Svend Brinkmann: Konkurrencestatens reformer skaber vækst. Men ødelægger de mon mere, end de gavner?

Danmark burde som et rigt samfund være i stand til at lave reformer med andre mål for øje end økonomisk konkurrenceevne. Her følger derfor nogle forslag til områder, der kunne trænge til ikke-økonomiske reformer, skriver Svend Brinkmann.

Placeholder image
Kunne det være, at de mange reformer, der er skabt ud fra primære hensyn til økonomi og konkurrenceevne, risikerer at ødelægge nogle af de områder, der er blevet reformeret, spørger Svend Brinkmann. Foto: Janus Engel Rasmussen/BAM/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de senere år har der været reformer af stort set alle de måder, hvorpå det offentlige påvirker menneskers liv.

Daginstitutioner, folkeskolen, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, universiteter, skat, SU, kontanthjælp, beskæftigelse, integration og mange andre områder er løbende underkastet reformer. Vi har lært at kende ord som fremdriftsreform, folkeskolereform, sundhedsreform og dagpengereform.

Selvfølgelig er det enhver regerings pligt at iværksætte reformer, der løbende udvikler og tilpasser samfundet og dets institutioner til en verden under hastig forandring, men måske er det værd at stille spørgsmålet, om der sommetider skabes for store forandringer for hurtigt?

Kunne det være, at alle disse reformer, der er skabt ud fra primære hensyn til økonomi og konkurrenceevne, risikerer at ødelægge nogle af de områder, der er blevet reformeret?

Svend Brinkmann

I sin allerede klassiske analyse af velfærdsstatens udvikling til konkurrencestat skrev Ove Kaj Pedersen om "den uendelige reform" som et centralt træk ved konkurrencestaten.

I Pedersens optik skal konkurrencestaten være dynamisk, fordi den lever på permanent brændende platforme i konkurrence med andre stater. Den uendeligt (re-)formbare konkurrencestat er, med Pedersens egne ord, "en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer". Velfærdsstaten var derimod skabt til at beskytte borgerne.

Derfor er den centrale drivkraft bag de mange reformer ganske enkelt at gøre nationen mere konkurrencedygtig. Alt kan i princippet underlægges denne parameter – også områder som kultur, videnskab og sundhedsvæsen, der ellers ikke burde have med konkurrenceevnen at gøre, men derimod med dannelse, oplysning og menneskeligt velbefindende.

For tre år siden lavede Berlingske en opgørelse, der viste, at politiske reformer siden 2002 havde gjort Danmark 250 milliarder kroner rigere, og det er der selvfølgelig god grund til at glæde sig over.

Men vi bør måske også lige stoppe op og tænke efter: Kunne det være, at alle disse reformer, der er skabt ud fra primære hensyn til økonomi og konkurrenceevne, risikerer at ødelægge nogle af de områder, der er blevet reformeret?

Læs også

I evalueringen af den meget omdiskuterede folkeskolereform er det for eksempel gået tilbage på stort set alle de områder, man ville forbedre. Hvis nogen har glemt det, var målene, at mindst 80 procent af eleverne skulle være gode til at læse og regne (målt på de nationale test), at andelen af de dygtigste elever i dansk og matematik skulle stige år for år, og at andelen af elever med dårlige resultater skulle reduceres år for år.

Ingen af delene er lykkedes, faktisk tværtimod, selv om folkeskolen – igen med Pedersens ord – skulle "underordnes den samfundsøkonomiske forestilling, og (…) gøres til redskab for økonomisk konkurrenceevne".

Måske er der noget i selve forsøget på at styre menneskelige processer efter relativt enøjede mål, der virker imod de ellers gode hensigter? Det burde være muligt i et rigt samfund som det danske at lave reformer med andre mål for øje end økonomisk konkurrenceevne. Derfor følger her nogle forslag til områder, der kunne trænge til ikke-økonomiske reformer.

Dannelsesreform: Lad os bare begynde på uddannelsesområdet. Noget af det ulykkelige ved det dominerende fokus på nationale test og PISA-ranglister har været, at skoler, lærere og elever har mistet sansen for viden for videns egen skyld

Dannelse handler blandt andet om at vide, at noget er vigtigt – for eksempel vores historie, sprog, sange og medmenneskelighed – også selv om det ikke kan "bruges til noget" ud fra snævre økonomiske hensyn.

Alt det, der dybest set tæller i livet, kan ikke rigtig tælles, og gør man det alligevel, risikerer man at ødelægge det. Måske kunne en dannelsesreform fungere som modvægt til den tabte glæde ved viden og oplysning.

En reform af vores uendelige reformer kunne give en platform at arbejde på, som ikke var brændende, men derimod stabil og tryghedsskabende

Svend Brinkmann

Omsorgsreform: Det er ikke længe siden, at loven om minimumsnormeringer i daginstitutioner blev vedtaget. Men er det nok? Burde der ikke laves en omsorgsreform af de institutionelle rammer, der er livsbetingelser i menneskets måske vigtigste leveår?

Er der for stort fokus på førskolelæring og for lidt plads til omsorg og leg, som en førende udviklingspsykolog som Dion Sommer har hævdet?

De tidlige år har værdi i sig selv i menneskers liv og bør ikke blot opfattes som forberedelse til skole og arbejdsliv, hvilket en omsorgsreform kunne sætte fokus på.

Etikreform: Der har i den seneste tid været horrible sager på beskæftigelsesområdet. Heriblandt historien om en 28-årig mand, der fik PTSD efter syv år i jobcenterregi.

For nogle år siden skabte det overskrifter, at der var større risiko for at dø i de såkaldte ressourceforløb, end der var chance for at få et job. Arbejdspligten er tilsyneladende så vigtig, at menneskelige hensyn tilsidesættes.

Det kalder på en etisk granskning af hele dette område, der tilsyneladende bygger på forestillingen om, at mennesker vil opføre sig dårligt og usolidarisk medmindre de forhindres i det af systemet.

Reformreform: Jeg ved, at det er paradoksalt i lyset af mine egne forslag, men bør der være en grænse for, hvor ofte borgere og ansatte udsættes for reformer?

De professionelle, der varetager arbejdet i samfundets forskellige sektorer, halser ofte efter de nye tiltag og omstruktureringer. Nogle reformer får knapt lov at virke, før de erstattes af nye, og der skabes så megen dokumentation og evaluering, at ingen kan få overblik. Kun sjældent rulles reformer tilbage, når det viser sig, at de ikke virkede efter hensigten.

En reform af vores uendelige reformer – måske bare et par års reformpause – kunne give en platform at arbejde på, som ikke var brændende, men derimod stabil og tryghedsskabende for både borgere og professionelle.

Måske er nogle af mine ideer allerede implementeret på forskellig vis. Mit hovedærinde her er sådan set bare at vende problemstillingen om

Svend Brinkmann

Jeg indrømmer, at jeg ikke har overblik over de mange reformer, der er lavet – og måske er nogle af mine ideer allerede implementeret på forskellig vis i eksisterende reformer. 

Det er også let at finde på endnu flere relevante reformideer, ikke mindst inden for psykiatrien, hvor der skulle være en længeventet plan på vej.

Mit hovedærinde her er sådan set bare at vende problemstillingen om, så vi i stedet for at spørge, om vi får nok for pengene inden for eksempelvis skole, uddannelse, beskæftigelse og sundhed, kunne stille spørgsmålet: Kan det egentlig betale sig for vores kultur, dannelse, oplysning og medmenneskelighed, at vi konstant søger økonomisk optimering?

Omtalte personer

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi (Department of Management, Politics and Philosophy), CBS
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
ph.d. (Aarhus Uni. 2006), cand.psych. (Aarhus Uni. 2002)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser