Styrelse: Truslerne mod Danmark og danskerne har aldrig været mere alvorlige

Det har aldrig været farligere at være dansker. Danmark står nemlig over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede i årtier. Det er konklusionen i en ny udgave af det såkaldte Nationale risikobillede, som Styrelsen for Samfundssikkerhed tegnede op og offentliggjorde torsdag.
Styrelsen for samfundssikkerhed oplister 16 forskellige hændelsestyper i Nationalt risikobillede 2025:
- Cyberhændelser
- Energimangel (ny)
- Nukleare hændelser
- Maritime hændelser
- Transporthændelser
- Kemiske hændelser
- Vand- og fødevarebårne risici
- Dyresygdomme
- Smitsomme sygdomme
- Hedebølger
- Tørke
- Oversvømmelser fra havet
- Ekstremregn
- Storme og orkaner
- Terrorhandlinger
- Rumhændelser
Kilde: Nationalt Risikobillede 2025
Løfte i flok
Nationalt Risikobillede 2025 opsummerer de største samfundsmæssige risici inden for de kommende fem år, som det vurderes, at blandt andre statslige myndigheder, regioner og kommuner bør rette størst opmærksomhed på i deres beredskabsplanlægning.
Virksomheder og privatpersoner må skam også meget gerne læse med og bruge billedet til at træffe sine forholdsregler. For der er brug for at løfte i flok, understreger direktøren for Styrelsen for Samfundssikkerhed.
"Med Nationalt Risikobillede 2025 har offentlige myndigheder, og private virksomheder og alle andre, nu et opdateret samlet grundlag for deres beredskabsplanlægning, som er udarbejdet med inddragelse af en lang række myndigheder og eksperter. Det er essentielt, at vi samarbejder på tværs, for at kunne adressere dette komplekse og sammensatte risiko- og trusselsbillede. At sikre et robust Danmark, der er i stand til at håndtere fremtidens kriser, er en opgave, som vi kun kan løfte sammen," siger Laila Reenberg, der er direktør for Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Energimangel er ny på listen
Det seneste risikobillede blev kridtet op af Beredskabsstyrelsen i januar 2022 – umiddelbart før Ruslands invasion af Ukraine.
I 2025-udgaven af rapporten oplister styrelsen 16 forskellige hændelsestyper. Det er to flere end i risikobilledet fra 2022. Hede og tørke er blevet splittet op i hver sin hændelsestype, og energimangel er ny på listen.
Det er fjerde gang, at beredskabsmyndighederne udgiver et nationalt risikobillede. Antallet af hændelsestyper har været støt stigende, fra 10 i 2013-udgaven af Det nationale risikobillede, over 13 i 2017-udgaven og 14 i 2022-udgaven, til altså nu 16 i 2025-versionen.
Omtalte personer
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Løkke har siden valgnatten kun haft én reel mulighed. Derfor kunne rød blok kalde hans bluff
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Her er de kendte og ukendte personer, der forhandler om Danmarks næste regering
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan









































