Et enigt udpegningsorgan har valgt Merete Eldrup som ny bestyrelsesformand for Københavns Universitet.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Merete Eldrup overtager formandsposten efter koncerndirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, som fratræder posten 31. december.
Merete Eldrup var administrerende direktør i TV 2 fra december 2007 til august 2019.
Derudover har hun tidligere været direktør for JP/Politikens Hus samt vicedirektør og sekretariatschef i henholdsvis Energistyrelsen og Erhvervsministeriet.
Men nu får Merete Eldrup altså ansvaret for at sikre og udvikle Københavns Universitets position som et internationalt førende universitet.
"Jeg ser meget frem til opgaven. En rød tråd i mit arbejdsliv har været en dyb samfundsinteresse, og for mig er det en fantastisk opgave at få lov til at være bestyrelsesformand for Københavns Universitet, der med sin faglige bredde og markante placering i det nationale og internationale uddannelses- og forskningslandskab har en central betydning for det danske samfund," siger Merete Eldrup i pressemeddelelsen.
Merete Eldrup er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Hun er blandt andet næstformand i Rockwool Fonden og Nykredit Realkredit.
Hun overtager posten som formand for Københavns Universitet 1. januar 2020.
Indsigt
- Mens Løkke bejlede til de blå, lagde Pia Olsen Dyhr en plan
- Dragsted fik baglandet med sig, men vejen er fyldt med landminer
- Socialdemokratiet "mistede" kontakten med danskernes hverdag. I Horsens fandt partiet opskriften på at vinde den tilbage
- Dokumenter bekræfter kundeforhold mellem Forsvaret og omstridt tech-gigant
- Dragsted har baglandets støtte, men ikke alle ønsker en regering med Løkke
















































