Trads: Hillary ligner en vinder i Reagan-klassen

Det første valg, jeg fulgte i Amerika, var i 1984 – og sikken et valg:

Ronald Reagan, som var umådeligt populær, vandt det, som i dag er selve definitionen på en jordskredssejr:

58,8 procent mod modkandidaten, Walter Mondale, som blot fik 40,6 procent. Mondale, en habil demokrat, vandt i øvrigt kun én af de 50 delstater, nemlig hjemstaten Minnesota. Endda kun med nød og næppe – nemlig med en kvart procent.

Reagan var en ener. En af USA's helt store præsidenter. I sine første fire år i Det Hvide Hus genskabte han optimismen i et land, som gennem 1970'erne var plaget af Richard Nixon, Watergate, oliekrise og en slapsvans af en Jimmy Carter. Nu kørte det igen:

'It’s morning in America,' som hans fantastiske valgslogan lød – og mens vi så solen stå op, folk gå på arbejde og præsidenten sætte Kreml på plads, væltede stemmerne over til ham.

Hillary står til stor sejr
Lige siden er ingen kommet i nærheden af at vinde så stort: George H. Bush har været tættest på, da han i 1988 fik 53,4 procent, mens Barack Obama i 2008 fik 52,9 procent. Ellers er sejrene mindre – sommetider, når der har været en stærk tredje kandidat, endda meget lavere.

Men lige nu er der noget, som tyder på, at Hillary Clinton – en af de mest upopulære præsidentkandidater nogensinde – ikke bare vinder valget, men endog kommer i nærheden af Reagans utrolige sejr for 32 år siden – endda i et valg med solide tredjekandidater.

I det gennemsnit af meningsmålinger, som RealClearPolitics dagligt udarbejder, står Clinton lige nu til at vinde med et sted mellem fem og syv procentpoint. Af de 14 delstater, som kaldes svingstater, fører Clinton i de 12 – og Trump kan kun føle sig sikker på otte delstater ud af 50!

Endnu vigtigere:

Lige nu synes Trump-kampagnen at befinde sig midt i en total nedsmeltning, som ifølge Nate Silver, den mest anerkendte ekspert i målinger og vælgeradfærd, sagtens kan gå fra slem til værre. I en ny analyse "Trump isn’t Teflon" giver han fem årsager til, at det måske er umuligt at vende:

1. Trump taber konsekvent opbakning med sine dårlige personsager.
2. Trump ser ud til nu at tabe kernevælgere.
3. Trump er bragt i en historisk defensiv.
4. Trump må forvente endnu flere dårlige sager.
5. Trump ligner en taber, og så løber vælgerne bort.

Negative campaigning
De sager, som klæber til den republikanske kandidat, minder mig om det vel nok ældste eksempel på ’negative campaigning’ i USA – nemlig dengang den senere præsident Lyndon B. Johnson i 1930'erne første gang skulle vælges til Kongressen i et landdistrikt i Texas.

Johnson havde en mavefornemmelse af, at hans modkandidat, en lokal svineavler, var ved at vinde. Han bad sin kampagnechef sprede det rygte, at bonden havde sex med sine grise. ’Men det ved vi jo ikke noget om,’ udbrød kampagnechefen forfærdet, ’så hvorfor dog?’.

"Fordi jeg gerne vil se ham benægte det," lød det udspekuleret fra kandidaten.

Det handlede om at kaste mudder mod sin modstander – for noget af det ville givet hænge fast.

Det er tydeligt den vej, som Clinton-kampagnen har valgt. De ved, at hun ikke selv er i stand til at begejstre Demokraternes kernevælgere. Hun er for upopulær. I stedet gennemfører de et karaktermord på Trump, som ovenikøbet selv er i gang med et karakter-selvmord!

Endeløs strøm af møgsager
Den tilsyneladende endeløse strøm af dårlige nyheder for Trump – hans praleri om, at han har ret til at ’rage kvinder i skridtet’; kvinder, som står frem og fortæller om overgreb; og, ja, måske allerværst, hans lyst til at date en tiårig pige, når ’hun bliver stor’ – er dødelige.

I dag er det svært at se, at han kan rejse sig fra den grav, som Clinton-lejren begyndte at grave med en spade, men som Trump selv er fortsat med at grave større med en bulldozer. Han ligner en historisk taber.

Det barokke og det paradoksale er, at hans tilsyneladende bratte fald måske kan føre til, at en af de kandidater, som historisk har begejstret færrest – en person umådeligt langt fra Reagans karisma – nemlig Hillary Clinton, kan gå hen og vinde den største sejr i tre årtier. That’s politics, folks!

---
Hver lørdag frem til det amerikanske valg 8. november 2016 vil David Trads skrive klumme i Altinget om den amerikanske valgkamp. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.