udøve aktiv dødshjælp er at give familierne til alvorligt syge redskaberne til drab på den syges ønske.
En anden mulighed er, at man – inspireret af Hitchkocks film 'Strangers on a Train' – kan lade familier bytte mål.
Lad politikerne give giften
En tredje mulighed er, at lade politikere fra de partier, der stemmer for lovforslaget, udføre opgaven.
Man kan kombinere ceremonien, hvor nyvalgte medlemmer af Folketinget skriver under på, at de vil overholde grundloven, med et tretimers kursus i anlæggelse af venflon (nål i en vene) og i virkningen af de mest nådige gifte.
I og med at målgruppen sikkert udvides, kan man inddrage regionsrådsmedlemmerne. Politikere er vant til at arbejde med op- og nedprioriteringer og således vant til at tage beslutninger, der kan koste menneskeliv.
Den fjerde mulighed er, at man i Danmark – i stedet for at følge lande som Holland, Canada og Schweitz – vælger en egen vej og siger: Vi vægter smertelindring ved terminalt syge højere end en hypotetisk livsforlængelse, men målbevidst at dræbe, det gør vi ikke.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma


































