Topmøde bliver målestok for EU’s handlekraft

BRUXELLES: Alle er efterhånden grundigt trætte af at lege navneleg i Bruxelles. Efter månedsvis af hovedbrud over, hvem der skal besætte topposterne i Unionen, begynder det at blive pinligt for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes chefkolleger, at de ikke kan blive enige om, hvem der skal besætte de ledige poster som henholdsvis udenrigschef og formand for Det Europæiske Råd.

Mens russerne går ind i Ukraine, Israel og Palæstina tæller deres døde, og Islamisk Stat hærger i Irak, er alle klar over, at det ikke sender verdens mest handlekraftige signal, at EU’s stats- og regeringschefer bruger år og dag på at diskutere, hvem der skal sidde på klubbens topposter, i stedet for at koncentrere sig om større ting.

Derudover sidder hele det politiske system i Bruxelles og trommer med fingrene, fordi EU-chefernes tøven med topposterne betyder, at der ikke kan udnævnes en ny EU-Kommission, hvilket holder hele maskineriet i et kunstigt koma.

Derfor er det tvingende nødvendigt for de 28 statsledere, at de får forhandlet sig frem til et nyt sæt ledere, når de mødes i Bruxelles i eftermiddag.

Aftale tegner sig
Pilene peger mere og mere på Italiens udenrigsminister Federica Mogherini til posten som EU’s næste såkaldte højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.

Derimod er der større usikkerhed om, hvem der kommer til at overtage posten som den næste formand for klubben af EU-chefer, Det Europæiske Råd. Det er den stilling, som den danske statsminister i månedsvis har afvist at være i spil til, og det synes stadig at være et åbent spørgsmål, hvem der får lov til at sætte sig i den stol, selv om den polske statsminister, Donald Tusk, står stærkt.

Der er dog åbenlyse svagheder ved begge frontløberne. Så snart Mogherinis kandidatur kom på banen for et par måneder siden, stod det klart, at en række lande særligt i Central- og Østeuropa fandt Italien og hende personligt alt for venligt stemt over for Rusland til at bestride den post på netop dette tidspunkt.

Det er dog svært at sige noget håndfast om 41-årige Federica Mogherinis udenrigspolitiske egenskaber, fordi hun kun har været i frontlinjen i de seks måneder, hun har været en del af Matteo Renzis nye italienske regering. Hun har siddet bænket i udenrigspolitiske udvalg i det italienske parlament, men én af de tunge drenge (m/k) på verdensscenen kan hun ikke siges at være.

Ingen superstjerner, tak!
Det har dog historisk heller ikke været et krav til EU-kransekagefigurer. Tværtimod foretrækker regeringerne sine EU-ledere lettere anonyme og ikke alt for scenevante, sådan som det stod klart i 2009, da de nuværende folk på posterne, Herman Van Rompuy og Catherine Ashton, blev udpeget, hvilket afledte nedladende avisoverskrifter om ”Mr. Who and Mrs. Nobody”.

Tusk har derimod bevist sig som en driftsikker regeringschef i Polen. Til gengæld taler han meget dårligt engelsk og slet ikke fransk, hvilket er en klar ulempe i et job, hvis hovedbestanddel består i at tale fortroligt med EU’s politiske elite og repræsentere dem på verdensscenen.

De svære diskussioner afspejler kravet om, at der skal findes en balance mellem nord og syd, øst og vest, mænd og kvinder, højre og venstre og gamle og nye EU-lande. Men i lyset af situationen i Ukraine er det også blevet et spørgsmål om høge og duer, når det kommer til håndteringen af Unionens store russiske nabo. Hvor Mogherini således har fået stryg for at være for russisk-venlig, har Polen kørt en konsistent hård linje over for Putin.

Spørgsmålet er dog, om lige netop den balance er nok til at få landene med om bord. Hvis ikke, kan det blive en lang aften. For de skal blive enige, hvis de vil undgå at sætte Unionen i et meget dårligt lys.