Tidligere chef i FE: USA og Europa kan ikke undslippe den israelsk-palæstinensiske konflikt

Det siges, at USA's tidligere præsident, Barack Obama, mod slutningen af sin præsidentperiode brugte et citat fra Godfather-trilogien til at beskrive Mellemøsten:

"Netop, som jeg troede, jeg var ude, hiver de mig ind igen". Citatet er fra Godfather III, hvor Michael Corleone forgæves forsøger at gøre op med sin fortid i mafiaen.

Obama indledte sit embede med en storladen tale om fred i Mellemøsten på Universitetet i Kairo og investerede massivt i at opnå fremdrift i fredsprocessen mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Efter talrige skuffelser lagde Obama kursen 180 grader om og forsøgte at undslippe problemerne. Men ak. Ganske, som den unge Corleone ikke kunne undslippe mafiaen, måtte Obama sande, at selv når han troede, at han var undsluppet, hev Mellemøsten ham ind igen.

Meget tyder på, at Obamas lærdom gik i præsident Joe Bidens glemmebog.

Han nedprioriterede fra første færd Mellemøsten. Ganske uhørt har præsidenten fem måneder inde i sit embede hverken udpeget en ambassadør til Israel, en mellemøstudsending eller en ansvarlig for Mellemøsten i Det Nationale Sikkerhedsråd.

I State Department er den ansvarlige for Mellemøsten afdelingschef, som er det laveste niveau i nyere tid. Med den lave politiske prioritering er der også skåret kraftigt i blandt andet efterretningsressourcerne.

Derfor var administrationen givetvis dårligt forberedt, da de gløder, der havde ulmet i ugevis på Vestbredden og i Jerusalem, antændte en regulær krudttønde den 10. maj.

Hamas skød byger af raketter fra Gazastriben mod Jerusalem og Tel Aviv. Siden fulgte 11 dage med daglige raketsalver mod hele Israel, mens israelsk militær indledte et omfattende luft- og artilleribombardement af Gaza.

Først 48 timer inde i konflikten – efter over tusind hamasraketter, talrige israelske luftangreb, over hundrede dræbte palæstinensere og seks dræbte israelere – udtalte en fåmælt Biden, at han håbede, at kampene "ville stoppe før hellere end siden". Præsidenten tilføjede per rygrad, at Israel havde ret til at forsvare sig. Så fik han ikke sagt for meget.

Lad os tage det positive først

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Det var først 15. maj, at Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, og lederen af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA), Mahmoud Abbas, for første gang havde Biden i røret.

USA accepterede 16. maj, at FN's Sikkerhedsråd skulle drøfte den eskalerende konflikt dog uden at gå med til at opfordre til våbenhvile. Vi skulle hen til 17. maj, før Biden for første gang gav udtryk for, at han støttede en våbenhvile. Den blev nået 21. maj.

Nu har Mellemøsten trukket Biden-administrationen ind sit morads, og præsidenten har øget den diplomatiske indsats.

Udenrigsminister Anthony Blinken besøgte Tel Aviv, Ramallah, Kairo og Amman 25. og 26. maj. Hovedformålet var at forstærke den skrøbelige våbenhvile – en på alle måder nødvendig indsats.

Spørgsmålet er, hvor meget det nytter? Har administrationen draget de rigtige konklusioner? Er den villig til at øge indsatsen for at opnå holdbare fremskridt og løsninger?

Lad os tage det positive først. Nødhjælp og genopbygning i Gaza udenom Hamas, udviklingshjælp, genåbning af det amerikanske konsulat i Jerusalem og genetablering af de forbindelser til palæstinenserne, som Donald Trump-administrationen lukkede, er alle positive tiltag. Det var, hvad Blinken i første omgang bragte med sig til Mellemøsten, og initiativerne er på mange måder forudsætninger for at opnå fremdrift. Så langt, så godt.

Efter våbenhvilen fastslog Biden, at tostatsløsningen er den eneste løsning, og at det er nødvendigt at anerkende Mahmoud Abbas som palæstinensernes leder. Det er sympatiske, velmente udsagn. Som kortene er fordelt nu, forekommer det ved første øjekast næsten lige så urealistisk, som da Trump forestillede sig at lave fred i Mellemøsten udenom palæstinenserne. Lad os se nærmere på de to udsagn.

Giver det stadig mening at tale om tostatsløsningen? Hvis vi ser på fakta i området netop nu, virker løsningen som et luftkastel.

Israels omfattende udbygning af bosættelser og infrastruktur på Vestbredden og i Østjerusalem er svært at se som andet end permanent tilstedeværelse og dermed de facto annektering.

De palæstinensiske områder bliver i større og større udstrækning isoleret, så en stat ikke længere vil være levedygtig. Samtidig tyder intet på, at de jødisk-nationalistiske partier ikke fortsat vil dominere israelsk politik uanset de grumsede valgresultater. Partierne finder stemmer i en meget hård kurs på Vestbredden og i Østjerusalem.

Da udviklingen i flere år er gået imod tostatsløsningen, taler mange iagttagere nu om en "enstatsløsning". Når Biden alligevel fastslår med syvtommersøm, at tostatsløsningen er den eneste løsning, virker det ved første øjekast virkelighedsfjernt. Sagen er bare, at skønt fakta i området ligner en enstatsløsning, fører den ind i en blindgyde.

For demografien arbejder for palæstinenserne. Israel risikerer at sætte sin egen identitet som jødisk stat over styr, hvis den palæstinensiske befolkning får lige rettigheder.

Alternativt kan Israel undlade at give palæstinenserne rettigheder og blive de facto til det, som bliver kaldt en "apartheidstat". I israelsk politik skal vi endnu længere ud på højrefløjen end Netanyahu for at finde personer, der mener, at det er en god vej frem.

Den sidste mulighed er "ikke-løsningen". En fortsættelse af status quo, hvor Israel formelt er besættelsesmagt, fortsætter udbygningen af bosættelser og infrastruktur i de besatte områder, undlader at give palæstinenserne rettigheder samt underminerer selvstyret og præsident Abbas. Det er "løsningen", som den israelske højrefløj omkring Netanyahu har arbejdet på i flere år.

Det giver et spinkelt håb, at Biden-administrationen i kølvandet på den seneste konfrontation har indset, at status quo ikke er holdbart, og nu aktivt vil engagere sig i at skabe fremdrift mod en tostatsløsning. Uanset hvor illusorisk den virker.

Slagsiden i Biden-administrationens tilgang er, at Mahmoud Abbas og Fatah-partiet er voldsomt upopulære blandt palæstinenserne selv i den traditionelle højborg på Vestbredden.

Abbas blev valgt som selvstyrets præsident i januar 2005 for fire år. Siden har der ikke været afholdt præsidentvalg. Seneste parlamentsvalg blev afholdt i 2006. Efter mange års tovtrækkeri var der 22. maj planlagt et parlamentsvalg, som blev aflyst. Ifølge selvstyret skyldtes det, at Israel ikke ville tillade valg i Østjerusalem.

Hvis Biden på den ene side siger, at tostatsløsningen er den eneste mulighed, men samtidig accepterer, at Israel forfølger en politik, der tydeligvis går imod målet, vil det være umuligt at komme videre

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Det er for så vidt korrekt, men der er samtidig udbredt kritik af selvstyret for at mangle vilje til at finde en alternativ løsning for at gennemføre valghandlingen. Årsagen ændrer ikke på, at Abbas og Fatahs ledelse bliver set som illegitim, ineffektiv og korrupt af hovedparten af palæstinenserne. Når USA og EU stiller sig bag dem, ser palæstinenserne dem som en part, der tager parti for et illegitimt styre. Dermed er vi med til at styrke Hamas.

Hvis det skal blive realistisk igen at tale om en tostatsløsning, forudsætter det, at USA og EU medvirker til at opbygge et repræsentativt og troværdigt palæstinensisk styre. Kun det vil give mindre Hamas og bane vej for, at en tostatsløsning kan blive en realistisk mulighed.

En anden forudsætning for at tale om tostatsløsningen som mål – og til at beholde et gran af troværdighed – er, at USA indvilliger i et opgør mod Israels tilgang til Palæstina-spørgsmålet, herunder "ikke-løsningen," der har været forfulgt under Netanyahu.

Hvis Biden på den ene side siger, at tostatsløsningen er den eneste mulighed, men samtidig accepterer, at Israel forfølger en politik, der tydeligvis går imod målet, vil det være umuligt at komme videre.

I USA har flere og flere fremtrædende stemmer kritiseret den ubetingede proisraelske politik. Det gælder blandt andre udenrigspolitiske tænkere som Stephen Walt fra Harvard University og Stephen A. Cook fra Council on Foreign Relations.

Det har hidtil været utænkeligt at igangsætte debatten. Vi er endnu langt fra et radikalt, politisk skifte i USA, men en seriøs debat er startet. For blot en måned siden virkede alene debatten som utopi forbeholdt fantaster.

Selv om der i EU-regi er stor uenighed om tilgangen (navnlig Ungarn modsætter sig alle initiativer, der går imod den jødisk-nationalistiske linje), bør Danmark sammen med de toneangivende EU-lande engagere sig aktivt for at støtte og påvirke USA.

Alle sejl bør sættes ind for at finde en europæisk tilgang, der forener Tyskland og Frankrig. Det vil være svært, men i krisetider viser der sig ofte muligheder.

Siden 1967 har flere eksempler vist, at der er opstået et vindue for fremdrift i fredsprocessen efter konflikter som for eksempel Anwar Sadats rejse til Jerusalem efter 1973-krigen og Oslo-aftalerne i 1993 efter den første Intifada.

Man kan godt spørge sig selv, om det ikke blot var endnu en omgang i karrusellen mellem Israel og Hamas, og at det mest realistiske udfald var en ny konflikt? Sådan har det været med konfrontationerne i 2008, 2012 og 2014.

Selv om den væbnede konfrontation mellem Hamas og Israel hurtigt stjal overskrifterne, har baggrunden for konflikten sat ny dynamik i gang

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Det giver et spinkelt håb, at roden til den seneste konflikt ikke handlede om Israel og Hamas. Baggrunden var over en måneds tiltagende uro og konfrontationer mellem israelske sikkerhedsstyrker og almindelige palæstinensere.

Det kulminerede med sammenstød inde på Al-Aqsa-moskéens område ved afslutningen på Ramadanen, med sagen om eksproprieringen af palæstinensiske ejendomme i den lille Sheikh Jarrah-bydel og Israels fejring af "Jerusalem Day", som er dagen i 1967, hvor Jerusalem blev erobret fra araberne. Her er vi på mange måder inde ved kernen af konflikten.

Selv om den væbnede konfrontation mellem Hamas og Israel hurtigt stjal overskrifterne, har baggrunden for konflikten sat ny dynamik i gang.

Det viser sig blandt andet ved en hidtil uset bred palæstinensisk enighed, herunder også de 20 procent af Israels befolkning, der er palæstinensere, og som i tidligere konflikter har forholdt sig stort set passive.

En anden læresætning om fremdrift i fredsprocessen er, at det kræver stærke ledere, der har politisk kapital til at indgå kompromiser af et nærmest utænkeligt omfang. Det gjaldt blandt andre Yitzak Rabin og Yassir Arafat omkring Oslo-aftalerne.

Denne ledertype er desværre ikke i syne i dag på hverken israelsk eller palæstinensisk side. Navnlig blandt sidstnævnte vil det være nødvendigt, at USA og EU starter indsatsen for at skabe en ny, politisk dynamik og en troværdig ledelse.

Opbygning af troværdig, palæstinensisk regeringsførelse, der med international årvågenhed ikke bliver undermineret fra israelsk side, kan fungere som første trædesten.

Det vil blive en lang og sej proces, der kræver båndbredde. Vi skal være bevidste om, at hvis vi ikke laver indsatsen, bliver vi hevet ind igen.