Statens Kunstfond: Haarder glemmer samtidskunsten
DEBAT: Bertel Haarder (V) har som kulturminister stået for en klokkeklar prioritering af kulturarv frem for samtidskunst, skriver Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond.
Af Gitte Ørskou
Formand for Statens Kunstfond og museumsdirektør for Kunsten
"Det ku' ha' været møj værre".
Sådan faldt ordene, da kulturminister Bertel Haarder (V) i efteråret 2015 var ude at kommentere det netop indgåede finanslovsforlig.
Et forlig, der betød, at man valgte at bruge ni millioner kroner årligt på navngivne kulturarvsprojekter som for eksempel Sigurd Barrets Danmarkshistorie og runesten. De ni millioner blev taget fra Statens Kunstfonds samlede årlige bevilling på 535 millioner kroner og betyder altså en reduktion på 36 millioner i de fire år, som forliget dækker.
Send dit indlæg til [email protected]
Og jo, det kunne da have været værre. De voldsomme reduktioner af kulturbudgetterne har ramt både hårdt og bredt. Statens Museum for Kunst har reduceret deres åbningstider, og Nationalmuseet har måttet aflyse vigtige udstillinger, fordi Venstreregeringen har besluttet, at det nu engang skal være sådan.
Kulturarv frem for samtidskunst
Det var kulturministerens første trælse opgave, som vi siger i Jylland. Men til forskel fra kulturinstitutionernes reduktioner er der i Statens Kunstfonds tilfælde ikke tale om nogen besparelse, men om en klokkeklar prioritering af kulturarv frem for samtidskunst.
Hvad bliver det næste, man lige snupper fra Statens Kunstfond og dermed den levende, skabende kunst?
Gitte Ørskou
Formand for Statens Kunstfond og museumsdirektør for Kunsten
Prioriteringen af kulturarvsprojekter har i Bertel Haarders første år som kulturminister udmøntet sig i en glødende optagethed af kulturarv og en noget mere afdæmpet omfavnelse af samtidskunsten. Måske år to for den engagerede minister i højere grad skulle stå i samtidskunstens tegn?
Statens Kunstfond støtter over 6500 projekter om året. Dette antal dækker over så bredt et spektrum, at det går fra arbejdslegater til komponister til egnsteatre og musikskoler. Når Statens Kunstfond går ind med en ofte beskeden og meget delvis støtte, når en kommune stabler en kunstfestival på benene på Lolland, eller når en forfatter tager på oplæsningsturné i Vestjylland, så er der tale om en investering i den levende kunst, der skabes og opleves lige nu i vores samtid.
Den nuværende lov om Statens Kunstfond, der trådte i kraft 1. januar 2014, blev vedtaget af et stort set enigt folketing. Der er altså tale om en bred politisk opbakning til den demokratiske kongstanke, at kunst er vigtigt i vores samfund, og at alle borgere skal have adgang til samtidskunst af høj kvalitet. Sjældent har man været så politisk enig om noget.
Hvad bliver det næste?
Når man nu har valgt alligevel lige at snuppe lidt af pengene, man dengang mente skulle gå til kunsten, så sker der et uskyldstab.
Jeg er sikker på, at ministeren faktisk gjorde, hvad han kunne. At det kunne have været "møj værre", hvis han ikke havde sagt stop og sat grænsen ved de ni millioner kroner. Uskyldstabet er dog en skærende realitet. Hvad bliver det næste, man lige snupper fra Statens Kunstfond og dermed den levende, skabende kunst? Hvor blev den vision af, der taler samtidskunstens helt centrale rolle i den identitetsdannelse, der konstant pågår i os mennesker? Og vigtigst: Hvem skal skabe fremtidens kulturarv?
Kulturminister Bertel Haarder er rundet af højskolen, af Grundtvig, af idéen om, at det er gennem samtalen, at vi oplyser og danner. Dette har været tydeligt i hans første år, hvor han har været at finde over det ganske land i ivrig samtale med borgerne. Han er glødende optaget af at gøre kulturarven levende for os danskere, og med hans Danmarkskanon er det mit håb, at han er mindre interesseret i en nagelfast facitliste end den diskussion, refleksion og levende samtale, som skabelsen af kanonen afstedkommer.
Så min opfordring til kulturministeren er denne: Netop samtidskunsten er jo et aldeles glimrende afsæt til samtale. Den kunst, der skabes og opleves lige nu, spejler vores egen tid.
Så hvorfor så tavs om netop samtidskunsten? Invester i den. Stimuler den. Omfavn og vær nysgerrig over for alt det, der skabes lige nu. Se, det vil inspirere og gøde jorden for det oplyste samfund, som jeg er sikker på, Bertel Haarder drømmer om. Så kan vi om et år sige: "Det er blevet møj bedre".