Steven Levitsky: "Hvis vi kan undgå et terrorangreb, er der en god chance for, at det amerikanske demokrati overlever"

INTERVIEW: Hvis man tror, demokratiet kan holde til hvad som helst, tager man fejl. Det er den vej, amerikanerne med Trump er på vej ned ad. Det siger Harvard-professor Steven Levitsky til Altinget: magasin. Sammen med sin makker Daniel Ziblatt har han skrevet bogen How Democracies Die for at råbe sine landsmænd op.

Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix
Simon Friis Date

2018 har været de politiske nekrologers år. Politiske tænkere, historikere og pensionerede praktikere synes næsten at stå på tæerne af hinanden for at erklære demokratiets nært forestående afvikling.

Politologen Yascha Mounk, historikerne Timothy Snyder og David Runciman, redaktør på The Atlantic David Frum, den amerikanske juraprofessor Cass R. Sunstein og USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright står bag nogle af årets bogudgivelser med nekrologiske titler og gravkammertung alvor. Den altoverskyggende baggrund for krisestemningen har været Donald Trumps rejse fra reality-tv og New York-penthouse-ejendomme til det amerikanske præsidentembede.

Fakta
Blå bog: Steven Levitsky
  • Født 17. januar 1968 i Ithaca, New York.
  • I dag bosiddende i Boston-forstaden Brookline, Massachusetts.
  • Har en bachelor i statskundskab fra Stanford University 1990 og en ph.d. fra University of California, Berkeley 1999.
  • Professor på Harvard University siden 2000.
  • Forfatter til blandt andet bøgerne Competitive Authoritarianism: Hybrid Regimes After the Cold War (med Lucan Way), udgivet på Cambridge University Press, og Informal Institutions and Democracy: Lessons from Latin America, udgivet på Johns Hopkins University Press.

Spørgsmålet er, om Trump – og de tilsvarende illiberale strømninger i Europa – er som et jordskælv, hvis ødelæggelser kan udbedres og måske gøre os opmærksom på skjulte svagheder i demokratiets hus. Eller om det mere er som global opvarmning, hvor forandringerne er så langsomme, at vi måske ikke når at reagere, før det er for sent.

Når politiske normer ikke længere er vigtigere end kortsigtede politiske gevinster – det er der, demokratierne dør.

Steven Levitsky

Spørger man den amerikanske statskundskabsprofessor på Harvard University Steven Levitsky, der sammen med sin faste makker Daniel Ziblatt tidligere på året udgav bogen How Democracies Die, er svaret, som den ildevarslende titel antyder, mest det sidste.

I økonomisk forstand er en del af løsningen, at centrum-venstre rykker mere tilbage mod venstre. De skal være bedre til at møde de nederste 40 procents behov.

Steven Levitsky

I bogen argumenterer professorerne for, hvordan demokratiers død i det 21. århundrede ikke sker med et brag, men med en langstrakt udånden, hvor både formelle og uformelle institutioner langsomt udpines og eroderes gennem streng polarisering mellem de politiske partier, og hvor kompromis og respekt erstattes med uforsonlighed, fjendskab og en bitter, partisk kamp til døden.

Den østkystliberale Levitsky har opnået betragtelig international prominens i statskundskabsmiljøer gennem sit årelange arbejde med regimeudvikling, særligt i Latinamerika. Ifølge et interview i The Harvard Crimson til stor forvirring for hans egen mor, som ikke forstod, hvad en ”god, jødisk dreng” dog ville med det. Men med denne bog bevæger Levitsky sig ud af rollen som neutral iagttager og ind i rollen som demokratisk fortaler – og han har formået at nå et anseeligt publikum uden for universitetets mure. Professorens første budskab leveres med en næsten aktivistisk patos.

”Alt for længe har det amerikanske folk taget demokratiet for givet. Og jeg inkluderer mig selv her: Vi har antaget, at uanset hvor hensynsløst vores politikere har opført sig, ligegyldigt hvor hensynsløst vi stemmer, kunne vi umuligt ødelægge det amerikanske demokrati. Og selv om vores demokrati er stærkt, har der vist sig at være grund til at bekymre sig,” siger Steven Levitsky til Altinget: magasin på en telefonforbindelse fra Boston. Klokken er seks om morgenen lokal tid, og selvom Levitsky er rejsende i et alarmerende budskab, er han veloplagt. Selv den negative diagnose kan få en positiv spidsformulering.

”Hvis vi kan undgå et terrorangreb, er der en god chance for, at det amerikanske demokrati overlever.”

Både Levitsky og Ziblatt arbejder empirisk og sammenligner den politisk udvikling mellem lande, og netop sammenligneligheden på tværs af lande og regioner er ifølge Levitsky et bud på, hvorfor deres bog har nydt så stor udbredelse.

”Også i Europa er der en stigende politisk polarisering og bekymring over demokratiets skæbne. De politiske systemer og personligheder er selvfølgelig anderledes, men man har på mange niveauer lignende anti-immigrationsorienterede, yderligtgående højrefløjsbevægelser. Så der er ligheder,” vurderer Levitsky. Han kan godt forstå, hvorfor danskere og andre europæere følger interesseret med, når der er valg i USA. Også selvom interessen ikke går begge veje.

”Det var chokerende for mange danskere såvel som for mange amerikanere, at en mand som Donald Trump kunne vælges som præsident.”

Nulsumsspil mellem dødsfjender
For Levitsky kan den yderste konsekvens af dette valg blive, at det amerikanske demokrati bryder sammen. Og det er her, USA kan sætte flueben ved flere af de ting, der skal til. Ziblatt og Levitskys analyse viser nemlig, at forud for et decideret demokratisk sammenbrud går en periode med voksende politisk dysfunktionalitet og et system, der slingrer ind og ud af konstitutionelle kriser. Sådan kan vi ikke være trygge, bare fordi et voldeligt kup virker usandsynligt. I stedet kan vi være på en glidebane mod et politisk system uden demokratisk rækværk, som Levitsky og Ziblatt kalder det, hvor normer for politisk adfærd eroderer, hvor domstolenes uafhængighed stækkes, og pressefriheden indskrænkes. Den proces har USA ifølge Levitsky befundet sig i længe før Trump.

”Det tager lang tid at erodere demokratiske normer. Grundlæggende kan man sige, at en generation af politikere skal udskiftes, før det kan ske. I 1990’erne havde man et politisk grundlag for polariseringen, men der var en generation af politikere, som var vokset op i Kold Krig-æraen og havde nogle helt andre normer. Først da de blev skiftet ud under Newt Gingrich (tidl. republikansk formand for Repræsentanternes Hus under Bill Clinton, red.) og senere med den voksende Tea Party-bevægelse og en ny generation af langt mere ekstremistiske politikere, blev disse demokratiske normer udvasket.”

Den amerikanske delstat North Carolina er ifølge Levitsky et mikrobillede på, hvordan den tilstand kan starte. North Carolina er en klassisk ’lilla’ stat, hvor Demokrater og Republikanere traditionelt har delt staten i to nogenlunde lige store dele. Demokraterne har siddet på byområderne og Republikanerne på landet. Staten har over årene udviklet sig til at blive valgdistrikts-kastebold mellem to dybt fjendtligtsindede partier, som begge på kreativ vis modulerer valgkortet for at øge sandsynligheden for succes.

Efter blandt andet en række hårdt kæmpede slag om abortlovgivning, sundhedsforsikring, homoægteskaber og en højspændt identitetspolitisk ”Bathroom Bill”, som gjorde det ulovligt for transseksuelle at benytte sig af offentlige toiletter ud fra det køn, de selv identificerer sig med, er den politiske debat i staten nu så dybt polariseret, at den ifølge Levitsky nærmere bør betragtes som politisk krigsførsel. Her er man ikke respektfuldt uenige og kompromissøgende, men dødsfjender i et nulsumsspil.

Og det startede, da Republikanerne vandt kontrol over det lovgivende apparat i 2010. Allerede året efter gennemførte partiet en ny plan, som optegnede valg-distriktsgrænser gennem områder med store afroamerikanske befolkningsgrupper for at fortynde deres elektorale vægt og maksimere det republikanske antal sæder.

Racemæssig polarisering har været en fast del af amerikansk politik længe, men det nye er, som Levitsky forklarer, at ”polariseringen nu flugter fuldstændig med partierne”.

”USA har altid haft konflikter om race, kultur og religion, men gode kristne, hvide racister og anti-immigrationsvælgere var førhen delt ligeligt mellem Demokraterne og Republikanerne,” siger han.

”Kulturkampen er fuldt ud indkapslet i de to partier og dermed blevet en partisk kamp. En strengt partisk og meget intens kamp.”

Uligheden skal bekæmpes
Det er i den kamp, at normer og anerkendelse af ens politiske modstanders legitimitet bliver ramt. Det er her Levitskys frygt for konsekvenserne af terrorangreb dukker op. Ingen præsident er så magtfuld som den, der leder et folk, som føler sig truet på livet. George W. Bush (USA’s præsident 2000-2009) nød opbakning fra lidt over halvdelen af den amerikanske befolkning få dage inden 9/11. Kort efter var hans støtte steget til over 80 procent, og på sit højeste var præsident Bush støttet af 88,4 procent af den amerikanske befolkning.

”Jeg har aldrig været stor fan af Bush, men set med nutidens briller udviste han et stort politisk mådehold i den periode,” siger Levitsky med henvisning til en af de demokratiske dyder, som forfatterne lægger vægt på i bogen. Politisk mådehold er med til at holde systemet sundt og stabilt, selv i ekstreme situationer, og det udviste Bush.

”Han udnyttede ikke på noget tidspunkt de 90 procents opbakning til at svække Demokraterne, men det kunne han sagtens have gjort.”

Samme mådehold har Donald Trump ikke vist anlæg for.

Men hvilken interesse skulle Trump have i at ødelægge demokratiet? Hvordan ser du, at han har et drive mod komplet politisk magt?

”Trump har ikke noget langsigtet politisk projekt og er i et vist omfang snublet ind i præsidentsædet. Han har tydeligvis færre politiske egenskaber end en mand som Viktor Orbán eller Hugo Chávez. De af os, der vil bevare demokratiske institutioner er i den henseende heldige, at vi fik Trump. Alt dette er sandt. Når det er sagt, er han ikke ufarlig. Vi peger i bogen på, hvordan en politisk outsider som Alberto Fujimori (Perus præsident 1990-2000) snubler ind i præsidentsædet med en klar populistisk strategi – hvilket Trump også har – og efter få år ender med at demontere demokratiet som resultat af en eskalerende konflikt med politiske modstandere.”

Hvad skal der til for at bremse eroderingen af det amerikanske demokrati?

”Vi har et problem med stigende social og økonomisk ulighed. De nederste 40 procent i indkomstpyramiden har ikke oplevet nogen vækst i indkomst siden 1970’erne. De er stagneret fuldstændig. Det amerikanske samfund som helhed er vokset, de øverste 20 procents indkomst er boomet, men de nederste 40 procent – hvilket er virkelig mange mennesker – er stagneret økonomisk gennem de sidste tre generationer. For første gang i landets historie har man en hel generation af amerikanere, som er dårligere stillet end deres forældre. Det har skabt en dyb følelse af uretfærdighed.”

Levitskys svar på spørgsmålet om økonomisk ulighed tiltager i længde og iblandes en betydelig mængde passion, men han anerkender med jævne mellemrum problemets kompleksitet. Det er en meget lang vej ud af problemerne, siger han. Men at man i USA er begyndt at tale om universalisering af velfærdsstaten og sågar borgerløn som en måde at tøjle den økonomiske ulighed på, viser, at hans opfordring ikke modtages med lige så stor modstand, som den ville have gjort for bare fem år siden.

Levitsky har i interviews beskrevet sin tilgang som elite-centreret. Man skal med andre ord ikke forvente, at løsningerne på tidens udfordringer starter fra bunden. I den konstruktive, fremadrettede del af How Democracies Die skal der således heller ikke være tvivl om, hvem Levitsky peger pilen mod: Parti-etablissementerne, og i særdeleshed den politiske centrum-venstre, skal vågne op.

”I økonomisk forstand er en del af løsningen, at centrum-venstre rykker mere tilbage mod venstre. De skal være bedre til at møde de nederste 40 procents behov.”

Fox News-partiet
Blandt de mere bemærkelsesværdige nedslagspunkter i How Democracies Die er forfatternes afsluttende opfordring til Det Republikanske Parti, som er nødt til at løsrive sig fra Fox News, hvis indflydelse i professorens øjne næsten ikke kan overvurderes. ”Fox News er en utrolig vigtig spiller i denne historie. Hvis man en dag – Gud forbyde det – skulle skrive historien om det amerikanske demokratis undergang, vil Fox News spille en vigtig hovedrolle,” siger Levitsky og fortsætter.

”Fox News er på en måde sin egen enhed, og det er det, der gør dem så svære at kontrollere og påvirke. Generelt mener vi, at politiske partier spiller en central rolle i demokratiet. Når udefrakommende aktører kontrollerer partiet mere end partiets faktiske medlemmer, kan demokratiet derfor komme i problemer. Vores bekymring er, at Det Republikanske Parti faktisk er stoppet med at eksistere.”

Da Det Republikanske Parti tabte præsidentvalget i 2012, udgav de en rapport – den blev senere kendt som obduktionsrapporten – og de skrev ifølge Levitsky præcis det, som professorerne peger på. At Det Republikanske Parti er nødt til at blive et mere diverst parti. De skal kunne appellere til unge mennesker, byernes vælgere og især latinoer og andre ikkehvide vælgere.

”Og i et normalt politisk parti vil man efter at være kommet frem til en sådan konklusion beslutte at føre den ud i livet. Men det formåede de slet ikke – den konklusion blev fuldstændig ignoreret. Donald Trump har stået for det fuldkommen modsatte af, hvad parti-etablissementet sagde, de ville gøre efter 2012-valget. Og det er, fordi partilederskabet er svækket til et niveau, hvor det nærmest ikke eksisterer længere.”

Men giver det ikke sig selv? Demografien ændrer sig, og Det Republikanske Parti kan ikke vinde valg i al fremtid med en kandidat, der udelukkende appellerer til den stereotype vrede hvide mand fra rustbæltet?

”Det har du ret i, og mange af os har regnet med dette i det seneste årti. Problemet er, at denne strategi kræver lange tidshorisonter. Det kræver, at nogen i partiet bekymrer sig om, hvordan Det Republikanske Parti ser ud om 30 år. Men sådan gør politikere ikke. Politikere bekymrer sig ikke om partiets tilstand i 2050. De vil vinde valget i 2018. Og det samme gælder vælgerne.”

Men hvordan gør man det politisk opportunt ikke at handle på kort sigt?

”Det er det svære spørgsmål, og svaret er, at når politiske normer ikke længere er vigtigere end kortsigtede politiske gevinster – det er der, demokratierne dør,” siger Levitsky.

For ham handler det også om historisk bevidsthed. Modsat mange i Europa kan ingen i USA længere huske en tid, hvor demokratiet ikke fandtes. ”De politikere, som genopbyggede Italien, Tyskland, Spanien eller Chile lærte ikke at tage demokratiet for givet,” som han udtrykker det. Det er, når man tror, at institutionerne kan holde til hvad som helst, at amerikanske politikere vælger den kortsigtede gevinst over bevarelsen af demokratiets grundlæggende normer, siger han.

”Intet er et tydeligere bevis på dette end valget af Donald Trump. De republikanske politikere ville fortsætte deres politiske karriere, og derfor var der ikke en eneste republikaner, som støttede Hillary Clinton, selvom det ville have været det demokratibevarende valg. Derfor skrev vi bogen.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00