Debat

Tidligere Grønland-journalist: Her er tre grunde til, at Pape har en pointe med “Afrika på is”

Den konservative statsministerkandidat har bidraget med nyt stof til årtiers kluntet geopolitisk linedans med Grønland, der ellers ej er bleg for selv at iscenesætte sig som uland, når det er politisk opportunt, skriver Mads Nyvold, der er tidligere journalist i Grønland og fellow ved Aarhus Universitet. 

Martin Lidegaard kalder udtalelsen "ødelæggende". Lars Løkke finder den "upassende", fordi ulande ifølge Løkke kan defineres ret klart. Og ifølge dem begge befinder Grønland sig ikke i ulands-kategorien, skriver Mads Nyvold.
Martin Lidegaard kalder udtalelsen "ødelæggende". Lars Løkke finder den "upassende", fordi ulande ifølge Løkke kan defineres ret klart. Og ifølge dem begge befinder Grønland sig ikke i ulands-kategorien, skriver Mads Nyvold.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Grønland er Afrika på is".

Med den udtalelse kom Søren Pape Poulsen (K) til at indtage en ufrivillig hovedrolle i valgkampens første fase. 

Men er den konservative statsministerkandidats analogi om et helt kontinent versus en selvstyrende nation ved siden af? Egentlig ikke af tre årsager.

1. Braindrain

Problemet med at fastholde de bedst uddannede martrer såvel Afrika som Arktis.

De, som først søger væk fra hjemlandet, er langt fra de belastet af social arv med druk eller misbrug. Det er tit de ressourcestærke.

Afrika huser flere stræder af geostrategisk vigtig betydning for verdenshandel og verdensfred. Ligeså gør Grønland

Mads Nyvold
Tidligere journalist og fellow ved Aarhus Universitet

Nogle lokkes af mere varierede karrieremuligheder. Andre vender ikke retur, fordi sød musik opstod under studiet i et andet land. Disse udvandrere udgør langt størstedelen af de 17.000 grønlændere i Danmark, vi sjældent hører om, men nyder gavn af i vores velfærdssystem.

Deres efternavne som Berthelsen, Rosing eller Kleist røber nok om et andet ophav. Men med deres danske udtalt som uldjyder eller ærkekøbenhavnere glider disse grønlændere under radaren, alt imens de som ingeniører, geologer, kliniske diætister og embedsmænd bidrager til øget vækst 3000 kilometer væk fra eget hjemland.

2. Ressourceforbandelse

Guld og rubiner til din udkårne. Gas til at lune hjemmet. Olie til at holde fabrikkerne kørende. Samt ikke mindst nikkel, kobolt og sjældne jordarters mineraler. De er essentielle til grøn energi og moderne militært isenkram. Under grønlandsk grundfjeld ligger en skattekiste af de mineralske råstoffer. Præcis som i Afrika.

Trods stor efterspørgsel på disse værdifulde ressourcer underpræsterer begge steder samfundsøkonomisk. Ressourceforbandelsen kaldes paradokset. 
Man har satset på de nemme penge fra ressourcerne, men indtægterne i statskassen er udeblevet efter fejlslagne boringer og ulige kampe mod ferme multinationale forhandlere med styr på alle utænkelige fradrag og måder at kanalisere overskud væk.

3.Geopolitisk placering

Suez-kanalen og Bab al-Mandab-strædet. Afrika huser flere stræder af geostrategisk vigtig betydning for verdenshandel og verdensfred. Ligeså gør Grønland. 

Den nordlige sektor af Rigsfællesskabet lægger farvand til GIUK-gabet. Kort fortalt en strategisk vigtig flaskehals som russiske skibe og ubåde skal passere for adgang til det øvrige Atlanterhav.

Grønlands placering på den nordlige halvkugle er derfor geopolitisk guf at kappes om. Heriblandt USA hvorfra tidligere udenrigsminister Collin Powell med glimt og alvor i øjet i 2004 erklærede, at Grønland er "USA's 51. stat".

Powells udtalelse mødte pudsigt nok ingen tilsvarende svada fra grønlandske eller danske politikere. Endda selvom Powells ord blev fremsagt så offentligt som muligt. Nemlig til underskriftsceremonien for USA's fortsatte tilstedeværelse i landet. 

Grønland og Afrikas 54 lande har fortsat chancen for at vise samfund baseret på bæredygtig drift

Mads Nyvold
Tidligere journalist og fellow ved Aarhus Universitet

Som sådan endnu et eksempel på Danmarks kluntede balanceakt overfor sin tidligere koloni. Dette minefelt har Søren Pape trasket ud i med sin Afrika-analogi leveret på den amerikanske ambassade.

Pape har prøvet at redde sig i land ved i et interview med Politiken at fastholde, at Grønland på nogle områder er at "sammenligne med et udviklingsland."

Martin Lidegaard kalder udtalelsen "ødelæggende". Lars Løkke finder den "upassende", fordi ulande ifølge Løkke kan defineres ret klart. Og ifølge både den tidligere udenrigsminister og statsminister befinder Grønland sig ikke i ulands-kategorien.

Bilkort med nationer

Suk! Nej, der findes ingen klar eller entydig definition af et såkaldt udviklings- eller industrialiseret land. Det er firkantede, forældede kategorier. Tal hellere om lav-, mellem- og højindkomst-lande samt gini-koefficienter, hvis vi partout skal spille bilkort med nationer.

Men nok så væsentlig spiller misforståelsen ind i stereotyper, som ingen af os er tjent med at opretholde. Heller ikke selvom nogle grønlandske diplomater og folkevalgte tapper ind i dem, når det kan være politisk opportunt i Bruxelles eller på Christiansborg.

Man iscenesætter sig eksempelvis som et uland, der skal have en fair chance for at gennemleve industrialiseringen såsom de vestlige lande og slippe for internationale emissionskrav samt forpligtende klimasamarbejder. Det var Grønlands strategi under COP15 i København, og en af årsagerne til, at selvstyret først sidste år meldte sig ind i Parisaftalen.

Men tilbage står også spørgsmålet om Papes-analogi reelt er en fornærmelse? Altså at blive sidestillet med et uland. Danmarks status som såkaldt i-land er baseret på årtiers overtræk af klodens planetære grænser.

Grønland og Afrikas 54 lande har fortsat chancen for at vise samfund baseret på bæredygtig drift. Det er måske mere højstatus, når alt kommer til alt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00