Teaterdirektør: Ny minister må gøre op med Bocks økonomiske pres på kulturen

Af Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

Folketingsvalget er netop overstået, og inden længe får Danmark således en ny kulturminister.

Den afgående minister, Mette Bock, tildelte en imponerende mængde tid og ressourcer til en kulegravning af teaterloven med det formål langt om længe at forny den.

Bock kom imidlertid ikke i mål med opgaven, og derfor er det nu op til hendes afløser på posten at løse udfordringen. En udfordring, der kan fremstå som en gordisk knude, fordi så mange parametre tilsyneladende skal falde i hak, før alting går op i en højere enhed.

Men i praksis behøver det slet ikke at være så kompliceret. I sin simpleste form er der faktisk kun to parametre på spil: den demokratiske og den økonomiske værdi.

Lad mig skildre den fundamentale problematik, som den offentligt subsidierede scenekunst til stadighed døjer med: det korte af det lange er, at Danmark som samfund for mange årtier siden besluttede, at scenekunsten skal modtage offentlige midler, fordi den styrker fællesskabet og sammenhængskraften, og fordi den udfordrer både vores individuelle og kulturelle selvforståelse.

Vi bevæger os kort sagt mere og mere i retning af, at den offentligt støttede scenekunst bliver noget, som alle borgere betaler til, men som kun samfundets økonomiske elite har råd til at gøre brug af.

Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

I udgangspunktet handlede det dermed aldrig om de enkelte teatres økonomiske evner, om øget egenindtjening eller om, at publikumstallet for alt i verden skulle stige.

Nej, det var selve den demokratiske værdi, som scenekunsten rummer, der var årsagen til, at en – i øvrigt relativt beskeden – portion af skattekronerne skulle tilgå teatrene. I denne kontekst er scenekunsten at betragte som public service.

Et ideologisk opgør
Det, der imidlertid er sket over de forgangne år, er, at den demokratiske værdi har måttet vige pladsen for den økonomiske, når man fra politisk hold har skullet gennemskue, hvordan de offentlige midler skulle fordeles.

Det skyldes en neoliberalistisk drejning i samfundet, som langtfra kun præger kulturområdet. Men den viser sig ekstra tydeligt her, fordi det aldrig har været meningen, at teatrene eller de øvrige kulturinstitutioner skulle drives som iværksættervirksomheder, hvis værdi let lader sig måle på en række forsimplede vækstparametre.

Den kommende kulturministers fornemste opgave bør således være at tage et ideologisk opgør med den neoliberalistiske tankegang – og dermed slå et kraftigt og entydigt slag for genindførelsen af den demokratiske værdi som det, kulturlivet frem for alt skal frembringe.

Hvor gerne vi som samfund end ville forene de to dagsordener, lader det sig imidlertid ikke gøre.

Kultur for eliten
Nuvel, Bock er ikke en groft skåret liberalist, og hun har i sin valgperiode bestemt også formået at italesætte kulturens demokratiske værdi. Men hendes eftermæle bliver frem for alt, hvordan hun har bidraget til at demonstrere, hvilke konsekvenser det har, når det økonomiske pres øges på kulturen – og specifikt på teatrene.

For det første er billetpriserne steget – især ved musik- og familieforestillingerne, som er de mest populære genrer. Når billetpriserne stiger, er der ganske logisk færre, der har råd til at komme i teatret.

Da idéen med den offentligt subsidierede scenekunst er, at alle borgere gerne skulle have mulighed for at kunne benytte sig af teatertilbuddet, reducerer denne prisstigning således teatrenes demokratiske værdi.

I praksis er den konkrete øgning af billetpriserne samtidig en form for afgift, som betales af de, der faktisk vælger at benytte sig af tilbuddet, mens de, der ikke har råd til billetterne, stadig bidrager til subsidieringen via skatten.

Dette er ikke blot en urimelig konstellation for begge parter – det forstærker også uligheden i kulturforbruget, hvilket igen strider imod den demokratiske målsætning.

Vi bevæger os kort sagt mere og mere i retning af, at den offentligt støttede scenekunst bliver noget, som alle borgere betaler til, men som kun samfundets økonomiske elite har råd til at gøre brug af.