Statsministerens sang om den moralske arbejdspligt får mig til at isne af modvilje

"Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet."

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) tilbage i september under præsentationen af regeringens reformudspil "Danmark kan mere I". Hun fortsatte: "Det er ved at snige sig ind i vores samfund, at det er okay for nogle grupper ikke at gå på arbejde. Det skal vi have aflivet."

Et ekko af disse budskaber lød i denne uge under en udveksling mellem statsministeren og Frie Grønnes leder, Sikandar Siddique, under spørgetime i Folketingssalen, hvor statsministeren med forargelse i stemmen causerede over, "hvordan man kan kalde sig venstrefløj og være ligeglad med, om folk har et arbejde?".

Her står den fremmeste repræsentant for den herskende klasse med sin akademikeruddannelse og belærer i et salvelsesfuldt toneleje den jævne borger om pligten til arbejde

Johanne Dalgaard

Siddique replicerede, at man i Frie Grønne dyrker "det meningsfulde liv, ikke arbejderismen".

At arbejde ikke nødvendigvis er noget, der er lystbetonet, vil de fleste nok kunne nikke genkendende til. Det er som sådan en helt banal indsigt: Det er ofte kedeligt og slidsomt at gå på arbejde. De fleste mennesker står ikke op før solopgang hver dag i vinterhalvåret og tænker: "Sikke en fest det bliver at komme på arbejde".

De fleste mennesker arbejder, fordi de skal tjene penge til livets underhold. Man arbejder for at leve, man lever ikke for at arbejde.

Implicit i budskabet fra statsministeren er det, at man har en moralsk forpligtelse til at gå på arbejde. En pligt over for samfundsfællesskabet til at bidrage – at yde efter evne.

Jeg sympatiserer grundlæggende med idéen om, at vi er forpligtet over for hinanden i det her samfund. Alligevel planter det en isnende – nærmest fysisk – modvilje over for Frederiksen og hendes projekt i mig, hver gang jeg hører hende udbrede sig om vigtigheden af at "stå op og gå på arbejde".

Det har åbenlyst noget at gøre med afsenderposition kontra målgruppe. Her står den fremmeste repræsentant for den herskende klasse med sin akademikeruddannelse, sine dyre mursten i Nordsjælland og sin, må man formode, i høj grad lystbetonede karriere i politik, og belærer i et salvelsesfuldt toneleje den jævne borger om pligten til arbejde.