Jakob Nielsen: Støjberg-sagen udstiller Venstres liberale paradoks

Vi vil sætte mennesket før systemet.

Sådan lød det, da Anders Fogh Rasmussen (V) holdt sin første nytårstale som statsminister i januar 2002.

Det var ikke bare et politisk løfte, men også en ideologisk markering af det liberale menneskesyn, der nu skulle præge Danmark.

Det var et opgør med den socialdemokratiske forestilling om, at den enkeltes behov ofte må sættes til side i fællesskabets interesse.

Det dominerende synspunkt i dag er ikke, at konventionerne beskytter mennesket mod systemet, men derimod at de på urimelig vis forhindrer flertallet i at gennemføre sin politik

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Og nu er løftet om at sætte mennesket først også blevet det afgørende argument for Inger Støjberg i sagen om de unge asylpar – eller barnebrude, som hun foretrækker at kalde dem.

Hvis det holder stik, vil der være tale om et nybrud i forhold til den udlændingepolitik, Venstre har ført siden 2001, hvor individuelle hensyn systematisk er blevet tilsidesat i en højere sags tjeneste.

Video: Se videoklip fra seneste samråd

Kogt helt ind lyder Inger Støjbergs argument sådan her: Ja, vi udstedte en ulovlig ordre, men vi reddede fire unge kvinder fra ægteskaber med ældre mænd.

Altså: Hensynet til det enkelte menneske kan i nogle sager veje så tungt, at det må sættes over en meget stram fortolkning af love og regler.

Det var samme argument, Inger Støjberg kredsede om, da hun fredag morgen inden et samråd i Folketinget skrev et opslag på Facebook:

“Der findes 700 mio. barnebrude i verden ifølge Red Barnet, og tallet er stigende. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at forhindre barnebrude. For mig gælder det, uanset om det er i Mellemøsten, i Afrika eller på danske asylcentre. Piger skal selv kunne bestemme over deres eget liv.”

Ministeren har trukket sit argument så langt, at hun beskylder sine kritikere i sagen for at være ligeglade med pigernes skæbne og mere optagede af at beskytte ældre, muligvis pædofile, mænd.

Venstres politik siden 2001

Man kan – som dagbladet Information har gjort – sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange unge kvinder der rent faktisk blev reddet ud af et tvangsægteskab af den ulovlige instruks, men hvis man godtager princippet: at mennesker kan trumfe systemer, så er det ikke særlig afgørende.

Man kan også indvende, at Inger Støjberg i bestræbelsen på at redde nogle få kvinder har begået et overgreb på nogle andre, som netop ikke ønskede at blive skilt fra deres ægtefælle – som f.eks. det ægtepar, der forleden stod frem i DR, hvor kvinden er 17, og manden er 18.

Men det langt mere interessante er, at Inger Støjbergs argument står i modsætning til den udlændingepolitik, Venstre stod for i 2001-2011 og har ført igen siden 2015.

Det er nemlig en politik, hvor princippet har været præcis det modsatte. En politik, hvor hensynet til systemet konsekvent er sat over hensynet til det enkelte menneske.

Tusinder af danskere i klemme

Det er derfor, dagbladet Børsen for tiden bringer en serie af artikler om danske erhvervsfolk, der dybt frustrerede må konstatere, at de næppe kan få deres udenlandske ægtefælle med til Danmark.

"Jeg havde godt læst, at reglerne var strammet, men i min naivitet havde jeg ikke regnet med, at det ville gælde for mig. Jeg troede ikke, at det skulle være et problem for mig at få min kone med til Danmark”, siger således forretningsmanden Bo Nielsen til avisen.

Han har været chef for 15.000 mennesker i en virksomhed med en omsætning på 30 mia. kroner. Planen om at vende hjem er nu droppet, og i stedet vil Bo Nielsen blive boende i Asien med sin thailandske hustru.  

Ifølge foreningen Danes World Wide findes der ca. 10.000 danskere, der aktuelt vil have svært eller umuligt ved at vende hjem med deres udenlandske ægtefælle.

Forklaringen er ikke, at Venstre eller resten af flertallet bag den danske udlændingepolitik ønsker at holde folk som Bo Nielsen ude. Men han og mange andre bliver ramt af de regler, der skal forhindre danskere med indvandrerbaggrund i at hente ægtefæller hertil fra Tyrkiet, Pakistan eller andre lande.

Konventionerne er blevet en hindring

Det er en politik, der nyder bred opbakning, både i Folketinget og befolkningen.

Men det er også en politik, der bygger på det modsatte princip af det, som Anders Fogh Rasmussen hyldede i sin nytårstale i 2002. Det er en politik, hvor hensynet til systemet og fællesskabet sættes over hensynet til det enkelte menneskes ret til at bo, hvor det vil, med hvem det vil.

I mere end et årti har medierne jævnligt bragt historier om danskere – og her taler vi om etniske danskere gennem flere generationer – som er blevet afskåret fra at leve i deres eget land med deres ægtefæller, fordi deres samlede tilknytning til et andet land blev vurderet som større, eller fordi de ikke opfyldte de meget strikse krav til deres bolig.

LÆS OGSÅ: Paula Larrain: Er danskerne ligeglade med lov og ret?

Samtidig har Venstre – sammen med flere andre partier – gjort det til en vane at problematisere den individuelle beskyttelse, der ligger i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale aftaler, som Danmark har skrevet under på.

Det dominerende synspunkt i dag er ikke, at konventionerne beskytter mennesket mod systemet, men derimod at de på urimelig vis forhindrer flertallet i at gennemføre sin politik.

Derfor kan man godt få den tanke, at Inger Støjbergs omsorg for de unge ægtefæller på de danske asylcentre et stykke hen ad vejen skyldes taktiske hensyn.

I udlændingepolitikken har Venstre for længst vænnet sig af med at sætte mennesket før systemet.