Tænketank: Stop fejlskud i fejden om Europol

Af Bjarke Møller
Direktør i Tænketanken Europa

Det er altid dejligt med opmærksomhed, så jeg vil gerne takke Søren Søndergaard (EL) for at bruge et helt debatindlæg på Altinget til at skrive om Tænketanken Europa.

Vi vil gerne kvittere for, at han går efter sagen. Deri adskiller han sig fra den langvarige kampagne fra DF, hvor navngivne politikere har forsøgt at hænge vores tænketank ud som et propagandaorgan og alt muligt andet grimt.

At Kristian Thulesen Dahl (DF) brugte et Europol-notat fra Tænketanken Europa som sandhedsvidne i en partilederdebat før folkeafstemningen om Europol har vi dog valgt at glæde os over. Vi sætter pris på anerkendelse, også fra folk, der opfatter os som modstandere.

Søren Søndergaard hævder i sit indlæg, at Tænketanken Europa har lavet fem fejlskud om Europol. Vi forholder os til fakta, vi laver analyser på baggrund af fakta og historisk viden, og vi tilstræber os på at lave saglige og uafhængige vurderinger af de sager, vi behandler. Som alle mennesker kan vi begå fejl, og så retter vi da gerne. Men lad os undersøge Søndergaards påstande.

Særaftale er ikke parallelaftale 
Påstand 1: Det var forkert, da Tænketanken Europa fremførte, at det var "usandsynligt", at en aftale om Europol kunne forhandles på plads, inden den nye Europol-forordning træder i kraft 1. maj. 

Den nye danske Europol-aftale giver os ringere demokratisk indflydelse, og vi skal stadig følge de beslutninger, som de fuldgyldige Europol-medlemmer tager. Det er et dårligt bytte.

Bjarke Møller
Direktør i Tænketanken Europa

Søren Søndergaard har uret. Vi forholdte os eksplicit til nej-partiernes krav om at få en parallelaftale. Vores analyse og vurdering byggede på den historiske viden, at Danmarks hidtidige parallelaftaler i snit har taget 5-6 år at få gennemført. Søndergaard manipulerer læserne til at tro, at den forhåndsaftale om operationelt samarbejde med Europol, som regeringen har indgået med Kommissionen, er en parallelaftale. Det er den ikke.

Eller som det fremgår af regeringens forhåndsaftale med Kommissionen, "a parallel agreement, granting the same rights and obligations for Denmark as other Member States have with regard to Europol, is excluded, as it would mount to a circumvention of protocol 22 to the Treaty of the European Union."

Den operationelle løsning er en mellemstatslig aftale, hvor Danmark behandles som tredjeland og ikke som medlemsland. Den er midlertidig. Og i øvrigt ved vi stadig ikke, om tidsplanen holder, for den kræver to lynbehandlinger på rekordtid i Europa-Parlamentet, der lige nu befinder sig midt i en konstituteringsproces. Lad os se om det lykkes.

Færre rettigheder
Påstand 2: Det var forkert, da Tænketanken Europa (..) konstaterede, at juraen ikke tillod, at Danmark kunne få en Europol-aftale som den norske.

Søndergaard medgiver selv, at den danske forhåndsaftale om Europol ikke svarer til den norske, og at vi som medlemsland behandles anderledes end ikke-medlemslandet Norge, så indirekte bekræfter han vel nærmest vores vurdering.

Men selve hovedpointen i dette notat og i senere notater var, at Danmark ikke kunne opnå direkte og fuld søgeadgang til EIS-databasen, og at vi ikke kunne få lige så gode vilkår som fuldgyldige Europol-medlemmer. Og dette faktum ændrer den indgåede forhåndsaftale jo ikke! Danmark må nu nøjes med indirekte søgeadgang til EIS via Europol. Og vi har stadig færre rettigheder end fuldgyldige Europol-medlemmer. Det endte slet ikke med det fuldgyldige Europol-medlemsskab, som nej-partierne gik og bildte vælgerne ind op til folkeafstemningen. Og som DF's ledere lovede for åben skærm.

Ingen direkte adgang til databaser
Påstand 3: Det var forkert, (..), at alene et overstatsligt medlemsskab af Europol vil kunne sikre dansk politi den fortsatte adgang til Europols databaser. 

Vi talte ikke bare om "adgang" til databaserne, men om "direkte" adgang. Og der er en afgørende forskel jf. ovenstående. Ja, Rigspolitiet har vurderet, at den indgåede forhåndsaftale er operativt tilfredsstillende.

Men Søndergaard bør vel også forholde sig til, at Rigspolitiet også skriver, at "den manglende direkte (min fremhævning) søgeadgang i nær fremtid vil indebære en meget væsentlig begrænsning af dansk politis mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med fuldgyldige medlemmer af Europol". Rigspolitiets vurdering er her på linje med de vurderinger, som Tænketanken Europa har givet undervejs.

Søgning via apps og telefoner
Påstand 4: Det var forkert, at (..) den enkelte politimand fra slutningen af 2016 ville kunne søge direkte i danske og EU-databaserne via telefoner og tablet. 

Her henvises til en enkelt sætning i et 14 siders langt notat, så Søndergaard har virkelig haft den store lup fremme! Men ja, vi erkender, at i denne sætning var vi lidt for optimistiske.

Det er dog også sådan, at denne teknologiske løsning var under forberedelse allerede i 2016, og arbejdet med den nye app-søgemulighed blev forsinket i løbet af efteråret. Der er dog en forventning om, at der kommer en løsning på plads i løbet af 2017, som skal give den enkelte politimand direkte søgemulighed i bl.a. Schengens SIS-informationssystem.

Når det nye system med direkte søgeadgang via en app er udrullet i EU, vil den danske forhåndsaftale om Europol ikke længere være tilstrækkelig. Og det er lige netop derfor, at Rigspolitiet er så bekymret for fremtiden.

En blandet portion bolsjer 
Påstand 5: Det var forkert (..) at det ikke var muligt at lave et snævert tilvalg af eksempelvis Europol og på den måde undlade at overdrage suverænitet til EU-niveau.

Der er forskel på at have ret og få ret. Jura er ikke en eksakt vurdering, men Tænketanken Europa har her støttet sig til en af de førende EU-jurister i Europa, Jean-Claude Piris, mens Søndergaard her støtter sig til Justitsministeriet (som han i andre sammenhænge ikke er bleg for at kritisere for politiske partsindlæg).

Søndergaard forsøger i sit indlæg tegne en sort-hvid opdeling mellem overstatslige og mellemstatslige aftaler, men holder det i praksis? Den nye danske Europol-aftale, som Folketinget med støtte fra Enhedslisten, har bakket op omkring, får som konsekvens, at Danmark også fremadrettet vil være underlagt overstatslige institutioner som EU-Domstolen og European Data Protection Supervisor.

Man kan altid føre lange teoretiske diskussioner om, hvornår og i hvilket omfang, der er tale om overdragelse af suverænitet rent statsretligt, men i praksis har Enhedslisten i denne sag velsignet, at Danmark fremover underlægges overstatslige afgørelser i EU. Fair nok. I skal være frie til at gøre, som I vil. Men lad være med at bilde danskerne ind, at det er en ren mellemstatslig model. Det er tværtimod en blandet portion bolsjer.

Politisk fejlskud
Det havde demokratisk set været bedre at benytte tilvalgsordningen, hvor Folketingets flertal kunne trække i nødbremsen og i respekt for den parlamentariske suverænitet havde haft mulighed for at sige nej tak til nye EU-regler.

Danmark kunne have fået en stemme i Europols bestyrelse, men den nye danske Europol-aftale giver os ringere demokratisk indflydelse, og vi skal stadig følge de beslutninger, som de fuldgyldige Europol-medlemmer tager. Det er et dårligt bytte. Det er et politisk fejlskud af de større.

Og den operationelle aftale er ovenikøbet utidssvarende, og den giver dansk politi ringere vilkår til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet end de andre EU-lande. Det ville klæde Søren Søndergaard at fortælle vælgerne det.