Om  
Peter Christensen

Tidligere forsvarsminister bliver direktør for Aktive Ejere

Brancheforeningen Aktive Ejere ansætter tidligere forsvars- og skatteminister, Peter Christensen (V), som direktør. Han skal nu samarbejde med tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S).

Forhenværende minister og medlem af Venstre, Peter Christensen, tager snart hul på et nyt arbejdskapitel som direktør for Aktive Ejere.
Forhenværende minister og medlem af Venstre, Peter Christensen, tager snart hul på et nyt arbejdskapitel som direktør for Aktive Ejere.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lærke Møller Hansen

Aktive Ejere har gaflet en eksminister som ny direktør.

Peter Christensen, der har titlerne forsvarsminister, skatteminister og minister for nordisk samarbejde for Venstre på CV’et, kan snart også skrive direktør for Aktive Ejere på.

Han bliver nemlig en aktiv del af Aktive Ejeres ledelse.

Det skriver brancheforeningen for venture- og kapitalfonde i en pressemeddelelse.

Ifølge bestyrelsesformand Christian Frigast hænger valget af den nye direktør Peter Christensen og den administrerende direktør Henrik Sass Larsen sammen med, at man gerne vil bygge bro mellem erhvervslivet og det politiske system.

Den kurs, mener han, at foreningen har alle forudsætninger for at kunne fortsætte med.

”For både Henrik og Peter gælder, at de begge har været med til at udvikle og vedligeholde den fælles samfundsforståelse, der er mellem os danskere, erhvervslivet, myndighederne og politikerne, hvor konkurrencedygtige rammevilkår og stabilitet går hånd i hånd med transparens og ansvarlig opførsel,” udtaler Christian Frigast.

Parløbet fortsætter

Peter Christensen kommer fra en stilling som økonomidirektør hos Refshaleøens Ejendomsselskab, som han har bestredet siden 2017. Han har været medlem af Venstres Folketingsgruppe fra 2001 til 2015 og er uddannet elektriker.

Henrik Sass Larsen, der er forhenværende erhvervs- og vækstminister og gruppeformand for Socialdemokratiet, og Peter Christensen har et indgående kendskab til hinanden fra deres politiske virke.

Den nye direktør glæder sig til at genoptage parløbet og bruge sine færdigheder inden for politik og erhvervslivet, skriver han i et opslag på LinkedIn.

”At kunne få mulighed for at kombinere erfaringerne fra politik og det private erhvervsliv i én stilling, er vel noget nær et ønskescenarie,” fortæller han.

På LinkedIn oplyser Peter Christensen, at han tiltræder det nye job til efteråret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Christensen

Direktør, Aktive Ejere, formand for Danske Spil, fhv. forsvars- og skatteminister & MF (V)
elektriker (1997), MBA (2018)

0:000:00