BRUXELLES: Der var halvtomt i skolen, da jeg afleverede mine to drenge tirsdag morgen i Schaerbeek i det nordlige Bruxelles. Mange forældre havde brugt morgenen på at stille sig det samme spørgsmål, som vi også havde stillet os selv. Kan man sende sine børn afsted, når der foregår en menneskejagt på en formodet terrorist i det kvarter, hvor man bor?

Cirka samtidig blev den 45-årige tuneser Abdesalem Lassoued skudt og anholdt på en café et par kilometer væk, efter han aftenen inden havde myrdet to svenske fodboldfans og såret en tredje i centrum af Bruxelles. Små to timer senere var han død af sine skader.

For os, som bor her, var det umuligt ikke at blive mindet om, hvordan det var, da den belgiske hovedstad blev rystet af de brutale terrorangreb i 2016, hvor bomberne sprang i lufthavnen og i metroen midt i EU-kvarteret lige under det internationale pressecenter, hvor Altinget og mange andre medier holder til.

For os skandinaver var det en endnu mere surrealistisk fornemmelse, at gerningsmanden bevidst var gået efter svenskere. Så mens sikkerheden omkring den svenske EU-ambassade og den svenske kirke – ja, selv IKEA – blev skærpet i frygt for, at angrebet var led i en større terroraktion, kunne vi stille os et andet spørgsmål. Var vi danskere og svenskere i Bruxelles nu blevet et særligt mål efter sommerens koranafbrændinger?