Turunen overvejer Folketinget

SKIFT: Socialdemokraternes nye europaparlamentariker Emilie Turunen ønsker ikke at genopstille til Europa-Parlamentet. Til gengæld er hun ikke afvisende over for at stille op til Folketinget.
Foto: Malene Lauritsen
Morten Øyen
Emilie Turunens kan meget vel være på stemmesedlen for Socialdemokraterne til det næste Folketingsvalg. Den unge europaparlamentariker vil nemlig gerne kaste sig ind i "kampen mod Venstre".

"Det er ikke afgjort, om jeg stiller op til folketingsvalget. Jeg er trådt ind i Socialdemokraterne fuldstændig uden nogen forudgående aftaler. Og så må vi se, hvad der kan komme," siger Emilie Turunen til Altinget.dk.

Helt sikkert er det dog, at hun ikke tager en periode mere i Europa-Parlamentet.

"Det hænger sammen med en masse private overvejelser. Så jeg genopstiller ikke til Europa-Parlamentet," siger hun.

Beslutningen om at skifte blev taget sammen med Jesper Petersen og Nanna Westerby for godt en uge siden. Onsdag har Emilie Turunen så offentliggjort sin beslutning og samtidig søgt om optagelse i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet.

"Det er en naturlig konsekvens af min beslutning. Det tager lidt tid, men det, håber jeg, går i orden," siger Emilie Turunen.

Og det er der meget, som tyder på, hurtigt kommer til at ske. Gruppeformand for de danske socialdemokrater, Dan Jørgensen, fortæller, at den tidligere SF-parlamentariker vil være velkommen.

"Emilie er en superdygtig og hårdtarbejdende politiker, som selvsagt er velkommen i Socialdemokraterne. Vi har en stærk og god gruppe i EP, som Emilie helt sikkert vil passe godt ind i," skriver Dan Jørgensen i en mail til Altinget.dk.

Ifølge Altinget.dks oplysninger har hun allerede tidligere på året valgt at flytte flere af sine ansatte fra Parlamentet og til Christiansborg. Indtil onsdag var Emilie Turunen folketingskandidat for SF i Københavns Storkreds. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emilie Turunen

Direktør, Nykredit Leasing, bestyrelsesmedlem, EKF Danmarks Eksportkredit
BA i socialvidenskab og arbejdslivsstudier (RUC 2009), Master of Science i europæisk politisk økonomi (LSE, London 2015), Executive education (INSEAD), Bestyrelsesarbejde i finansielle virksomheder, bank og realkredit (CBS Bestyrelsesuddannelse)

0:000:00