Debat

Tidl. ambassadør: Vil Messerschmidt gå rundt i en flygtningelejr og bede om religiøse identitetskort?

DEBAT: Messerschmidts kristendomsopfattelse instrumentaliseres som værdipolitik i et klart politisk ærinde, helt ligesom Tyrkiets præsident Erdogan politiserer islam, skriver Claus von Barnekow. 

Dansk Folkepartis nye Morten Messerschmidt har slået til lyd for kristen værdikamp. Claus von Barnekow giver svar på tiltale. 
Dansk Folkepartis nye Morten Messerschmidt har slået til lyd for kristen værdikamp. Claus von Barnekow giver svar på tiltale. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

DF’s mulige redningsmand Morten Messerschmidt har i forbindelse med lanceringen af sin nye kristendomsprofil slået til lyd for at prioritere og hjælpe forfulgte kristne mere end forfulgte muslimer.

Men er det nu et kristent synspunkt? Og med hvilken teologisk begrundelse? Vil Morten Messerschmidt selv gå rundt i en FN-flygtningelejr og bede om religiøse identitetskort? Kristne til højre, ikke kristne og især muslimer til venstre. "I kommer med mig. I bliver. Afgang. March."

Roen i medierne er ved at indfinde sig efter folketingsmedlem, politisk og nu kristelig influencer Morten Messerschmidts seneste kunststykke, som formentlig har udelukket, at DF får så meget som én stemme fra de ikke-troende i vælgerbefolkningen. Det kan man kalde politisk behændighed.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Læs også

Nyt navn til DF? 
Som bekendt har Morten Messerschmidt efter kritiske bemærkninger om ledelsen i det valgnederlagsramte og vælgerreducerede Dansk Folkeparti taget et trin op ad den politiske elites trappestige.

Ihukommende den beskedne opbakning kunne DF med større præcision i partinavnet kalde sig Nationaldemokraterne.

Han er på en noget uklar baggrund blevet politisk næstformand i DF, hvilket indebærer, at han er blevet medlem af partiets ledelse med de konsekvenser, det må have for soloudbrud i det politiske uendelighedsløb.

Her er partiet kørt agterud, men Messerschmidt opnår point for medietække og retorik i kløften mellem fakta og illusion. Her er der mere bid over ham, end når formand Kristian Thulesen Dahl indtager stegt flæsk under det af partiet skamredne Dannebrog.

Fødelandspartiet eller Hjemmefødingepartiet ville være bedre, men mere ekskluderende navn. Uden sammenligning i øvrigt ændrede Kristeligt Folkeparti for en del år siden navn til Kristendemokraterne.

Ihukommende den beskedne opbakning kunne DF med større præcision i partinavnet kalde sig Nationaldemokraterne.

Overtroens blålys 
Der er i medierne spekuleret over Messerschmidts ophøjelse og motiverne hertil. Messerschmidt, der spiller rollen som overbevisende selvoptaget, har herom til Politiken udtalt, at “jeg kan måske være en del af redningen” for partiet.

Kunne det modsatte også vise sig at blive tilfældet?

De DF-redningskranse, næstformanden har tænkt sig at kaste ud i vælgerhavet, er absolut værd at se på.

Inden da mindes om, at DF i sin overlegne mangel på konkret erfaring med forpligtende international politik og i sin EU-fobi vil ud af det økonomisk og politiske fundament som EU udgør for Danmark, for eksporterhverv og store dele af befolkningens beskæftigelse.

Partiets grundlæggende idémæssige rationale kan i sin indkrogethed rummes i udtrykket 'at være sig selv nok.'

Det er fint med Danmark i hjertet, men man behøver som dansk ikke have sig selv på hjernen. Vil man ud af EU er både DF og Nye Borgerlige lygtemænd, som breder overtroens blå lys.

Arven efter Krarup og Langballe 
“Jeg kan måske være en del af redningen”.

Således lød overskriften på Politikens interview 30. juli med den dengang kommende næstformand som beredvilligt fortalte om udviklingen af sin kristendom. 

Det er sympatisk, men også ligegyldigt, med mindre han ser sin rolle som en DF-Paulus, der kan bringe håb om øget tilslutning til partiet. 

Politisk interessant bliver det, da han peger på, at noget mangler efter præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup. Men hvad?

Det påstås uimodsagt, at de to præster har defineret det konservative Danmark! Det er en ordentlig mundfuld. Nøgternt set har de vel iklædt DF’s udlændingepolitik et kristent skær. Begge var/er tidehvervspræster, hvis næstekærlighedsbegreb er yderst ekskluderende. Og derfor passer det som fod i hose med DF’s fremmedfrygt.

At de to præster i deres åndrige, men stærkt subjektive virkelighedsfortolkninger var polemisk underholdende, er givet. Men spørgsmålet om, hvorvidt de havde intern eller ekstern politisk betydning og konkret indflydelse på lovgivning, stilles ikke.

Men nu skal arven (hvad den så end er) fra de to løftes, mener forkynderen fra Charlottenlund, som godt nok er jurist, men ikke teolog.

Han mener, at kristendommen skal definere mere af DF’s politik. Kristendommen er sandheden. Jesus er sandheden, lyder det følelsesfuldt. Men hvilken kristendom? Og hvilken sandhed? Der må vel komme en handlingsplan?

DF-kor i radio og tv? 
Danmark er kristent, og det skal kunne mærkes, siger han. Men hvad betyder 'mærkes'?

I udsagnet ligger der en påstand om, at det ikke kan mærkes. Det kan i hvert fald ses med omkring 2400 folkekirker. Det kan høres ved klokkeringning.

Men mærkes? Identitetskort, tatoveringer og salmesang i offentlig transport? DF-kor i radio og tv? Religiøst politi? Reklamer? Skal antallet af ikke-kristne formindskes? Hvorledes? Skal Danmark døbes?

Områderne flygtningepolitik, udviklingspolitik og undervisningspolitik skal justeres ud fra et kristent sigte, forklarer han.

Men hvilket kristent sigte? Hvad taler vi konkret om? Der er temmelig mange kristne sigter og adskillige modsætning til hverandre?

Et forslag er, at vi skal ændre udviklingdbistanden, så vi straffer de lande, som forfølger kristne. Hvor mange kristenforfølgende lande giver Danmark bistand til? Vil en afbrydelse af bistand gå yderligere ud over de kristne?

Mere kristendom i folkeskolen 
Modstand mod bønnekald nævnes også, men uden den selvfølgelige argumentation, der burde bringes frem, nemlig at bønnekald er en decideret recitation af den islamiske trosbekendelse. Det er den kristne klokkeringning trods alt kun i en yderst symbolsk betydning.

Danske salmer skal synges i folkeskolen, lyder det fra Messerschmidt. Vil det sige, at danske salmer ikke synges i folkeskolen overhovedet? Eller skal der synges mere?

Der skal et loft over antallet af moskéer i Danmark, siger han. Hvorfor? Der er omkring 170. Er det mange? Hvad er målestokken?

Kristendommen skal fylde mere i folkeskoleundervisningen og gerne på bekostning af andre religioner, foreslår han. Hvad fylder den konkret i dag? Hvor meget fylder andre religioner? Ikke et ord om den konkrete situation*.

Det skal være obligatorisk at kende Det nye Testamente og "den kristne katekismus”. Sådan en findes ikke. Det er Luthers, der må være tale om.

Minder om Kejserens nye klæder 
Kristendommen er ikke en politisk ideologi, og mener man det, tager man fejl, siger Messerschmidt.

Med hvis autoritet og hvilken argumentation fremføres det synspunkt? Han tilkendegiver forstand på værdipolitik, der skal redde partiet ud af krisen. Hans pointer om kristendommen passer meget godt ind i Dansk Folkepartis udlændingepolitik. 

Messerschmidts forestillinger, der præsenteres på markedet for politiske holdinger er et syn, der minder om Kejserens nye klæder eller professor Tribinis gøglerier. 

Også på det marked skal påstande og antagelser om det tilbudte produkt kunne vurderes på baggrund af fakta. Virkeligheden er jo altings prøve. Det kræver argumentation, og der er Morten Messerschmidt helt fraværende i interviewet. Måske fordi intervieweren bevidst lader Messerschmidt tale og tale.

Og konklusionen kan på det givne grundlag ikke være en anden, end at Messerschmidts kristendomsopfattelse instrumentaliseres som værdipolitik i et klart politisk ærinde, helt ligesom Tyrkiets præsident Erdogan politiserer islam

Er det at løfte arven fra de to omtalte præster? Skal DF bidrage til kristendommens ødelæggelse indefra?

Tro kan flytte bjerge 
Det er nu Messershmidts leder- og forhandlingsevner skal udmøntes og afbalancere eftermælet fra ti år i Europa-Parlamentet. Det drejer sig om den endnu uafsluttede sag om næstformandens angivelige fingeraftryk på anvendelse af støttebeløb på ulovlige formål.

Messerschmidt har erkendt fejl, men han har pure afvist at have begået noget strafbart i sagen. Spørgsmålet om en straffesag eller ej udestår fortsat. Partiledelsen har med udnævnelsen valgt at følge devisen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Til sidst vil jeg henvise til Messerschmidts bemærkning om, at det skal være obligatorisk at kende blandt andet Det nye Testamente. I så henseende er dette klip fra det nyligt afholdte landsmøde mere end afslørende for DF-ledelsen som rollemodel.

Men som bekendt kan troen flytte bjerge.

*Se herom i forskeren Karna Kjeldsen undersøgelse 'Et kristent funderet religionsfag. En undersøgelse af kristendoms særlige status i skolen 2019.'

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00