Debat

Fhv. topembedsmand: Ukvalificeret rådgivning af politikere fører til skødesløs naturpolitik

Miljøministeren, regeringen og Folketinget fører naturpolitik, som vinden blæser. Det hænger sammen med, at den faglige rådgivning i ministeriet og styrelserne er blevet fagligt dårligere, skriver Søren Mark Jensen. 

Danmark er ifølge Det Europæiske Miljøagentur og EU-Kommissionen det EU-land, hvor naturen har det allerværst og går hurtigst tilbage, skriver Søren Mark Jensen.
Danmark er ifølge Det Europæiske Miljøagentur og EU-Kommissionen det EU-land, hvor naturen har det allerværst og går hurtigst tilbage, skriver Søren Mark Jensen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det sidste folketingsvalg i foråret 2019 var historisk ved at være det første nogensinde, hvor klima og naturkriserne var de vigtigste valgtemaer.

Samtlige partier, selv de mest borgerlige, fornemmede folkestemningen og kappedes om at være grønnere end de andre. På klimaområdet har det resulteret i en ny dansk klimalov og i ambitiøse målsætninger om at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Danmark er nu med i klimakampens forreste linje og kan med en vis ret kalde sig et foregangsland. En term, som ellers har været i glemmebogen, siden Svend Auken var miljøminister. Til gengæld sker der intet af betydning i forhold til naturkrisen.

Ingen ambitiøse målsætninger for naturen
Det er stærkt beklageligt, fordi både klima- og naturkrisen er meget alvorlige, og samtænkning af løsningerne på begge er nødvendigt, hvis de skal løses klogt og omkostningseffektivt. I modsætning til på klimaområdet er der ingen ambitiøse eller bindende nationale målsætninger på naturområdet.

Her har det gennem mange år været EU-Kommissionen, som pressede Danmark til at gøre mere for at standse forringelsen af naturområder og tilbagegangen af vores vilde dyr og planter.

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur og EU-Kommissionen er Danmark det land i EU, hvor naturen har det allerværst og går hurtigst tilbage. 

Dansk landbrug er i dag en underskudsforretning, som først og fremmest overlever på grund af EU-støtte og et virvar af gavmilde nationale støtteordninger

Søren Mark Jensen
Tidligere embedsmand, Miljøministeriet, rådgiver for Veganerpartiet

I EU's nye biodiversitetsstrategi fra sidste år fastslås det, at mindst ti procent af havene og mindst ti procent af EU's samlede landareal skal være strengt beskyttet inden 2030.

Det er en moderat målsætning, som kun i nogen grad imødekommer mere ambitiøse indstillinger fra blandt andet FN's internationale klima- og biodiversitetspaneler og fra mange andre både internationale og nationale ekspertorganer. 

Miljøminister Lea Wermelin (S) har imidlertid meldt ud, at hun ikke regner med, at Danmark vil løfte sin solidariske andel af dette ansvar på landområdet, fordi "Danmark er et landbrugsland".

Det er en meget mærkelig formulering al den stund, at det danske landbrug reelt betyder meget lidt – og stadigt mindre – for den danske beskæftigelse, eksport og nationaløkonomi.

Det var rigtigt for 40 til 50 år siden, men er totalt misvisende i dag.

Dansk landbrug forarmer naturen
Dansk landbrug er i dag en underskudsforretning, som først og fremmest overlever på grund af EU-støtte og et virvar af gavmilde nationale støtteordninger såsom eksempelvis afgiftsfonde, promillefonde og forskningsmidler.

Pengene går til et landbrug, som presser landskabet og forarmer naturen, og som gør, at vi slås med forurenet grundvand, kvælstofforurening, iltsvind i havet og et faretruende stort antibiotikaforbrug i den moderne husdyrproduktion.

Omkring halvdelen af det danske landskab består af sprøjtede og gødede biologiske ørkener med blandt andet byg, hvede og majs, som anvendes som foder til millionvis af grise, høns og køer, som hovedsageligt fortæres af livstilsramte middel- og overklasseborgere i nogle få andre rige lande. 

Intet er derfor mere oplagt end at omdanne landbrugsarealer til natur. Der er nok at tage af, og ifølge alle eksperter vil det være både nødvendigt og gavnligt i forhold til at begrænse klima- og naturkrisen – men som sagt bliver det åbenbart ikke med miljøministerens gode vilje. 

For så vidt angår beskyttelsen af naturen i havet, har miljøministeren for nylig med stor begejstring meldt ud, at Danmark fremover vil beskytte 4,1 procent af vores havområder effektivt.

Det er imidlertid under halvdelen af det, som, EU mener, er nødvendigt, og regeringen lægger altså i realiteten op til, at der fortsat kan dumpes forurenet slam, ødelægges stenrev og fiskes med bund-ødelæggende trawl i næsten hele det danske søterritorium.

Velsmurte lobbyorganisationer
Både de danske storfiskere og landmændene har åbenbart så velsmurte lobbyorganisationer og så kraftig politisk indflydelse på Christiansborg, at regeringen lægger sig fladt ned. Så hellere se stort på, at naturen forsvinder, og få noget bøvl med EU. 

Til gengæld taler regeringen og dens støttepartier for tiden meget om to ting, som nærmest udgør den samlede aktuelle naturpolitik, nemlig udtagning af lavtliggende landbrugsjord (lavbundsjorde) og etablering af naturnationalparker.

Begge dele er noget, som landets største naturorganisation, Danmarks Naturfredningsforening, i mangel af bedre muligheder bakker op omkring. 

På lavbundsjordene var der før søer og moser, og ved blot at standse dræn og vandpumper vil naturen indfinde sig igen, ligesom det udslip af drivhusgasser, som opstår, når jordene dyrkes vil ophøre.

Landbrugsproduktionen på lavbundsjordene er en ringe forretning, som alene løber rundt på grund af EU's hektarstøtteordning, og landmændene er helt med på idéen, blot de enkelte bønder får fuld kompensation og kun behøver at medvirke på helt frivillig basis. 

Disse områder, som for længst burde have været givet tilbage til vores nødlidende natur, må vi nu alle sammen være med til at betale landmændene for, hvis der skal rettes op på miseren.

Det kan måske være okay, men det hører med til historien, at der reelt kun kan blive tale om så få arealer, at det meget langt fra vil rette op på det nationale klimaregnskab eller på den danske biodiversitetskrise.

Indsats i landbrugsområder giver bedst mening
Naturnationalparkerne er også en helt særlig historie og en meget dansk opfindelse.

I Danmark har vi gennem de senere år endelig fået oprettet en håndfuld nationalparker, men vi har ikke givet naturen fortrinsret eller bedre forhold i disse, hvorfor vi nu har måttet opfinde begrebet "naturnationalparker".

Idéen er at indhegne skovarealer inde i nationalparkerne, som typisk ligger i statsskovene, og at udsætte store dyr som elge, fritgående heste og køer indenfor hegnene.

Sådanne store græssere mangler i naturen i dag, og det er tanken, at de med deres indtag af planteføde og rumstering omkring i områderne kan bidrage til at skabe lidt dynamik og holde nogle træbevoksninger lidt mere åbne, så der bliver bedre levesteder for blandt andet sommerfugle, urter og blomster.

At det primært skal ske i statsskovene, hænger sammen med, at regering og folketing jo her har noget at skulle have sagt, og at det kan gøres billigt.

Statsskovene er, som det ligger i navnet, statsejede, og her behøver man ikke at forhandle med vrangvillige landmænd og købe jord dyrt.

Problemet er bare, at skovene er den del af vores natur, som trods alt har det bedst, og at det i virkeligheden giver langt mere mening at gøre en indsats for naturen i landbrugsområderne, hvor den vilde flora, insekter og fugle rasler tilbage. 

Fører skødesløs naturpolitik
Derudover præges den danske naturpolitik af enkelte andre tilfældige og ikke-fagligt baserede diskussioner og politiske initiativer.

Vildsvinehegnet langs grænsen til Tyskland er et skræmmende eksempel. Hegnet er ineffektivt overfor vildsvin, og desuden har de tyske vildsvin slet ikke svinepest og udgør derfor ikke en reel fare for økonomien i den industrielle danske svineproduktion. 

At naturpolitikken her i landet har udviklet sig så skødesløst, lemfældigt og ikke-fagligt funderet, hænger sandsynligvis sammen med, at politikerne ikke modtager kvalificeret rådgivning fra deres embedsværk

Søren Mark Jensen
Tidligere embedsmand, Miljøministeriet, rådgiver for Veganerpartiet

Flere af vores miljøministre og partiernes miljøpolitiske ordførere udtrykker også en meget vakkelvorn holdning til naturpolitiske spørgsmål.

For eksempel har mange af dem tilkendegivet, at de skam er kede af, at der nu er kommet nogle få ulve til Danmark fra Tyskland, og at vi jo desværre ikke må skyde dem, fordi de er beskyttede ifølge EU-regler.

Det er jo en fattig holdning at udtrykke, når det vides, at ulve ikke udgør en fare for mennesker og er noget, som man for længst har valgt at leve med og at værne om i alle vores nabolande.

De danske politikeres holdning øger ikke ligefrem lokale bønders og visse jægeres forståelse for ulvene, som derfor har det med at forsvinde sporløst, fordi de nedlægges ved ulovlig jagt.

Kun i ét tilfælde er en jæger blevet retsforfulgt, fordi hans nedskydning af en ulv ved et tilfælde blev filmet og vist i medierne. Han slap med en symbolsk straf.

Ukvalificeret rådgivning fra embedsværket
Der mangler med andre ord helt proportioner og en fornuftig kurs på det naturpolitiske område, som er præget af hovsaløsninger og tilfældigheder.

At naturpolitikken her i landet har udviklet sig så skødesløst, lemfældigt og ikke-fagligt funderet, hænger sandsynligvis sammen med, at politikerne ikke modtager kvalificeret rådgivning fra deres embedsværk. 

De senere års bemanding med jurister, økonomer og statsforvaltere på næsten alle vigtige stillinger i Miljø- og Landbrugsministeriet og i ministeriernes styrelser er sket på bekostning af natur- og miljøfaglig viden og ekspertise, og det har gjort rådgivningen fagligt ukvalificeret og mere politisk følgagtig. 

En væsentlig del af det, som burde være faglig rådgivning til det politiske system, er desuden i mange år kommet fra Jagt- og Vildforvaltningsrådet, hvor jægerne og landbruget er stærkt repræsenteret.

Man må håbe på, at det kommende "naturråd" med uafhængige eksperter, som skal rådgive politikerne, vil kunne hjælpe med at sætte skik på miljøministerens, regeringens og hele Folketingets forvirrede og symbolske naturpolitiske ageren.

Det bliver noget af en opgave. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00