Tesfaye: Derfor er mure og pigtråd rundt om Europa nødvendigt

Regeringen støtter fuldt op om, at lande beskytter deres grænser med mure og pigtråd. Men grænsebevogtningen skal ledsages af massiv nødhjælp til konflikt- og nærområder og en grundlæggende retænkning af asylsystemet, hvor sagerne skal behandles uden for EU, skriver Mattias Tesfaye (S).

Placeholder image
Den ydre grænse er også Danmarks grænse, og derfor er grænsekontrollen i vores interesse, skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I slutningen af september besøgte jeg Litauen, hvor jeg med egne øjne så det hegn, som er opført mod Belarus. Helt grundlæggende gør det mig trist at se hegn og mure rundt om Europa. Men vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene. Det hegn i Litauen er en del af løsningen, når EU’s ydre grænse skal sikres.

Det er helt rimeligt, at et land siger, at man ikke kan spadsere ind over grænserne uden kontrol. Regeringen støtter fuldt op om, at lande beskytter deres grænser.

Temadebat

Er grænsemure og pigtråd svaret på ny migrantkrise?

Efter Kabuls fald, Talibans magtovertagelse og Vestens kaotiske exit i Afghanistan frygter mange en gentagelse af flygtninge- og migrantkrisen i 2015.

Samtidig advarer eksperter om, at vi inden for de nærmeste år kan forvente både klimaforandringer, konflikter og krige i vores naboregioner og en massiv befolkningstilvækst i Afrika, som vil øge antallet af mennesker, der vil forsøge at komme til Europa. 

Altinget benytter anledningen og spørger:

  • Er grænsemure og pigtråd det rigtige svar på øget migration til Europa? Og hvis ikke, hvad er så alternativet?

    Mød panelet her:

  • Mattias Tesfaye (S), integrations- og udlændingeminister
  • Pia Kjærsgaard (DF), udlændingeordfører, tidligere formand
  • Mads Fuglede (V), udlændinge- og integrationsordfører
  • Pernille Vermund (NB), formand og udlændingeordfører
  • Rosa Lund (EL), integrations- og udlændingeordfører
  • Morten Kjærum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet, fhv. direktør, EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og fhv. direktør, Det Danske Institut for Menneskerettigheder
  • Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
  • Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
  • Sine Plambech, senior forsker i migration, DIIS
  • Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Det er også i Danmarks interesse. Den ydre grænse er også Danmarks grænse.

Mure og pigtråd kan ikke stå alene

Mange har kritiseret mine udtalelser. Jeg hilser debatten velkommen, og jeg er glad for, at vi også herhjemme i Danmark diskuterer situationen ved EU’s ydre grænser.

Men regeringen mener også, at hegn ikke er hele løsningen. Så når Altinget spørger, om mure og pigtråd er svaret på en ny migrantkrise, er mit svar, at mure og pigtråd ikke kan stå alene. Men det er bestemt en del af svaret.

Regeringen mener, at en anden vigtig del af svaret er, at der skal gives massiv nødhjælp til de flygtninge, som opholder sig tæt på konflikterne.

I forhold til den aktuelle situation i Afghanistan har Danmark bidraget med 553 millioner kroner siden starten af 2021 til de mange afghanere, der er internt fordrevet i deres hjemland eller er flygtet til nabolandene. Og vi er villige til at grave dybere i lommerne.

Det samme vil jeg opfordre det internationale samfund til. Derfor har regeringen i 2022 afsat yderligere 400 millioner kroner til blandt andet at hjælpe flygtninge i nærområderne. Vi skal undgå en humanitær krise i Afghanistan, hvis vi skal undgå en migrantkrise i Europa.

Asylbehandling skal flyttes uden for EU

Og mange kritikere glemmer, at regeringen vil styrke hjælpen i nærområderne med ekstra 3,5 milliarder kroner frem mod 2025 sammenlignet med den tidligere regerings planlagte niveau.

Lige nu er der over 82 millioner tvangsfordrevne i verden. I 2015 var det over 65 millioner. Selvom vi ikke for alvor mærker krisen på europæisk jord, er flygtningekrisen altså større i dag, end den var dengang. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå en gentagelse af 2015, hvor migranter og flygtninge vandrede op igennem Europa. Det var et enormt kontroltab for alle lande i Europa.

Sideløbende med de akutte løsninger arbejder regeringen for at lave det nuværende asylsystem grundlæggende om.

Et centralt element i regeringens forslag om at få et mere retfærdigt og humant asylsystem er at flytte asylsagsbehandlingen og beskyttelsen af flygtninge uden for EU’s grænser, så vi mindsker incitamentet til at tage livsfarlige rejser over blandt andet Middelhavet for at nå Europa.

Det koster cirka 300.000 kroner om året at have én afvist asylansøger indkvarteret på et udrejsecenter i Danmark. De penge kan vi bruge langt bedre på at hjælpe mennesker i nød i nærområderne til konflikterne.

Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Og så vi ødelægger menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel.

Den mest humanistiske løsning

Tusinder af mennesker drukner på vej over Middelhavet. Nogle dør bag i lastrummet på en lastbil. Andre bliver udsat for overgreb. Og omkring halvdelen af de asylansøgere, der når til EU og får behandlet deres asylansøgning, får afslag. 

Det er totalt uholdbart. Det koster cirka 300.000 kroner om året at have én afvist asylansøger indkvarteret på et udrejsecenter i Danmark. De penge kan vi bruge langt bedre på at hjælpe mennesker i nød i nærområderne til konflikterne.

De flygtninge, der skal til Danmark, bør i stedet komme hertil som kvoteflygtninge udvalgt ud fra humanitære principper og i et antal, hvor integrationen kan følge med.

Jeg mener, at det både er den mest humanistiske løsning for verdens flygtninge og den mest holdbare løsning for det danske velfærdssamfund.

Læs også

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Justitsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser