Stine Bosse: CO2-forbruget kan rasle ned, hvis erhvervslivet kan tjene penge på det. Her er løsningerne

Da klimatopmødet skulle afvikles i København i 2009, fik jeg som administrerende direktør for Tryg-koncernen lejlighed til at være en del af forberedelserne.

Jeg mødtes med daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard og fortalte hende, hvad hun allerede vidste dengang: I erhvervslivet ville man gerne have politisk regulering, der kunne få virksomhederne til at nedbringe CO2-en.

Så længe spillereglerne bare var nogenlunde ens for alle. Jeg understregede også, at hvis det for virksomhederne bliver profitabelt at træffe grønne valg, ville vi se transformationer i et tårnhøjt tempo.

Et spørgsmål omkostninger

Det afgørende er, at vi stiller alle virksomheder lige og ganske simpelt gør udledningen af CO2-ækvivalenter lige omkostningsfulde. I det tilfælde har vi skubbet bredt til incitamenterne på markedet.

Den usynlige hånd – en metafor som 1700-tals-økonomen Adam Smith brugte til at beskrive den kapitalistiske markedslogik – vil imidlertid lade virksomheder træffe de valg, som mest effektivt driver omkostningerne ned og profitten op; de valg, som nu er mindst sorte og mest grønne.

Der er ingen tvivl om, at Danmark allerede har en styrkeposition. Især indenfor sektoren, der skaber energieffektivitet, og ikke mindst inden for vedvarende energi. Og vil regeringen for alvor understøtte Danmarks rolle som eksportør af grønne løsninger, handler det om at skabe fælles strukturer på EU-plan, der sammenkobler profitabilitet og CO2-reduktion.

Det er derfor, vi skal kaste os 110 procent bag EU’s CO2-kvotesystem og de ændringer, som EU-Kommissionen lægger op til, og vi kan med fordel søge at få dem skærpet.

EU's kvotesystem

Da EU’s blev en realitet i 2005, var CO2-kvotesystemet en genistreg. Intet mindre. Det er de allermest udledningstunge virksomheder, der er med i systemet i dag.

Vi skal kaste os 110 procent bag EU’s CO2-kvotesystem og de ændringer, som EU-Kommissionen lægger op til, og vi kan med fordel søge at få dem skærpet.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

De virksomheder som hører under kvotesystemet i dag står for 40 procent af udledningen i EU. Systemet fungerer sådan, at der sættes en bestemt mængde af kvoter – rettigheder til at udlede – på auktion via en børs i Leipzig.

Virksomhed A kunne eksempelvis være et kulkraftværk, der er placeret i Polen og potentielt effektivt kan sænke sin udledning for en million ton CO2 ved at udnytte overskudsvarmen bedre. Lad os sige, at denne indsats koster 200 millioner kroner, og virksomheden dermed kan spare 400 millioner kroner over en årrække ved ikke at købe kvoter. Ja, så har virksomheden et incitament til at reducere sin udledning.

Virksomheden kan også vælge at sælge opsparede kvoter på markedet. Systemet er smart på et europæisk niveau, fordi netop de selskaber, som kan opnå det bedste resultat på bundlinjen, vil stile efter at reducere CO2’en. Dermed får vi hele tiden plukket de frugter, der hænger lavest.

Det interessante er, at prisen for at udlede CO2 før nytår lå på 180 kroner, mens den i dag ligger på over 400 kroner. Flere analytikere spår, at prisen kan ryge endnu højere op. Det giver i øvrigt milliardindtægter til den danske stat, som vi igen kan bruge på grøn omstilling.

Reduktion af kvoter fremmer grønne løsninger

Den nylige rapport fra FN’s klimapanel fra den forløbne uge gør det i øvrigt mere sandsynligt, at EU-Kommissionen kommer igennem med at reducere antallet af kvoter, der sættes på auktion, og denne markeds-psykologi kan igen få investeringsfonde til at blande sig i markedet og opkøbe kvoter i forventningen om, at prisen vil stige i fremtiden.

Det er alt sammen dét, der gør det opportunt for vores mest udledningstunge virksomheder at træffe grønne beslutninger.

I bestyrelseslokalerne bliver følgende spørgsmål lige pludselig endnu mere relevante: Skal Ørsted satse hurtigere på udbygning af vindmølleparker? Skal Mærsk i højere grad satse på power-to-X-teknologi, hvor vindenergi bliver til brændsel i form af grøn ammoniak? Og vil energiselskaberne i Polen lukke kraftværkerne og satse mere på vedvarende energi og måske samtidig sælge nogle af sine ophobede kvoter fra?

Klimapakkens reformer

Da EU-Kommissionen 14. juli fremlagde en klimapakke, kunne vi se, at den indeholdt ganske interessante reformer af kvotesystemet.

For det første ønsker EU-Kommissionen at reducere antallet af kvoter. Forslaget fra Kommissionen betyder, at emissioner fra de sektorer, der på nuværende tidspunkt er omfattet af EU ETS, reduceres med 61 procent inden 2030 sammenlignet med 2005-niveauet.

Det mål kan EU-Kommissionen nå, fordi man planlægger at sænke antallet af kvoter fremover med 4,2 procent årligt i stedet for 2 procent årligt. Det er godt, for et mindsket kvoteudbud øger prisen. Samtidig skal søfartssektoren også ind i systemet.

For det andet skal der oprettes et nyt CO2-kvote-system, der omfatter transport- og boligsektoren, og dermed er der kun landbruget og mindre industri-udledere tilbage af de store sektorer, som ikke er omfattet af et kvotesystem. 

Det er en meget, meget interessant udvikling, som er gået forbløffende meget under radaren.

Loftet i det nye supplerende ETS-system bliver sænket årligt for at opnå emissionsreduktioner på 43 procent i 2030 sammenlignet med 2005. Det er leverandørerne i stedet for husstande og bilister, der bliver reguleret.

Det betyder, at du som bilist ikke vil mærke forandringerne andet end gennem prisstigninger, der igen vil få os til at vælge grønnere transportformer end diezel- og benzinbilen.

Reduktionsmål

Det eneste jeg kan ærgre mig over, er, at vi ikke sætter os for, at EU’s reduktionsmål bliver endnu højere end 55 procent i 2030, og at vi ikke skruer endnu mere på mængden af kvoter. Igen må jeg understrege, at det ville være meget relevant for regeringen at kaste sig ind i den kamp.

Det afgørende for mig er at understrege som erhvervskvinde, at erhvervslivet både kan og vil tage ansvar. 

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Der findes samtidig et andet tiltag, der kan gøre det mere profitabelt for virksomheder at investere i grønne løsninger. Vi skal have skabt endnu flere interkonnektorer – altså ofte højspændingsledninger mellem europæiske lande – for at gøre markedet for elektricitet større. På den måde får vi skabt større effektivitet.

Samme tanke ligger for så vidt bag, at vi i EU har lavet en udbygning af vejnetværket, nedbrudt toldmure og indført den frie bevægelighed.

Nogle år tilbage var det EU-Kommissionens mål, at interkonnektorer - netværket mellem de europæiske producenter af elektricitet i 2020 skulle muliggøre, at 10 procent af den totale mængde elektricitet kunne transporteres mellem lande. Det er ikke særlig markant.

For EU-budgettet i 2021-2027 er der under programmet ”Connecting Europe Facility” for nuværende afsat 5,4 milliarder euro til projekter, der understøtter initiativer, der binder vores energinet sammen.

Pengene i den kategori gik eksempelvis til i 2019 at understøtte, at det irske selskab ”EirGrid” og franske ”Réseau de Transport d’Électricité” fik 530 millioner euro til at placere en forbindelse mellem de to lande.

Det grønne markeds fordele

Udbygningen af markedet for grøn strøm har generelt set den fordel, at konkurrencen på energimarkedet bliver større, så priserne for forbrugerne falder. Og samtidig kan vi sørge for, at vores øgede forbrug af vedvarende energi heller ikke går ud over forsyningssikkerheden.

Vi kan skærme os mod russisk pression via gasnettet, og vi kan udnytte Europas mangfoldige geografi. Man kan nærmest blive helt sværmerisk ved tanken om, at varmekilder i syden, blæsende dage ved vores vestkyst og de højeste vandfald i Sverige – elementers mangfoldige rasen i Europa – kan supplere hinanden så smukt.

Jeg kunne herfra fortsætte med at nævne andre initiativer i EU-Kommissionens klimapakke. Men det griber for meget om sig. Så omfattende er denne dagsorden.

Det afgørende for mig er at understrege som erhvervskvinde, at erhvervslivet både kan og vil tage ansvar. Gør vi det mere profitabelt at vælge grønt, kan vi i endnu større omfang bruge den usynlige hånd til klimaets fordel. Der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne er vores suverænt største udfordring.

Nu gælder det for den danske regering om helhjertet at kaste sig ind i kampen, ikke for sparehensyn og deslige, men for investeringer og reduktionsmål i kvotesektoren, der kan gøre markedet for grønne beslutninger endnu større og endnu mere profitabelt for virksomhederne.