Kommentar af 
David Trads

Trads om forsvarsforbeholdet: Hvorfor pokker forsøger ja-siden altid at begå politisk selvmord?

Ved tidligere afstemninger om mere eller mindre EU i Danmark har ja-siden skudt sig selv i foden med skræmmekampagner og nedladende retorik. Det ser ud til at fortsætte op til afstemningen om forsvarsforbeholdet, skriver David Trads.

Formuleringen af det spørgsmål, som vælgerne skal tage stilling til, er slet og ret manipulerende, skriver David Trads.
Formuleringen af det spørgsmål, som vælgerne skal tage stilling til, er slet og ret manipulerende, skriver David Trads. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De tre gange, hvor danskerne sagde nej tak til mere EU, førte ja-siden pinagtige skræmmekampagner. Hver gange blev bukserne trukket af dem. 

I 1992, da det handlede om Maastricht-traktaten, påstod ja-siden – dengang anført af Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen – at et nej ville føre til massearbejdsløshed, og til at vi ville klare os værre end det øvrige Europa. 

Læs også

Hvad blev resultatet så efter danskernes nej? Ja, virkeligheden var, at vi i stedet for de 200.000 flere ledige, som Christophersen truede med, fik 200.000 flere i arbejde i 90’erne – og at vi klarede os bedre end de fleste andre lande.

I 2000, da euro-forbeholdet røg til afstemning, påstod ja-siden – anført af Marianne Jelved og Poul Nyrup Rasmussen – at et nej ville føre til højere renter for danskerne og lav kreditværdighed til Danmark.

Det er som altid nemmest at være nej-siden, når ja-siden uafladeligt bringer sig selv i defensiven

David Trads

Hvad blev resultatet så af nej’et? Ja, i stedet for det, som ja-siden påstod, endte vi med at få de laveste renter og tårnhøj kreditværdighed.

I 2015, da regeringen sendte dele af retsforbeholdet til afstemning, påstod ja-siden – anført af Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind – at et nej ville føre til mere grænseoverskridende kriminalitet (især pædofili!) i Danmark.

Og hvad blev så resultatet af nej’et? Tja, det viste sig selvfølgeligt og forudsigeligt, at vi ikke fik mere kriminalitet eller pædofili.

De tre nej’er var ikke kun et resultat af ja-sidens skræmmekampagne, men de overdrevne trusler udhulede hver gang ja-sidens argumentation. Det er simpelthen trættende og anstrengende at lytte til politikere, som tror, at vælgerne hopper på den slags nedladende retorik.

Hvorfor er det, som om ja-siden hele tiden går efter at begå politisk selvmord, når folkeafstemninger truer? Og nu er de i gang igen op til afstemningen om forsvarsforbeholdet.

Formuleringen af det spørgsmål, som vælgerne skal tage stilling til, er slet og ret manipulerende: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”

Hvad er problemet? Det er, at der ikke står, at det handler om forsvarsforbeholdet, og at hvor der burde stå “EU’s samarbejde”, står der i stedet “det europæiske samarbejde”. Hvorfor forsøge at snyde på vægten? Hvorfor bliver ja-siden ved med at dumme sig?

At statsministeren ovenikøbet forsøgte at løbe fra, at hun – selvfølgelig – havde godkendt teksten, gav nej-siden endnu en sejr. Det er som altid nemmest at være nej-siden, når ja-siden uafladeligt bringer sig selv i defensiven.

Det rigtige spørgsmål på stemmesedlen burde selvsagt være det, som sagen handler om: “Stemmer du ja eller nej til at ophæve forsvarsforbeholdet?”

Det ville give ja-siden en stærk offensiv, hvis den holder op med at skyde sig selv i foden

David Trads

Hvorfor? Fordi det er ærligt. Efter nej’et i 1992 frygtede ja-siden, at Danmark måtte forlade EU. Derfor indgik den daværende ja-side et nationalt kompromis med SF, som havde anbefalet et nej til Maastricht.

Det førte til, at et flertal i 1993 stemte ja til en ‘omafstemning’, hvor Danmark tog fire forbehold – mod fælles mønt, fælles retspolitik, fælles unionsborgerskab og fælles forsvar. Det var så at sige prisen for, at ‘Holger & Konen’ ville blive i Unionen.

Et klart signal om, at jo, vi ville godt blive i EU, men med dyb skepsis over for, hvad et flertal betragtede som “for meget EU.” Desværre har ja-siden aldrig rigtigt accepteret, at Danmark derved ikke sidder rigtigt med om bordet, når det handler om pengepolitik, retspolitik og forsvar.

Det har konstant bragt ja-siden i defensiven, at den med skiftende regeringer har forsøgt at skiftevis true, skræmme og fifle for at få omgjort “fejlen” fra 1992.

Lige nu handler det så om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Argumentet er, at vi efter Ruslands invasion af Ukraine står i en helt ny situation. At Danmark fra nu af skal kunne være fuldt og helt med i alt det EU-samarbejde om forsvar, som måtte blive nødvendigt i en muligvis langtrukken konflikt mellem demokrati og diktatur.

Det er et ædelt argument, men hvorfor så ikke stå ved det? Hvorfor ikke skrive på stemmesedlen, at det handler om at fjerne et forbehold, som et stort flertal i Folketinget synes står i vejen for den nødvendige retning og handling?

Det ville give ja-siden en stærk offensiv, hvis den holder op med at skyde sig selv i foden og i stedet siger og skriver tingene, som de er: At Danmark bør bidrage fuldt og helt til EU’s forsvar for demokratiet, menneskerettighederne og den internationale retsorden – og at det kræver et farvel til forsvarsforbeholdet!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Holger K. Nielsen

Fhv. MF (SF), minister og partiformand
cand.mag. i samfundsfag og dansk (Københavns Uni. 1979)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)