Spin
"Da spin erobrede Danmark" overvurderer betydningen af spin i dansk politik. For som flere vælgerundersøgelser har vist, stemmer de fleste danske vælgere ud fra meget rationelle overvejelser. (Foto: People'sPress)

Spin frit svævende i luften

6. februar 2013 kl. 8:54
ANMELDELSE: Ny bog om spin har flere interessante elementer, men manglen på politiske analyser og substans trækker ned. Det gør det ikke bedre, at forfatterne selv har ladet sig spinne af dem, de har interviewet.
| Flere

Spin ser ud til at være et emne med en uopslidelig fascination. Emnet dominerer tv-serier, artikler, talkshow og en stribe bøger, og interessen er forståelig. For det er altid spændende at afdække ting, der ikke er, hvad de giver sig ud for. Men spin bliver forfladigende, hvis det isoleres fra politikken, så processerne i sig selv bliver omdrejningspunktet.

Links på Altinget.dk:
Netop det er et hovedproblem ved den nye bog, "Da Spin erobrede Danmark". Bogen er skrevet af journalisterne Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard, og det er lykkedes de to at få en hel stribe spin-koryfæer til at stille op. Scoopet i den forbindelse er Tony Blairs forkætrede spindoktor, Alastair Cambell, der dog ikke bidrager med noget epokegørende.

Det er en myte, at Fogh vandt i 2001, fordi han var bedre til spin. Om så SR-regeringen havde haft verdens ti bedste spindoktorer på lønningslisten, og Venstre kun havde haft en studentermed-hjælper fra fjerde kartoffelrække, havde Fogh vundet alligevel. VKO's sejr i 2001 skyldtes politiske årsager.
Erik Holstein
journalist og forfatter
Bogen har tonsvis af citater fra spindoktorer, journalister og politikere, men der mangler  selvstændige konklusioner og dybere analyser. Der er for mange steder, hvor diskussionen om spin blot bliver reduceret til en række smarte floskler.

Midterkurs ingen succes
Et godt eksempel er netop interviewet med Alastair Cambell, der var i front med at lancere Blairs "New Labour". Forfatterne spørger fiffigt Cambell, om det vil fungere, hvis Thorning sagde "Det Nye Socialdemokrati". Et spørgsmål der demonstrerer, hvorfor det er helt uden mening at diskutere spin løsrevet fra den politiske kontekst.

For det var jo ikke navneskiftet til "New Labour", der i sig selv gav Blair fremgang. Ligesom det ikke nødvendigvis er en fordel at flytte et parti ind mod midten, selvom Blair og siden Anders Fogh Rasmussen (V) havde held med det. Var det tilfældet, ville Helle Thorning-Schmidt (S) i dag have været en tordnende succes.

Derimod kan det give pote at flytte sit parti hen i retning af vælgernes synspunkter. Derfor er brugen af fokusgrupper og meningsmålinger blevet et meget vigtigt redskab for partiernes politikudvikling - og udgangspunkt for kampagner og alle former for spin.

I Storbritannien var det gamle Labour kommet for langt væk fra vælgernes mainstream. I den situation gav det mening, at Blair flyttede partiet politisk og markerede dette skift ved at omdøbe partiet til New Labour. Derimod vil det ikke hjælpe Thorning en bønne, hvis hun omdøber sit parti. For højredrejningen af Socialdemokraternes økonomiske politik har ikke været efterspurgt af vælgerne generelt, og da slet ikke af de socialdemokratiske vælgere. 

Myten om 2001
På samme måde er det alt for overfladisk, når bogen efterlader det indtryk, at Fogh vandt i 2001, fordi han var bedre til spin. Det er en myte, man typisk genfinder blandt de medlemmer af den gamle SR-regering der aldrig har forliget sig med nederlaget.

Men om så SR-regeringen havde haft verdens ti bedste spindoktorer på lønningslisten, og Venstre kun havde haft en studentermedhjælper fra fjerde kartoffelrække, havde Fogh vundet alligevel. VKO's sejr i 2001 skyldtes politiske årsager.

I 2001 havde Venstre succes med - for første gang - at gøre udlændingepolitikken til det centrale tema, blandt andet gennem en kontroversiel annoncekampagne. Dét var effektivt, fordi det imødekom en årelang frustration hos vælgere, der normalt stemte til venstre for midten. En frustration Venstre blandt andet havde identificeret ved brug af fokusgrupper.

Men den sammenhæng nævnes dårligt nok i bogens gennemgang af valgkampen, der til gengæld fremhæver de mindre betydningsfulde dueller mellem de to statsministerkandidater. Igen skrabes der i overfladen i stedet for at se på valgkampens politiske megatrends.

Brandalarmen som redning
Der er dog også gode elementer i bogen. Afsnittet om formandskampen mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Frank Jensen (S) tilbage i 2005 er virkelig godt, ikke mindst fordi det lykkes forfatterne at få Thornings daværende taleskriver, Kristian Madsen, til at lukke op for posen. Det er spøjst at høre, hvordan en desperat Kristian Madsen leger med tanken om "at trykke på brandalarmen" for at få afbrudt et vælgermøde - og dermed få stoppet en helt igennem pinlig indsats fra Thornings side!

Der var også politiske årsager til Frank Jensens nederlag, men lige præcis i dette tilfælde er det rimeligt at antage, at spin spillede en afgørende rolle for udfaldet. Uden Frank Jensens stilistiske fejl og Thornings berømte "Jeg kan slå Anders Fogh", havde den mangeårige kronprins formodentlig hevet en snæver sejr hjem. Her bidrager "Da spin erobrede til Danmark" til at afdække, hvad der skete bag facaden - præcis som en spin-bog skal gøre.

Mangel på kildekritik
Forfatterne har ofte en for begrænset - eller slet ingen - kritisk distance til kilderne, og det betyder pudsigt nok, at de to spin-forfattere selv bliver ofre for spin. Noget af det mere gennemskuelige leverer Lars Løkke Rasmussens (V) tidligere rådgiver, Søs Marie Serup.

Således har bogen et spændende afsnit om Løkkes overvejelser om en efterlønsreform, overvejelser der ifølge Serup foregik i en sluttet kreds i Venstre helt tilbage fra eftersommeren 2010. Gennemgangen af forløbet og Venstres forbavsende vellykkede forsøg på at hemmeligholde planen er godt og levende beskrevet.

Men det er mildt sagt uheldigt, at forfatterne lader Serups forklaring stå til troende hele vejen igennem. Således også når hun fortæller, hvordan man overvejede at lancere planerne om en efterlønsreform i Løkkes tale til Venstres landsmøde i november 2010. Ifølge Serup skulle Løkke til sidst have afvist den ide med ordene: "Nej, det er altså af så stor betydning for landet, at det ikke skal ligge i Venstre-regi. Det skal ligge i officielt regi på en eller anden måde."

Her mærker læseren en lille tåre glide ned af kinden, når man tænker på statsmanden Løkke, der satte landets interesser over partiets. Smukkere kan det ikke være.

Hvis det altså ikke lige var for forhistorien, som forfatterne åbenbart har glemt at konfrontere Serup med: Som bekendt havde Løkke få måneder forinden banket den daværende konservative leder Lene Espersen i gulvet, da hun formastede sig til at foreslå .. nå ja.. en reform af efterlønnen.

Hvis Løkke på den baggrund havde stillet sig op på Venstres landsmøde og nappet De Konservatives ide, havde der været statsgaranti for en regeringskrise. Derfor - og kun derfor - valgte Løkke at skyde lanceringen til nytårstalen.

Twitter-spin
Bogen slutter fint af med at ramme en pæl igennem myten om, at politikernes direkte kommunikation via Facebook og Twitter skulle være mere ærligt og mindre spinagtigt. Som forfatterne rigtigt konkluderer:

"Fremtidens spin vil være forbundet med autenticitet, direkte vælgerkontakt over sociale medier og et ønske fra politikerne om at tale direkte til danskerne. Det vil blive fremstillet som en måde at lægge spin-æraen bag os, men er i realiteten blot startskuddet til en ny."

Mere præcist kan det ikke siges.

"Da spin erobrede Danmark" af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard er udkommet på People's Press. Bogen er på 244 sider og koster 200 kr.

 
Altinget | Christiansborg

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK