Sundhedsministeriets departementschef går på pension

NAVNE: Regeringen siger farvel til endnu en nøglespiller i kampen mod coronavirus. Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, går på pension. ”Det har intet med corona eller mink at gøre,” siger han til Altinget.

Per Okkels blev departementschef
under daværende sundhedsminister Astrid Krag (den gang SF nu S)
Per Okkels blev departementschef under daværende sundhedsminister Astrid Krag (den gang SF nu S)Foto: rn.dk
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Kun 14 dage efter Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak, annoncerede sin pension midt i coronapandemien, er det nu Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, der bekendtgør sin pension.

”Det har intet at gøre med corona, mink eller noget andet. Jeg bliver 67 til marts,” siger Per Okkels. Dermed står regeringen, og især sundhedsminister Magnus Heunicke (S), til at miste en af sine mest centrale embedsmænd i coronahåndteringen.

Blev bedt vente
Per Okkels navn og ageren har figureret i en række artikler omkring coronapandemien. Men 66-årige Per Okkels afviser på det bestemteste, at det er andre end ham selv, der har taget beslutningen.

”Jeg ville være gået på pension i sommer. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af pandemien. Sundhedsministeren bad mig udsætte tidspunktet. Men nu synes jeg godt, jeg kan få lov at gå på pension. Nu er der vacciner, og der er mere styr på håndteringen af pandemien,” siger Per Okkels.

Men der er vel først rigtig ro på, når befolkningen rent faktisk er vaccineret. Burde du ikke vente?

”Jo, jeg kan godt føle, at jeg på en måde svigter. Men jeg fylder 67, så det må være nok,” siger Per Okkels, der har sidste arbejdsdag 15. januar. 

Kritisk blik på rolle under corona
Allerede inden coronakrisen brød ud i marts, blev der i sundhedskredse spekuleret i, hvornår Per Okkels ville gå på pension på grund af hans alder i det krævende job som departementschef.

Med ni år som departementschef er han en af centraladministrationens departementschefer, der lige nu har siddet længst tid i stolen.

Før Sundhedsministeriet havde Per Okkels en mangeårig karriere som direktør i Danske Regioner, regionerne og amterne.

Per Okkels har senest i Berlingske 22. november været kritiseret af navngivne og unavngivne kilder for at have bidraget til at presse politiske agendaer igennem i coronahåndteringen på Statens Serum Institut.

Flere medier har også via aktindsigter afdækket mailkorrespondancer, hvor det ser ud, som om det var Per Okkels, der på regeringens vegne holdt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ud i strakt arm, da Brostrøm blandt andet advarede mod at nedlukke skolerne i marts.

Kun brudstykker af det forløb har dog været afdækket.  

Per Okkels ønsker ikke at kommentere sin egen eller regeringens håndtering af coronakrisen i detaljer.

”Men overordnet set så synes jeg, at Danmark indtil videre har klaret sig godt igennem dét, der måske er den største krise siden Anden Verdenskrig,” siger Per Okkels, der ikke endnu har lagt konkrete planer for sin fremtid som pensioneret embedsmand.  

Dokumentation

Om Per Okkels 
Født 22. marts 1954

2015- : Departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet
2011-2015: Departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
2008-2011: Administrerende direktør i Danske Regioner
2006-2008: Regionsdirektør i Region Nordjylland
1998-2007: Amtsdirektør i Nordjyllands Amt
1993-1998: Sundhedsdirektør i Nordjyllands Amt
1987-1993: Direktør i Ringkøbing Amt
1985-1987: Kontorchef i Ringkøbing Amt
1980-1985: Fuldmægtig/konsulent i Amtsrådsforeningens Sygehuskontor
1980: Uddannet cand.scient.pol. på Københavns Universitet.

Gift med sygehusdirektør Anne Jastrup, som han har tre sammenbragte børn med. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Okkels

Fhv. departementschef, Sundheds- og Ældreministeriet, Regions - og amtsdirektør, Region Nordjylland, sundhedsdirektør, Nordjyllands amt, socialdirektør, Ringkøbing amt
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1980)

0:000:00